
Simon Tøgern har ikke haft nogen kommentarer til forløbet om håndteringen af medarbejdernes oplevelser med den fratrådte kommunikationschef, men har udtalt, at han står ved hvert et ord i pressemeddelelse. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Formanden for HK Privat, Simon Tøgern, og den nu forhenværende kommunikationschef Anette Claudi har fået skabt sig selv en klassisk dobbeltkrise i forbindelse med medarbejdernes kritik af kommunikationschefen.
Alt imens Anette Claudi er kommet frem til en form for erkendelse, står Simon Tøgern nu tilbage i en situation, hvor han skal håndtere sit omdømme blandt både medarbejdere og medlemmer.
En situation, der kan være besværliggjort af hans håndtering af sagen indtil videre, hvor han stort set ikke har udtalt sig offentligt, siden han bakkede sin mellemleder op.
”Han kommer til at fremstå som en leder, der ikke tager ansvar og ikke kan lytte til sine medarbejdere.”
Det siger Winni Johansen, professor ved Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, hvor hun forsker i kriser, krisehåndtering og krisekommunikation.
Winni Johansen, professor ved Aarhus Universitet
Krisen i HK Privat kom til offentlighedens kendskab for et par uger siden, da omkring 400 HK-medarbejdere nedlagde arbejdet som reaktion på en udtalelse, seks DJ-medlemmer i forbundets kommunikations- og presseafdeling havde sendt ud.
I udtalelsen beskrev de en kommunikationschef, der overfusede, nedgjorde og nedbrød sine medarbejdere.
Samtidig blev HK Privat-formanden Simon Tøgern også kraftigt kritiseret for at have siddet medarbejdernes advarsler om arbejdsmiljøet overhørig.
Forsvar virker bastant
Dobbeltkrisen opstod, da HK Privat i mandags udsendte en pressemeddelelse om, at Anette Claudi fratræder sin stilling, da hun med egne ord havde mistet tilliden til medarbejderne.
I den bakkede Simon Tøgern sin mellemleder helt og aldeles op og fremhævede, at han ikke har kunnet se problemer med arbejdsmiljøet i hverken APV’er eller MUS-referater.
Men af HK Privat-medarbejdernes udtalelse fremgår det, at Simon Tøgern er blevet orienteret af medarbejderne om deres oplevelser.
”På den baggrund virker det meget bastant, at han går ud og tager mellemlederen så kraftigt i forsvar, som han gør. Han støtter fortællingen om, at tingene ikke er så slemme, som de fremstår. Så han er ikke på nogen måde imødekommende over for de ansattes version i sin kommunikation,” siger Winni Johansen.
Sagen kort
- Tidligere på måneden nedlagde 300-400 medarbejdere i HK arbejdet. Det skete på baggrund af en udtalelse fra medarbejderne i kommunikationsafdelingen, hvor de beskriver kommunikationschefen som en, der overfuser og nedgør medarbejderne i det åbne. I et tilfælde i en sådan grad, at en medarbejder endte med at knække og sygemelde sig.
- I samme udtalelse rejser medarbejderne en stærk utilfredshed med håndteringen af sagen, som formand Simon Tøgern har stået for. De mener blandt andet, at han har negligeret medarbejdernes beretninger.
- Sagen fører til omtale i pressen, og mandag blev der udsendt en pressemeddelelse, hvor det bliver meddelt, at kommunikationschefen fratræder, da hun har mistet tilliden til sine medarbejdere.
- I den pressemeddelelse siger formand Simon Tøgern bl.a.:
”Anonyme medarbejdere i HK Huset har desværre i flere medier tegnet et billede af Anette Claudi som leder, som jeg på ingen måde kan genkende. Tværtimod står hun med en særdeles god APV, ikke mindst når der måles på ledelse og trivsel – langt over gennemsnittet i HK,” siger Simon Tøgern i pressemeddelelsen.
”Derudover ligger der referater fra de seneste medarbejderudviklingssamtaler, der på ingen måde antyder, at der skulle være udfordringer i afdelingen, tværtimod,” tilføjer han. - Pressemeddelelsen medfører kritik fra HK’s forbundsformand, Anja C. Jensen, da den i hendes øjne lægger skyld over på medarbejderne.
- Simon Tøgern ønsker ikke at sige andet offentligt, end at han står ved hvert et ord i pressemeddelelsen.
