På et af den slags biblioteker, hvor journalister, forfattere og skriverkarle m/k sidder og kigger i arkivkasser, faldt jeg forleden i snak med en fremtrædende jurist. Han mente, at jeg som tidligere ansat i DR måske kunne hjælpe ham med en række oplysninger til brug for næste bind af arbejdsrettens historie, hvor han ville skildre journalistkonflikten i DR i 1971.
Han havde spurgt DJ den 12. september 2011 og rykket DJ den 4. december 2011, men ikke opnået andet svar end følgende:
"Tak din henvendelse, som vi læser og behandler hurtigst muligt.
I mellemtiden kan du gå på opdagelse her på vores hjemmeside http://www.journalistforbundet.dk."
Hver dag er der tusinder af journalister, der beder tusinder af mennesker om at besvare spørgsmål, også servicespørgsmål, og hver dag er der tusinder af mennesker, som er hjælpsomme over for os, der søger oplysninger af den ene eller anden slags.
Når så en fremtrædende juridisk forfatter vil skrive om en konflikt, der er central i journalistforbundets historie, så mødes han af tarvelighedens tavshed. Som tidligere formand for Journalistgruppen i DR kunne jeg en del, og efter samtale med tidligere deltagere i det faglige arbejde har vi klaret det meste og lidt til. Men jeg har sagt til den gode jurist, at det kun vil tage DJ fem minutter at slå op i medlemsbladet for 1971 og sende ham fotokopier af de sider, hvor konflikten er omtalt. Journalisten var dengang i A4-format, så det er nemme kopier, skulle jeg mene.
Til orientering har jeg medsendt den pågældendes mail-adresse, og jeg håber nu, at DJ vil være hjælpsom på samme måde, som så mange er det hver eneste dag i forhold til os. Andet kan I sgu ikke være bekendt.
– Poul Smidt, journalist, cand.jur.
SVAR. Kære Poul Smidt. Vi vil fra DJ's side selvfølgelig gerne være behjælpelige med at belyse arbejdsrettens og dermed en del af fagbevægelsens og DJ's historie. Vi har over for den pågældende jurist beklaget, at vi ved en fejl ikke fik undersøgt, hvad vi har af materiale om journalistkonflikten i DR i 1971. Det vil vi nu undersøge og videreformidle, hvad vi finder, til ham.
– Per Nielsen, udviklingschef, DJ
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.