Nicolai Howalt har bevæget sig fra klassisk reportagefotografi i Afghanistan til det manipulerede kunstfotografi, der sælger på den store scene. Selv synes han dog ikke, skiftet er så tydeligt – han har aldrig set sig som en del af det cirkus, andre kalder journalistik.

Skift I en serie portrætter opsøger Journalisten mediefolk, der i dag laver noget helt andet end det, de lavede engang. Denne gang er det fotograf Nicolai Howalt, der er gået fra at være reportagefotograf til at være kunstfotograf.

Det starter med et sammenstød. For Nicolai Howalt, der tager imod på Fabrikken for Kunst og Design, er ikke vild med præmissen for denne artikel. Han har svært ved at se, at han nogensinde har gennemgået den fotografiske udvikling, som jeg mener han har været igennem. Han har aldrig været rigtig involveret i den journalistiske praksis.

Og det er egentlig meget sigende, at Howalt lægger ud, som han gør, for et gennemgående tema i hans kunst er netop konfrontationen. En pointe, der understreges af hans tætte krop, det røde skæg og den insisterende talestrøm. Der bliver ikke givet ved dørene, hverken når talen falder på den fotokunst, som han i dag lever af, eller den fotojournalistiske virkelighed, han engang var en del af.

»Man burde afskaffe Årets Pressefoto. Hvis man nu ikke havde det her skulderklaprum, ville man så se en ny udvikling? En ny måde at se fotografiet på, som var mere i tråd med tiden? I stedet bliver det sådan en 'året der gik-kavalkade', som ikke rykker, men kun cementerer fotoet og skaber status quo,« siger Nicolai Howalt.

Efter endt uddannelse som 22-årig fra billedkunstskolen Fatamorgana i 1992 fulgte Nicolai Howalt ellers længe et tilsyneladende journalistisk spor. Det på trods af, at Fatamorgana ikke er en journalistisk skole, men netop en billedkunstskole med fokus på individet og den subjektive indgang som udgangspunkt for fotografiet. Som færdiguddannet fotograferede han for en række magasiner og var fra 1995-1999 fem gange i Afghanistan som reportagefotograf, hvilket indbragte ham priser og hæder for sine billeder, heriblandt Årets Featurebillede ved Årets Pressebillede i 1997.

»Man kunne ligesom se Magnum-fotograferne stå og glimte ude i horisonten og al den berømmelse og anerkendelse, der fulgte med,« siger Nicolai Howalt.

Det skulle dog udvikle sig helt anderledes.

I dag er han kunstner med stort 'K' og er sammen med sin kone, Trine Søndergaard, slået igennem på den internationale kunstscene. Howalt har i dag udstillet sine billeder på gallerier i lande som Kina, Tyskland og USA og er repræsenteret ved flere museumssamlinger i blandt andet Israel, Spanien og Frankrig. Howalt er kort sagt vendt tilbage til det udgangspunkt for fotografiet, som han lærte i sin tid på Fatamorgana.

»Fotografiet starter inde i dig. Du er dit eget udgangspunkt. Det var det, jeg lærte i sin tid, og det, som jeg efter Afghanistan vendte tilbage til. Billedet skal vokse ud af din egen drivkraft og ikke dikteres udefra,« siger Nicolai Howalt.
Journalistikken har ifølge Howalt det stik modsatte udgangspunkt, at der er en verden derude, som man skal rapportere om.

»Når jeg åbner en avis, så vil jeg gerne udfordres og overraskes. Men de journalistiske dogmer står i vejen, fordi de samme kriterier for det gode billede skaber det samme resultat igen og igen. Der mangler både mod og vilje, hvilket helt sikkert er grunden til, at jeg laver noget andet i dag. Jeg forstår simpelthen ikke den ensformighed, man insisterer på at angribe verden ud fra,« siger Nicolai Howalt.

Men den gentagelse, der rigtignok eksisterer i de journalistiske metoder, relaterer vel til, at man gerne vil gøre det så objektivt som muligt …

Howalts stemme stiger, mens han rykker frem i stolen.
»Ha! Øjvind Hesselager (redaktør på Journalisten, red.) sagde gudhjælpemig til mig engang, at man i journalistik stræber efter en 'tilsigtet objektivitet'. Det er der sgu da ikke noget, der hedder! Selvfølgelig skal det ikke være propaganda eller løgn, og selvfølgelig skal man ærligt beskrive verden, som man forstår den, men det er stadigvæk en subjektiv vurdering,« siger Nicolai Howalt.

Howalt holder mit blik fanget, mens han tager en tår sort kaffe. Efter en kort pause sætter han endnu et stød ind.
»Jeg kan huske søde Anette Claudi, der dengang var redaktør for netop Journalisten, hun havde et komplet komisk udtryk. Hun spurgte altid, hvor 'knagen' var til at hænge sin jakke på.«

Nicolai Howalt griner for sig selv i det røde skæg.
»Hvad snakker hun om?! Hvilken knage, for fanden – fotografiet skal jo stille dig et spørgsmål, ikke give dig et svar. Du skal vækkes, fascineres og forundres. Det er en subjektiv oplevelse. Din åndssvage jakke kan du sgu da smide på gulvet,« siger Nicolai Howalt.

