Jeg har med stigende interesse og professionel afmagt på afstand betragtet HK Privats krisehåndtering i den verserende sag om kritikken af forbundets nu forhenværende kommunikationschef, Anette Claudi.
Jeg skal med det samme skynde mig at understrege, at min holdning i det nedenstående udelukkende baserer sig på de ting, der er offentligt tilgængelige. Jeg har med andre ord ikke yderligere kendskab til sagens kerne end de to parters respektive udlægning af sagen.
Sagen kulminerede i første omgang med en arbejdsnedlæggelse blandt størstedelen af de ansatte i HK, som har hovedsæde i København.
Årsagen var, ifølge Frihedsbrevet og Berlingske, at ledelsen i HK Privat ikke havde taget kritikken af den forhenværende kommunikationschef alvorligt nok.
Helt konkret beskyldes den nu forhenværende kommunikationschef blandt andet for at være en chef, som ”overfuser og nedgør medarbejdere”, ligesom hun angiveligt har ”over en længere periode åbent nedgjort, udskammet, råbt ad og forskelsbehandlet en konkret medarbejder – frem til dennes sammenbrud og sygemelding”. Det fremgår af en udtalelse fra seks medlemmer af Dansk Journalistforbund, som fagbladet Journalisten er i besiddelse af.
Simon Tøgern, formand for HK Privat, har til citat anerkendt problemer med arbejdsmiljøet i kommunikationsafdelingen, men han har til det sidste troet på, at tilliden til Anette Claudi som kommunikationschef kunne genoprettes.
Mandag morgen stod det klart, at det ikke var tilfældet. I en pressemeddelelse annoncerede HK Privat, at Anette Claudi fratræder som kommunikationschef.
Skrevet i affekt
Pressemeddelelsen, som fagforbundet har delt via sin Ritzau-profil, ser ud til at være skrevet i affekt, da både Simon Tøgern og Anette Claudi bruger meddelelsen til et følelsesladet modangreb på medarbejderne i kommunikationsafdelingen.
Fra min stol bidrager pressemeddelelsen udelukkende til at skabe endnu større splittelse mellem medarbejderne og ledelsen i en situation, hvor tilliden i forvejen er brudt og kræver et stort genopbygningsarbejde.
Derfor har jeg mere end svært ved at forstå, hvad HK Privat håber at opnå med to konkrete ting i pressemeddelelsen:
- ”Anonyme medarbejdere i HK Huset har desværre i flere medier tegnet et billede af Anette Claudi som leder, som jeg på ingen måde kan genkende. Tværtimod står hun med en særdeles god APV, ikke mindst når der måles på ledelse og trivsel – langt over gennemsnittet i HK. Derudover ligger der referater fra de seneste medarbejderudviklingssamtaler, der på ingen måde antyder, at der skulle være udfordringer i afdelingen, tværtimod.”
– Simon Tøgern, formand for HK Privat, i pressemeddelelsen.
Analyse:
Hvad står der egentlig, hvis man koger citatet ind til benet?
”Jeg anerkender ikke mine medarbejderes oplevelse af Anette Claudi som leder.”
Ret beset går han her langt for at miskreditere sine egne medarbejderes konkrete oplevelse af konkrete episoder, og så bruger han noget så teknisk som en arbejdspladsvurdering (APV) og medarbejderudviklingssamtaler (MUS) som bevis for, at medarbejdernes oplevelser ikke kan have hold i virkeligheden.
Som et lille tankeeksperiment kan man jo prøve at forestille sig, hvordan HK Privat ville reagere, hvis nogle af forbundets egne medlemmer havde stået i en lignende situation på det private arbejdsmarked, hvor de udtrykte mistillid til en navngiven chef over for ledelsen, og ledelsen af forskellige årsager ikke ville anerkende deres oplevelser af konkrete situationer.
Hvad HK Privat burde have gjort:
HK Privat har hidtil misset alle muligheder for offentligt at tage sine medarbejderes bekymringer alvorligt.
Og som fx Lars Volle, partner i Lead Agency, har fremført hos Kommunikationsforum, så kalder anklager om grænseoverskridende adfærd på en særlig type kommunikation, hvor man for alt i verden ikke må ende med at fremstå kold og kynisk.
Med mandagens pressemeddelelse fremstår Simon Tøgern som en mand, der hellere vil beskytte sine chefer end at stole på sine medarbejderes oplevelser.
Og det er ikke et ret kønt syn, når man til daglig lever af at beskytte sine medlemmer (som for de flestes vedkommende er almindelige lønmodtagere uden ledelsesansvar) mod blandt andet dårlig ledelse og grænseoverskridende opførsel fra chefer.
Simon Tøgern skulle i stedet have brugt denne mulighed til én gang for alle at understrege, at hans medarbejderes velbefindende er det vigtigste for ham som chef, og at han tager beskyldningerne om et dårligt arbejdsmiljø ekstremt alvorligt.
- ”Jeg har ikke fået en eneste henvendelse fra en tillidsrepræsentant, medarbejdere eller chef om, at der skulle være problemer med arbejdsmiljøet i min afdeling. Jeg handler på problemer, jeg kender, men kan ikke handle på problemer, jeg ikke har kendskab til. Og når en sådan situation så pludseligt blusser op med beskydninger, jeg ikke kan genkende, må jeg erkende, at min tillid til medarbejderne er væk, og jeg kan derfor ikke fortsætte som chef i afdelingen.”
Anette Claudi, fhv. kommunikationschef i HK Privat
Analyse:
Hvad står der egentlig, hvis man koger citatet ind til benet?
”Medarbejderne har ikke mistet tilliden til mig, jeg har mistet tilliden til dem.”
Hvis jeg var Anette Claudi, havde jeg nok ikke ønsket at bruge min mulighed for at male mit eftermæle som leder ved at gå til modangreb på mine nu tidligere medarbejdere. At hun taler om at miste tilliden til sine medarbejdere i en situation, hvor det er helt tydeligt, at indtil flere medarbejdere har mistet tilliden til hende, virker ærligt talt lidt tragikomisk.
Hvad HK Privat burde have gjort:
Anette Claudi skulle ikke have haft taletid i denne pressemeddelelse.
Ledelsen i HK Privat burde have taget den modne beslutning og afsluttet samarbejdet med Anette Claudi og i pressemeddelelsen forsøgt at pege fremad og betone, at den vil gøre alt for at genskabe tilliden mellem ledelsen og medarbejderne. Gerne suppleret med konkrete initiativer, som skal være med til at sikre, at en lignende situation ikke opstår.
Undsagt af forbundsformanden
I løbet af dagen udviklede situationen sig dramatisk, da interne stridigheder i HK’s forbundsledelse så dagens lys. Anja C. Jensen, forbundsformand for HK – og dermed overordnet formand for alle HK’s medlemmer – undsagde Simon Tøgerns håndtering af sagen i et interview med Journalisten.
Hun kalder det ”rigtig, rigtig ærgerligt, at den her pressemeddelelse er kommet ud” og forklarer, at hun personligt har understreget over for medarbejderne i forbundshuset i København, at:
”… de skal vide, at vi ikke peger fingre af dem, og at vi ønsker en arbejdsplads, hvor vi tager arbejdsmiljø lige så alvorligt, som vi kræver, at de gør det ude på andre arbejdspladser. Det vil jeg stå for, lige så længe jeg er forbundsformand for HK, og det skal medarbejderne vide”.
Samme besked har hun sendt direkte til Simon Tøgern, men rent formelt har forbundsformanden dog ikke magt til at pålægge Simon Tøgern at gøre noget anderledes i sagen, da han er kongresvalgt og dermed er herre i ”sin del af butikken”, som hun over for Journalisten betoner det.
