Lena Arboe-Rasmussen er en af de 14 B.T.-journalister, der netop har valgt at få en fratrædelsesordning. Hun er 60 år og har været på B.T. i 26 år. »Jeg synes, det er bedre, at det er sådan en som mig, der ryger ud, end unge med børn og hus.«

For små to uger siden slukkede Lena Arboe-Rasmussen sin computer på B.T. for sidste gang. Og hun har ikke tænkt sig nogensinde mere at tænde en computer igen. »Jeg har vist skrevet de linier, der skal skrives,« siger hun, og det bliver allerhøjst postkort, hun vil forfatte i fremtiden. Et langt arbejdsliv som journalist er slut. I 26 år har Lena Arboe-Rasmussen leveret mode- og underholdningslinier til B.T. En historie om en hvid sydafrikansk løveunge, som var blevet frastødt af sin mor, blev den sidste. Lena Arboe-Rasmussen er en af de 14 B.T.-journalister, der har valgt at få en fratrædelsesordning i avisens alvorlige sparerunde i september. B.T. skulle finde 20 mio. kr. i besparelser for at mindske et katastrofalt budgetunderskud på 40 mio. kr. »Jeg tror, jeg var den første, der meldte mig. Jeg har slet ikke været i tvivl om, det var det rigtige. Jeg har været glad for at være her, men jeg er også glad for at gå,« fortæller den 60-årige journalist. Det var ikke nogen spontan tanke, hun fik. Tanken om at gå opstod i »den værste periode i mit liv«, og det var, da B.T. i 1997 var igennem en fyringsrunde, hvor 12 journalister røg ud. De blev prikket ud, og det var både unge og gamle. »Det var en massakre. Den måde, man fyrede på, var en fejltagelse ud over alle grænser. Journalisterne var så kede af det. Det gjorde mig vred. Og jeg sagde dengang til mig selv, at noget sådant ville jeg aldrig opleve igen,« siger Lena Arboe-Rasmussen. »Så synes jeg, det er bedre, at det er sådan en som mig, der ryger ud, end unge med børn og hus.« Selv om hun nu ikke længere skal møde på B.T., vil hun i et par år hver måned modtage sin løn. Plus hun har fået en fratrædelsesgodtgørelse svarende til seks måneders løn. Hun har det fint med, at computeren nu ikke længere skal være hendes arbejdsredskab. Fremover er det græsslåmaskine, kantklipper (som hun fik i afskedsgave), hammer og malepensler, der vil være hendes værktøj. Og den modebevidste kvinde vil til at klæde sig i bedste Morten Korch-afslappet stil og passe på hus, have og ikke mindst sin 98-årige far, som hun bor sammen med.

Ikke så sjovt mere
Hun er på mange måder parat til at gå. Det er ikke et fag, det er særlig sjovt at blive gammel i. »Alderen er da klart en af grundene til, at jeg går. Så morsomt er det jo heller ikke mere at stå ved en teaterpremiere og »lave folk«, der kommer. Man får en form for arrogance – arhh mand, det her har jeg lavet før,« fortæller hun. Når man har været journalist i 37 år, så går begivenhederne igen. Ofte når hun søger i husets arkiv Avisdata, så støder hun på sine egne artikler. »Jeg vil ofte bare kunne skrive mine tidligere historier af,« siger hun grinende. Hun har haft underholdning som stofområde, lige siden hun afsluttede sin mesterlære på Dagbladet i Ringsted i 1965. Først skrev hun om musik i bladet Vi Unge, i 1967 gik hun til Søndags-B.T., hvor hun skrev en del mode, navnestof og portrætter af unge skuespillere som Morten Grunwald. Søndags-B.T. var dengang i høj kurs blandt skrivende kvindelige journalister, samtidig var det et blad, der havde sine stramme regler om hvad, der passede sig – blandt andet formåede Lena Arboe-Rasmussen at blive sendt hjem og skifte tøj, fordi hun var mødt op i lange bukser. På Søndags-B.T. gik man i nederdel. »Det var fuldstændig vildt gammeldags, det var trods alt midt i 60erne,« siger Lena Arboe-Rasmussen.

Altid ædt B.T.
Hun elskede sine syv år på Søndags-B.T., men blev mere og mere træt af den lange produktionstid på otte uger. Hun savnede avisers hurtighed. Og så bejlede hun til B.T., som hun altid havde været fascineret af. »Jeg har ædt B.T., siden jeg var barn,« fortæller hun. Hun har også nærmest været i familie med den. Der har altid været en Arboe-Rasmussen på B.T. Først hendes onkel Erik Arboe-Rasmussen, der var på avisen fra 1929, og siden hendes fætter Per Arboe-Rasmussen. Så ved familiefrokosterne i barndommen har B.T. altid været på talemenuen. Og B.T. blev da også Lena Arboe-Rasmussens arbejdsliv. I 24 af hendes 26 B.T.-år har hendes arbejdshjem været på 5. sal i Kr. Bernikowsgade. »Jeg har været mere på toppen end cheferne,« konstaterer Lena Arboe-Rasmussen med hentydning til, at cheferne holder til på 2. sal. Hendes 9 m2 store kontor ligner et farvel-kontor. De blå opslagstavler er blevet rippet for billeder og minder, stigereolen er næsten tømt, en flyttekasse står overfyldt i hjørnet ved siden af en hatteæske og ved indgangen står en propfyldt papirsæk. En uge før hendes afsked ser hendes kontor halvdødt ud, ligesom de visne kæmpebuketter, der står i vinduet. »Det gør det ligesom nemmere at rejse herfra,« forklarer hun. Hun har meget sjældent overvejet at rejse fra B.T. Hun har holdt meget af den fri og varme tone blandt medarbejderne – hun er til rappe og drillende bemærkninger. Og så har det passet hende fremragende, at man på B.T. skriver kort. »Min force er at skrive kort. Hvis jeg skulle skrive en bog, ville den slutte på side 12,« griner Lena Arboe-Rasmussen. Hun har dog skrevet flere hele tillæg til B.T. om blandt andet Diana, Dirch Passer og Simon Spies. De seneste år har hun især skrevet om det engelske kongehus. »Jeg har skrevet rigtig mange linier om Diana. Men har det efterhånden sådan, at nu skal hun have fred. Nu må det være nok.«

For meget nyfigenhed
I det hele taget synes Lena Arboe-Rasmussen, at medierne er blevet for dårlige til at give kendte fred. Stilen har ændret sig meget i hendes journalistliv. »I dag jages de kendte. Der er meget mere nyfigenhed også for meget. Før i tiden interesserede vi os ikke for skuespillernes privatliv. Nu går vi for tæt på.« Hun har flere gange oplevet at være blevet bedt om at ringe til en kendt og spørge om noget, hun har følt, var indiskret. Og hun har hadet det. »Vi kender vel alle det at have ladet en telefon ringe to gange og så skynde sig at smide røret på – og hurtigt konstatere, at der ikke var nogen hjemme.« Hun kan ikke lide den udvikling i medieunderholdningen, hvor der ikke er grænser for, hvad der bliver fortalt. Robinson-tendensen hader hun for eksempel. »Den udvikling er dødsens kedelig. Det er udnyttelse af folk. Der er ikke noget mere let, end at udlevere folk. Jeg synes, det svarer til, at man i gamle dage viste tohovede kalve og dværge frem i cirkus. Men måske er det bare mig, der er blevet for sippet.«