Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
15:53 24.10.2022 Anna Sol Jørgensen

HK Privat-formand klapper i om udskældt pressemeddelelse

HK Privat-formand klapper i om udskældt pressemeddelelse

Simon Tøgern er formand for HK Privat, hvor seks DJ-medlemmer har været afsendere på en særdeles hård kritik af den nu tidligere kommunikationschef. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det har jeg ikke nogen kommentarer til.

Sådan lyder svaret fra HK Privats formand, Simon Tøgern, på samtlige af Journalistens spørgsmål angående den pressemeddelelse, der blev udsendt fra HK Privat i dag.

Pressemeddelelsen handler om, at kommunikationschef Anette Claudi stopper, efter at medarbejdere har rejst særdeles hård kritik af hendes ledelsesstil og samtidig rejst kritik af Simon Tøgerns håndtering af arbejdsmiljøproblemer i afdelingen.

Den pressemeddelelse har i sig selv udløst kritik fra HK topboss, forbundsformand Anja C. Jensen. Hun siger til Journalisten, at hun i dag har haft alle medarbejdere i forbundshuset til møde og sagt til dem, at pressemeddelelsen er en ”rigtig ærgerlig måde at afslutte den her sag på”.

Samme besked har Simon Tøgern ifølge forbundsformanden fået. Samtidig har han fået at vide, at det var en fejl at kommunikere fratrædelsen ud på en måde, hvor der bliver lagt skyld over på medarbejderne.

Journalisten ville gerne have haft svar fra Simon Tøgern på en række spørgsmål, blandt andet: Hvem der har skrevet pressemeddelelsen, hvad han tænker om kritikken fra Anja C. Jensen, hvordan han ser på medarbejdernes opfattelse af at få lagt skyld over på sig, hvorvidt han tror, at medarbejderne fortsat har tillid til ham, og hvad han selv har gjort for at undersøge arbejdsmiljøet i afdelingen.

Svaret på alle spørgsmål har været det samme. Simon Tøgern har ikke yderligere kommentarer, end hvad der fremgår af pressemeddelelsen.

SENESTE NYT

Flere nyheder