Hjælp til pressefriheden

 PROJEKT. Dansk Journalistforbund (DJ) arbejder for pressefrihed i Hviderusland. Forbundet har netop fået bevilget to millioner kroner til projektet fra Udenrigsministeriets Naboskabsprogram, der støtter fremme af demokratiske retsstater bag det gamle jerntæppe.De fleste medier i Hviderusland er kontrolleret af regeringen. Der findes dog få uafhængige aviser, men ifølge Journalistforbundets formand Mogens Blicher Bjerregård lever de et hårdt og truet liv. Specielt i tiden frem til præsidentvalget i oktober vil de få det svært, siger han.

 

PROJEKT. Dansk Journalistforbund (DJ) arbejder for pressefrihed i Hviderusland. Forbundet har netop fået bevilget to millioner kroner til projektet fra Udenrigsministeriets Naboskabsprogram, der støtter fremme af demokratiske retsstater bag det gamle jerntæppe.

De fleste medier i Hviderusland er kontrolleret af regeringen. Der findes dog få uafhængige aviser, men ifølge Journalistforbundets formand Mogens Blicher Bjerregård lever de et hårdt og truet liv. Specielt i tiden frem til præsidentvalget i oktober vil de få det svært, siger han.

DJs projekt, Media-Expert, skal blandt andet sætte fokus på de uafhængige medier og sørge for, at de får så gode arbejdsvilkår som muligt.

»Det er vigtigt at rette europæisk fokus på de frie medier, så magthaverne i Hviderusland ved, at hvis de rører dem, så ved hele Europa det,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

Mere langsigtet skal projektet være med til fremme pressefriheden og demokratiet i landet.

Pengene skal blandt andet bruges til kurser for unge journalister for at sikre, at den nye generation af journalister lærer at arbejde kritisk og uafhængigt. Projektet står også bag udgivelsen af et tidsskrift for journalister om blandt andet medielov og mediepolitik.

Derudover støtter Media-Expert det hviderussiske journalistforbunds eget blad og sørger for, at det lokale journalistforbund knyttes tættere til andre internationale organisationer blandt andet Det Internationale Journalistforbund (IFJ).

Det danske projekt er en opfølgning på et projekt, som DJ etablerede allerede sidste år. I projektet arbejder DJ tæt sammen med flere internationale foreninger, heriblandt International Media Support og menneskerettighedsorganisationen Article 19. /mk

0 Kommentarer