Hjemmearbejde i den private sektor hænger delvist ved efter coronakrisen.
Det viser en spørgeundersøgelse foretaget af Dansk Industri (DI).
Det skønnes, at cirka 136.000 nu i gennemsnit arbejder hjemme på en normal arbejdsdag i den private sektor. Det er cirka dobbelt så mange som inden coronakrisen.
Christine Secher, der er fagleder for Future of Work i DI, vurderer på baggrund af tallene, at hjemmearbejde er kommet for at blive.
Der er dog langt op til de godt 800.000, som arbejdede hjemme på tværs af den private og offentlige sektor under coronaepidemien.
”Det vidner om, at hjemmearbejde er blevet mere balanceret,” siger hun.
Omfanget af hjemmearbejde varierer både på tværs af virksomheder og brancher, viser tallene. Det er således særligt i servicebranchen, at hjemmearbejde fortsat er ganske populært. Over halvdelen af de hjemmearbejdende i undersøgelsen kommer fra servicefag.
498 virksomheder, der repræsenterer godt 58.000 lønmodtagere, har deltaget i undersøgelsen.