Hun er især kritisk over for kommunikationen fra Simon Tøgerns side, da pressemeddelelsen ikke i tilstrækkelig grad understreger, at arbejdsmiljøet i sidste ende er ledelsens ansvar. Derudover mener Anja C. Jensen ikke, at en pressemeddelelse om en intern personalesag skal ”give lov til at, at man lægger skylden på medarbejderne”.
Hvordan kommer de videre herfra?
Det bliver interessant at følge, hvordan parterne skal komme videre herfra, så de kan begynde at genopbygge tilliden.
Jeg har i hvert fald svært ved at se, hvordan medarbejderne skulle have følt sig hørt, set og passet på af ledelsen med den håndtering, der nu er kulmineret med en følelsesladet pressemeddelelse, som bruger det meste af spaltepladsen på at miskreditere medarbejdernes oplevelse af forløbet.
Derudover står HK tilbage med en intern splittelse i HK’s forbundsledelse mellem forbundsformanden og formanden for HK Privat.
I løbet af dagen viste Simon Tøgern ingen tegn på anger over sin håndtering af sagen, og på henvendelser har han blot henvist til, at han ikke har andre kommentarer end det, der fremgår af pressemeddelelsen.
Tilbage står, at ledelsen i HK Privat anført af Simon Tøgern på intet tidspunkt har udvist handlekraft, for eksempel ved at sætte gang i en uvildig ekstern undersøgelse, eller ved offentligt at sige, at den tager sine medarbejderes oplevelser alvorligt og arbejder på at komme til bunds i sagen.
Første skridt var i sagens natur, at Anette Claudi ikke længere kunne være kommunikationschef for HK Privat, men ledelsen i HK Privat har et enormt arbejde foran sig både internt og eksternt, hvis den her sag ikke skal klistre til forbundet fremover.
Som medlem af HK Privat ville jeg også spørge mig selv, hvordan mit fagforbund skal forestille at passe på mig, mine interesser og mit arbejdsmiljø, når det ikke engang anerkender sine egne medarbejderes oplevelser af konkrete situationer og handlinger.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg synes bare samtidig, det er megaforfriskende med noget ærlighed. Simon Tøgern mener jo helt åbenlyst det, han skriver. Nej, det lukker ikke just sagen ned, men jeg tager til hver en tid en omgang ærlig snak over 'professionel kommunikation' (læs: et politikersvar af en løgnehistorie).
Prøv at forestil dig, at du og dine kollegaer oplever store problemer med arbejdsmiljøet på din egen arbejdsplads på grund af en konkret chef - og at jeres redaktør så gik ud og sagde, at I som medarbejderne bare var nogle idioter, der ikke kender jeres eget arbejdsmiljø. Tænker du, at det ville motivere dig og dine kollegaer til at lave en bedre avis? Opgaven som ledelse er at skabe en organisation, der virker og leverer. Det kan man ikke, hvis man er i krig med sine egne ansatte. Derfor er det også uundgåeligt, at forbundsformanden må træde til og glatte ud efterfølgende. Det er ikke kønt, men man kunne simpelthen ikke lade den hænge efter den første pressemeddelelse, hvis man vil undgå en nedsmeltning internt.
I øvrigt var min første tanke, at hvis det er den grad af professionalisme, man optræder med udadtil, hvor slemt ser det så ikke ud på de indre linjer... Det er måske ikke lige dén tanke, man ønsker at plante hos sine medlemmer.
Om man synes om det eller ej, så er der her et eksempel på noget ægte i stedet for den meget kalkulerede og formummede kommunikation, man ellers altid ser i den type sager. Hvorfor er det egentlig, at det skal udskammes?
Man kunne lige så vel køre analysen derhen, at Anja C. Jensen i virkeligheden ønsker, at Simon Tøgern offentligt skal lyve om, hvordan han har det med sagen