TV 2 skal tvinges til at afsløre deres hemmelige kilde i lækagesagen. Det mener Rigsadvokaten, der nu har søgt om at få sagen for Højesteret.
Skal TV 2's nyhedschef Michael Dyrby og journalist Rasmus Tantholdt tvinges til at afsløre den hemmelige kilde i lækagesagen? Det mener Rigsadvokaten, der netop har søgt om at få sagen for Danmarks højeste retsinstans, Højesteret.
Det fortæller statsadvokat Jesper Hjortenberg fra Rigsadvokaten til Politiken.dk.
Rigsadvokaturen mener, at TV 2 skal forklare, hvordan de fik fat i de hemmelige oplysninger om, at jægerkorpset skulle udstationeres i Irak i 2007 – og altså udpege den kilde, der står bag den omdiskuterede lækagesag.
Nu skal det såkaldte procesbevillingsnævn tage stilling til, om Rigsadvokaten får lov at føre sagen for Højesteret. Nævnet skal blandt andet høre sagens øvrige parter, inden de træffer afgørelsen.
Da sagen var for Københavns Byret mente dommeren, at Michael Dyrby og Rasmus Tantholdt skulle tvinges til at fortælle, hvem TV 2's hemmelige kilde er.
Dommen blev anket til Østre Landsret, der omstødte den med henvisning til den journalistiske kildebeskyttelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.