Høj moral

 Nordiske journalister er svære at bestikke, mens polske, franske og græske journalister nemmere lader sig købe. Det viser international undersøgelse.

 

Nordiske journalister er svære at bestikke, mens polske, franske og græske journalister nemmere lader sig købe. Det viser international undersøgelse.

Vil du betale for at få en nyhed i medierne? Så rejs et andet sted hen end Danmark. Det er nemlig ikke særlig let at købe sig til nyheder i hverken Danmark eller Finland. De to fik henholdsvis anden og førstepladsen i en ny undersøgelse om, hvor svært det er at bestikke journalister. Undersøgelsen er udført for det amerikanske Institute for Public Relations og britiske International Public Relations Association, IPRA, samt støttet af den tyrkiske avis Hürriet.

Med Finland og Danmark øverst på listen og Tyskland, Storbritannien og de andre nordiske lande ikke alt for langt nede bekræfter undersøgelsen tendensen fra andre undersøgelser om korruption. Alle EU-lande findes på listens øverste tredjedel. De tre EU-lande, hvor det ifølge undersøgelsen er lettest at få nyheder for pengene, er Frankrig, Portugal og Grækenland. Værre ser det ud for de nye EU-lande. Estland ligger bedst – lige efter grækerne – mens Slovenien og Polen er rutsjet et godt stykke ned i undersøgelsens nederste halvdel, hvor de står i nærheden af Mauritius og Argentina. Blandt de 66 lande, der blev undersøgt, indtager Pakistan, Bangladesh, Vietnam, Saudi Arabien og Kina de sidste fem pladser. Da det i virkeligheden er nærmest umuligt at finde ud af, om og hvor meget journalister tager imod under bordet, har de to forskere bag undersøgelsen, Dean Kruckeberg fra universitetet i Iowa og Katerina Tsetsura fra universitetet i Purdue, valgt en række kriterier, der har indflydelse på, om journalister kan bestikkes eller ej. Blandt kriterierne er såvel overordnede spørgsmål som de enkelte landes demokratiske traditioner, graden af uddannelse, regeringers ansvarlighed samt medierelaterede spørgsmål om journalisternes uddannelse, mediernes konkurrence, medie- og informationsfrihed samt etiske standarder blandt journalister. Forskerne ville gerne have taget journalisternes lønninger med i deres måling, men det var umuligt at få brugbare oplysninger fra de 66 lande. Alfter

»Cash for News Coverage«-rapport

http://www.prpassport.com/index-cash-for-news-2003-final.pdf Transparency

Transparency International's generelle korruptionsbarometer

http://www.transparency.org/surveys/barometer/dnld/barometer2003.en.pdf

0 Kommentarer