Han rykker frem i sædet og slår sig to gange for brystet med knyttet næve.
»Hvor jeg kommer fra, starter fotografiet her. I pressefotografiet starter det i et regelsæt om, hvordan tingene skal gøres 'rigtigt'.«

Men dine billeder fra Afghanistan var vel meget klassiske reportagefotografier – og nødhjælpsbilledet er vel nærmest per definition det, der definerer de helt store pressefotografer?
»Der er en form for konsensus omkring hele nødhjælpsfotografiet, som gør, at det passer ind på aviserne. Det er tilpas eksotisk til at blive bragt. Det har en indbygget knage i form af indignation, som alle kan forstå. Det er på sin vis det journalistiske fotografis moder,« siger Nicolai Howalt.

Måske netop derfor kunne Howalt ikke finde sig til rette i det. Han blev fanget ind i hypen omkring, hvad der var 'rigtigt' for at få en forside på Politikens søndagstillæg PS. Konkurrencen om at finde den glemte konflikt, den værste krig eller katastrofe blev for Nicolai Howalt et tiltagende problem.

»Det handlede pludselig om den prestige, det gav – havde man manden med det afsprængte ben i det rigtige lys, eller havde man ikke?« siger Nicolai Howalt.

Han mindes en episode fra Kabul, hvor der var en offentlig hængning. På en stor plads midt i byen foran 5.000 jublende tilskuere blev tre mænd hængt. De sprællede i 10 minutter, før de døde. Det hele foregik en dag, hvor Howalt holdt fri.
»Jeg blev meget utilpas af den følelse, det gav mig. For selv om jeg var lykkelig over ikke at skulle gå rundt resten af livet med mindet om at have set en hængning, var jeg samtidig også rasende over ikke at kunne have taget billedet, der ville have gået verden rundt,« siger Nicolai Howalt.

How to Hunt – Trine Søndergaard/Nicolai Howalt – Paradis Såten – 160×200 cm – 2010 – Courtesy Martin Asbæk Gallery

Det ellers meget maskuline og konfronterende udtryk, som har præget Howalt indtil nu, afløses nu af en uventet følsomhed.
»Det kulminerede, da Trine og jeg ventede vores første barn i 1999. Jeg var rejst hele vejen gennem Sibirien til Tadsjikistan med gamle russiske flyvemaskiner i over en uge, før jeg til sidst stod foran en af Nordalliancens kamphelikoptere, der skulle flyve mig de sidste 200 kilometer ind i Afghanistan.«

Howalt holder en lille pause.
»Men jeg kunne ikke gå ind i den. Jeg turde ikke.«

Du turde ikke?
»Jeg var rent fysisk bange for at dø, kombineret med at jeg ikke rigtig vidste, hvorfor jeg var der. Var jeg oprigtigt optaget af den afghanske historie og konflikt, eller var jeg faret vild i en journalistisk maskine? Det var – og er – en dybt relevant tragedie for stort set hele verden. Men da jeg virkelig skulle, så måtte jeg indse, at jeg løb efter noget andet og mindre heroisk end at formidle deres tragiske situation. Jeg prøvede at leve op til min egen selviscenesættelse. Så jeg ringede hjem til Trine via satellittelefon og sagde: "Nu kommer jeg hjem".«

Oplevelsen blev et vendepunkt for Nicolai Howalt. Et opgør med selvopfattelsen som den nye kommende Magnum-fotograf. Han skulle noget andet. Det næste år tilbragte han i en lejlighed i Aarhus Vest hos kvinden Dorte Henriksen, som han havde mødt på et værtshus. Det bliver senere til en serie af fotografier og en bog om Dorte Henriksens liv med sin tolvårige datter Helene og kæresten Willy: "3 x 1".

»Der skete ikke så meget igen. En dag, hvor der blev spillet ludo eller smurt andet end leverpostejmadder, var en stor dag. Det kunne jeg rigtig godt lide. Så tog jeg et billede af hendes øre. Deres kanariefugl. Eller opdagede, hvor flot deres opgang egentlig var,« siger Nicolai Howalt.

Hans billeder fra Aarhus betød, at det anerkendte Gallerie Asbæk, der siden 1975 har haft en central position i dansk kunst, fik øjnene op for Howalts særlige stil. Galleriet, der i sin tid har repræsenteret anerkendte kunstnere som Wilhelm Freddie, Carl-Henning Pedersen og Robert Jacobsen, udstillede nu for første gang hans billeder i 2001. Ikke som en direkte journalistisk dokumentation af livet i Aarhus Vest, men som billedkunst.

Det lyder som lidt af et spring at gå fra at tage billeder, der potentielt kan forandre verden, til at fotografere en kanariefugl og en leverpostejmad?
»For mig var det bare uhæderligt at stå og sparke sig selv over benet, fordi man ikke havde set tre mennesker blive hængt. Jeg vil gerne redde verden, men jeg gider ikke lyve. Det her var en væsentlig historie for mig. Og det var det udgangspunkt, jeg skulle tilbage til. Det er måske journalistisk ligegyldigt, men jeg havde mig selv med i det,« siger Nicolai Howalt.

Da Howalt i 2002 fik tilbuddet om at være med i det, der med tiden skulle vise sig at være et af de største cirkusser i dansk dagspresses historie, lod han sig friste. Udsigten til at skabe en helt ny billedpolitik på et nyt dagblad, Dagen, der varslede nye tider i dansk presse, lokkede.

»Jeg kunne bare ikke holde til det. Jeg fik hvide pletter for øjnene af stress. Bare tanken om at skulle ned på 'fabrikken, hvor det hele starter forfra hver dag', gjorde mig dårlig,« siger han.

Når redaktionen bad ham dække en fodboldkamp, gik han så langt væk som muligt fra banen, så det hele lignede et computerspil. Så kunne man virkelig se geografien i fodbold, mente Howalt. Hvem der scorede, for hvilket hold, og hvad han hed var mindre vigtigt.

Et andet eksempel var en opgave, hvor han skulle fotografere Lene Espersen, da hun som justitsminister skulle til et vigtigt møde i Bruxelles. Howalt kom hjem med et billede af hendes ene ankel.
»Hun har utroligt smukke ankler,« siger Nicolai Howalt.

”Boxer”-serien fra 2003 viser drengeboksere portrætteret før og efter en af deres første boksekampe. – foto: Tine Harden

Det er detaljen og det usagte, der interesserer Howalt. Den store historie, der findes i det mindste. En historie, som journalistikken ifølge Howalt ikke har meget øje for. Det har Howalt til gengæld, hvilket igen gjorde sig gældende i hans næste store fotoserie, "Boxer" fra 2003. Her har Howalt fotograferet drengeboksere før og efter en af deres første boksekampe.

Billederne viser ikke slagene, der falder, benarbejdet eller knockouten – men gør det så alligevel i den forandring, der er at spore i de unge drenges ansigter før og efter kampen. I 2009 lavede han serien "Car Crash Studies", der blev udstillet på Bruce Silverstein Gallery i New York. En serie med biler, som de ser ud efter trafikuheld. Lige dele dokumentation og billedkunst. Og igen med fraværet af dramaet som centralt omdrejningspunkt. Samme år afbildede han Danmarks landegrænser i fotoprojektet "Danmark under forvandling".

I år har han så igen, denne gang sammen med sin kone, Trine Søndergaard, med "How to Hunt" slået sit navn fast blandt andet med en nylig udstilling på Kunstmuseet ARoS og i Paris. "How to Hunt" er jagtbilleder, men uden blod og dramatik. Det er mere alt det rundt om jagten, der er i fokus, og på sin vis minder serien om både "Boxer" og "Car Crash Studies" i og med, at man ikke ser selve dramaet, men resultatet af det. Tematisk er det sammenstødet og menneskets basale instinkter, der er i centrum for Howalt, men han udstiller det ikke direkte, han lader i stedet beskuerne lede efter det i sine billeder.

»Udgangspunktet, der hedder, at man repræsenterer en objektiv virkelighed ud fra nogle regler, er mig ligegyldigt. Det, der betyder noget for mig, er at indfange dramaets DNA og få folk til at undres. Jeg vil hellere stille en masse spørgsmål end give en masse svar,« siger Nicolai Howalt.

Og de journalistiske regler er da også i "How to Hunt" for alvor sat ud af funktion. For i "How to Hunt" har Howalt og Søndergaard fotograferet flere billeder over tid fra samme position og herefter 'malet' de elementer frem, som de har fundet mest interessante. Det er fotografen, der ser. Fotografen, der vælger.

»Jeg er tro mod mit motiv, men jeg står samtidig ved mig selv som fortæller. Pointen er, at jeg forsøger ikke at lade dogmerne begrænse mig, som de gjorde i journalistikken. Jeg vil gerne undersøge verden og bruger min egen nysgerrighed hele tiden. Det er min drivkraft, og den skal ikke begrænses af fastgroede forestillinger om, hvad et billede er eller kan.«

Nicolai Howalt
Født 1970.
Uddannet på Danmarks Fotografiske Billedskole Fatamorgana i 1992.

"Sammenstød"
Esbjerg Kunstmuseum fra 12. februar til 1. maj. "Sammenstød" er en statusudstilling over Howalts værker og tager udgangspunkt i krydsfeltet mellem fascination og frygt.