- Tirsdag sendte 17 Politiken-journalister et brev til Simon Tøgern og medarbejderne i HK Privat. De har haft samme chef og præcis samme oplevelser med hende som medarbejderne i HK Privat, skriver de. De understreger, at det bør vække eftertanke hos formanden i HK Privat. Det samme siger HK-medarbejdernes tillidsrepræsentant.
- Simon Tøgern er fortsat tavs, og det står nu tilbage, at han står ved sine ord i pressemeddelelsen, efter at den tidligere kommunikationschef har beklaget.
Simon Tøgerns forsvar for Anette Claudi imponerer heller ikke Morten Thanning Vendelø, professor ved CBS og ekspert i ledelse og management.
”Det er ikke smart. Det er en underlig loyalitetsforståelse, at han viser loyalitet over for Anette Claudi, som er fratrådt, når der er så mange medarbejdere i organisationen, der har udtrykt bekymring.”
”Vi ved jo ikke, hvordan han agerer internt i organisationen, men set udefra ser hans håndtering temmelig problematisk ud,” siger han.
Tavshed undrer kriseekspert
Netop formuleringen og citaterne i pressemeddelelsen udløste en reaktion fra en måske uventet kant. Nemlig fra omkring 20 Politiken-journalister, der også har arbejdet under Anette Claudis ledelse, da hun var redaktionschef på Politikens forbrugerredaktion gennem ni år.
Politiken-journalisterne bakkede helt op om HK Privat-medarbejderne og stemte i med, at de havde de samme oplevelser.
På den baggrund kom Anette Claudi frem til en beklagelse.
Simon Tøgern har i det store hele været tavs, siden pressemeddelelsen blev sendt ud. Han sagde dog forleden til A4 Overenskomst, at han står ved hvert et ord i den.
”Det vil være vigtigt at tænke over, hvad han vil gøre for at genoprette tillid på egen arbejdsplads, for hvis han fastholder, at han ingen kommentarer har, og at han står fuldstændigt ved den pressemeddelelse, så bliver han ved med at sige, at han bakker fuldstændigt op om hende,” siger Winni Johansen og tilføjer:
”Jeg kan godt forstå, han ikke vil forholde sig til, hvad der skete på Politiken for år tilbage. Det er ikke hans opgave. Men der er i hvert fald en krisehistorik forbundet med Anette Claudi, som han bliver nødt til at forholde sig til.”
Ramponeret omdømme
Kriseforskeren forstår sådan set godt, at han ikke nødvendigvis har lyst til at tage debatten i offentligheden. Men det løb er kørt, når først kritikken er ude i det åbne, og når pressemeddelelsen var formuleret, som den var.
”Offentligheden i dag forventer at få syn for sagen og få at vide, at han rent faktisk vil gøre noget. Når jeg ser på konteksten med krænkelsessager i samfundet generelt, kan det undre mig meget, at der bliver reageret, som der gør,” siger Winni Johansen.
Winni Johansen, professor ved Aarhus Universitet
Hun fremhæver det samtidig som en skærpende omstændighed, at en krise om dårligt arbejdsmiljø rammer et stort fagforbund.
”Vi har at gøre med en organisation, hvis formål er at varetage sine medlemmers arbejdsmiljø og interesser. Man skal kunne tage sin egen medicin og gerne fremstå som en rollemodel på det punkt,” siger hun.
Ifølge Morten Thanning Vendelø kan Simon Tøgern med rette overveje, hvilket lys hans udtalelser kaster på HK Privat.
”Når der er så stærke indikationer på, at man internt i en fagforening ikke har en sikker og tryg arbejdsplads, så rammer det dem hårdt og efterlader dem med et ramponeret omdømme,” siger han.
Krise kunne være afværget
Dobbeltkrisen kunne i Winni Johansens øjne faktisk have været afværget. Men det havde krævet, at man som ledelse havde gjort sig nogle tanker og forudsigelser om, hvordan der ville blive taget imod pressemeddelelsen.
”Man skulle have været imødekommende og ikke bare skudt skylden på medarbejderne. For sådan kan Claudis udsagn i pressemeddelelsen næsten kun blive opfattet. Det er uhensigtsmæssigt. Man skal give den undskyldning, der forventes. Og en forklaring på, hvordan man vil sikre, at det ikke sker igen.”
”Det er de to vigtigste ting, der skal stå i sådan en pressemeddelelse. Hertil kommer, at man skal udvise empati over for de skadelidte. Det viser kriseforskningen,” siger hun.
Journalisten har foreholdt Simon Tøgern kritikken. Han oplyser i en mail, at han ”ikke har noget ønske om offentligt at kommentere interne HK-forhold yderligere”.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.