search

Hjælpsomheden eksploderer

Det at være fagforening har fået et nyt indhold. Skaber fagforeningen rammerne, kan medlemmerne hjælpe hinanden direkte. Uden bureaukratisk indblanding. 

Det at være fagforening har fået et nyt indhold. Skaber fagforeningen rammerne, kan medlemmerne hjælpe hinanden direkte. Uden bureaukratisk indblanding. 

Fagforeningerne er bestemt ikke døde. De transformerer bare og får nye opgaver. Vores egen fagforening er godt i gang med transformationen og faciliterer som en del af sine services over for de forskellige undergrupper onlinenetværk, så medlemmerne kan tale med hinanden.

Freelancegruppens onlinenetværk PingPong var for nogle år siden en syrlig fornøjelse. Tonen på netværket var sur til halvbitter. Man beklagede sig over at freelancerne blev snydt for deres ophavsret, fik for lidt i løn osv. Det var og er såmænd såre sandt. Men ikke særlig konstruktivt gennem onlinenetværket, som kan bruges til meget andet, at skabe og bekræfte et selvbillede som ofre.

Nu har piben fået en anden lyd. Hjælpsomheden på netværket eksploderer i kaskader af vid, humor og kompetence. Netværket er et godt eksempel på, hvor effektive vi er, når vi går sammen. Ikke i traditionel forstand med lønkrav og røde faner (uden at forklejne dette), nej, i simpel hjælpsomhed. Generøsitet, der i praksis betyder, at enhver freelancer, som i øvrigt overholder kodeks for god netopførsel, kan få de mest fantastiske oplysninger og svar, som vedkommende ellers ville bruge timer, dage og uger på at skaffe. Tænk hvad dette sparer den enkelte freelancer for?

Eksempler fra et kig på listen i dag: Et vanskeligt ord skal oversættes. Fem kolleger svarer prompte. Spørgeren sender resultatet ud, så vi alle bliver klogere. Et tilbud om billige online-abonnementer til udenlandske aviser videregives. Nogle advarer mod en aktuel spam og phishing. Nogle spørger i hvilken form en videoptagelse til TV2 NEWS skal afleveres og får prompte hjælp med tekniske specifikationer. En vil høre om lønniveauet på et magasin og bliver af flere advaret mod at spilde sin tid på mediet, der betaler dårligt. En kollega har en skriveopgave i flere europæiske storbyer og efterlyser derboende fotografer, som straks melder sig. Én efterlyser erfaringer med at udgive egne bøger på print og web og bliver connected til en kollega, der professionelt promoverer små forlag og webbooks. Nogle søger aftagere til et job, de selv er blevet forhindret i at tage osv. osv. Hvad kan det ikke ende med? Syndikater? En ny andelsbevægelse?

At være på Pingpong supppleres for mange med netværk som DONA (Danske Onlinejournalister), K-forum (site for kommunikatører), LinkedIn eller bare Facebook. Ofte henvises der på kryds og tværs af disse netværk. Nettet vokser og kompetencerne, der kan mønstres, er enorme.

De netværks-aktive journalister får en meget stor viden, som er guld værd. For dem selv og deres opdragsgivere. Kortene holdes ikke længere tæt ind til kroppen – vi deler. På godt og ondt. Men især på godt. På en og samme tid skaber vi værdi for os selv og for de virksomheder, vi arbejder for. Det er den nye virkelighed, som også fagforeningerne må tænke ind i deres måde at være fagforening på.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen