search

Hjælp til eksil-journalister i Danmark

 Journalister på flugt rejser sjældent til Danmark. Og hvis de først kommer, er der ikke meget kollegial hjælp at hente. Derfor undersøger IMS, om det er muligt at opbygge et hjælpeapparat for eksil-journalister i Danmark eller Norden. SOLIDARITET. »Vi er forpligtet til at hjælpe kolleger på flugt. Vi lever måske i et andet land, men i morgen kan det være os, der har brug for hjælp. Det er egentlig meget simpelt.«

 

Journalister på flugt rejser sjældent til Danmark. Og hvis de først kommer, er der ikke meget kollegial hjælp at hente. Derfor undersøger IMS, om det er muligt at opbygge et hjælpeapparat for eksil-journalister i Danmark eller Norden.

 

SOLIDARITET. »Vi er forpligtet til at hjælpe kolleger på flugt. Vi lever måske i et andet land, men i morgen kan det være os, der har brug for hjælp. Det er egentlig meget simpelt.«

Jesper Højberg, der er direktør i International Media Support (IMS) kigger roligt rundt ved mødebordet. Overfor sidder Marcus Rubin, jurist og journalist. Han har valgt at tage op til to års orlov fra Politiken for at arbejde i IMS med at hjælpe journalister i konfliktområder over det meste af verden. Men fra denne dag kommer hans arbejdsområde også til at dække Danmark.

»Vi er forpligtet til at hjælpe kolleger i konfliktområder. Men det er oplagt, at vi også hjælper dem, der banker på vores egen dør,« fastslår Jesper Højberg.

Der bliver nikket rundt om bordet, og en halv time senere er arbejdet sat i gang.

Ingen ved, hvor mange journalister der er på flugt eller lever i eksil rundt om i verden. Der er heller ikke noget overblik over antallet af eksil-journalister i Danmark.

Organisationen Reporters Sans Frontières laver hvert år en opgørelse over, hvor mange journalister der bliver dræbt og fængslet. 2003 var et sort år, skriver organisationen i sin seneste årsrapport. Mindst 766 journalister blev fængslet og 42 dræbt. Det er det højeste antal siden 1995. Det Internationale Journalistforbund (IFJ) har talt hele 92 døde mediefolk i 2003. Forskellen på de to tal skyldes formodentlig, at IFJ ikke kun tæller journalister, men også chauffører og andre, der dør i mediernes tjeneste.

Journalister, der når at flygte fra overgreb, rejser som regel til Paris, London eller USA. Her kan de som regel tale sproget, og der findes oppositionsaviser eller web-tjenester, hvor de kan arbejde sammen med kolleger fra hjemlandet.

De færreste journalister fra Libyen, Burkina Faso eller Cuba søger til Danmark. Et usikkert bud lyder på, at der er mellem 5 og 50 eksil-journalister her i landet i dag.

Men selv om dansk ikke er verdens største sprogstamme, kan man godt byde journalister på flugt velkommen her, lyder budskabet fra de, der støtter op om IMS' initiativ.

Blandt andre Journalistforbundet formand, Mogens Blicher Bjerregaard, der med det samme kalder forslaget om at hjælpe eksil-journalister i Danmark for »glimrende«.

»En dag er det danske journalister, der er i knibe. Det er jo også derfor, at vi samler ind til Safety-fonden,« siger han med henvisning til den fond under IFJ, som støtter fængslede eller dræbte mediefolk og deres efterladte.

»Det er ikke længe siden, at en svensk fotograf blev dræbt i Irak. Det kan komme tæt på. Jeg mener, at vi har stærk forpligtelse til at hjælpe kolleger over hele verden,« siger Mogens Blicher Bjerregaard.

IMS kontakter i disse uger organisationer og institutioner som PEN og Journalisthøjskolen for at høre, om de har gode råd eller vil bidrage til at hjælpe eksil-journalister herhjemme. Det handler om finde ud af, hvordan man kan gøre det lettere for flygtende journalister at komme til Danmark, og hvad det danske mediesamfund kan gøre for dem, der allerede er her.

Og idé-banken vokser hele tiden, melder Marcus Rubin fra IMS. Han understreger dog, at man først vil have et overblik over, hvor mange eksil-journalister der findes i Danmark – og muligvis Norden – før man kaster sig ud i at etablere et egentligt hjælpeapparat.

Dansk Røde Kors' kulturhus har allerede tilbudt at lægge lokaler til et 'hus for eksiljournalister' efter parisisk forbillede (se Journalisten den 28. januar).

»Det er helt oplagt her. Det kræver selvfølgelig lidt penge, men vi har jo de ting, der skal bruges: computere, teknik og mødelokaler. Vi fylder også mindre og mindre,« siger lederen af kulturhuset, Karen-Inger Thorsen.

Røde Kors' kulturhus er et af de få steder, der har kontakt med eksil-journalister. Asylansøgere kommer i huset og producerer blandt andet avisen New Times, som er en avis for asylansøgere i Danmark. Den månedlige avis bliver også sendt til meningsdannere og organisationer.

Avisen har en dansk redaktør, Mette Trudsø, der egentlig hellere vil tale om, hvordan eksil-journa-
lister kan hjælpe os, end hvordan vi kan hjælpe dem.

»Der er ingen grund til kun at se på dem som nogle stakler. Det er jo ofte meget ressourcestærke mennesker. Forskellen på dem og os er udelukkende, at de er blevet forfulgt for at udføre deres arbejde,« siger hun.

»Det er i sagens natur svært for Journalistforbundets medlemmer at rapportere indsigtsfuldt fra de lande, flygtningene kommer fra. Vi kender ikke sproget og kulturen, og vi bliver – nogle gange med rette – mødt med mistro i flygtninge- og indvandrermiljøet i Danmark. Derfor ville det løfte danske medier, hvis vi fik flere journalister med en anden baggrund ind,« siger Mette Trudsø og tilføjer:

»Det med at gøre noget godt for kolleger i nød er jo indlysende. Tænk, hvis det var os, der var forfulgt, fordi vi prøvede at komme ud med vores historier.«

* International Media Support (IMS)

IMS blev stiftet i 2001 af Danmarks Journalisthøjskole, Dansk Journalistforbund, Danske Dagblades Forening, Baltisk Medie Center og Det Danske Center for Menneskerettigheder med det formål at yde aktiv og hurtig støtte til medier, der er kommet under pres. IMS lever primært af støtte fra Udenrigsministeriet.

IMS har lavet støtteaktioner for medier i en lang række lande i Afrika, Asien, Østeuropa og Mellemøsten samt i Latinamerika.

IMS' kontor i København inddrager også eksil-journalister fra Danmark i arbejdet. IMS kan kontaktes på mr@i-m-s.dk

 

»Min pen er mit våben«

Navn: Mustafa Ali Mustafa
Alder: 28 år
Hjemland: Syrien

VILJESTYRKE. Man kan undre sig over, at Mus-tafa Ali Mustafa stadig kan holde på en kuglepen. Men det kan han. Og det insisterer han på.

28-årige Mustafa fik tæsk i fængslet i den libyske hovedstad Tripoli. Fangevogterne slog ham med træstave. I hovedet og på hans vigtigste redskab – journalist-fingrene.

Muammar Gadaffis styre kunne ikke tolerere den unge journalist længere. Han havde først skrevet en kritisk artikel om en militærperson, der drev privat virksomhed. Det udløste en fængselsstraf på syv måneder.

Efter endt afsoning prøvede han at leve som freelancejournalist. Han dækkede blandt andet nogle uroligheder i Tripoli for tre år siden. Indvandrere og nationalistiske eksilgrupper sloges. Militærpolitiet slog hårdt ned, og Mustafa overværede den efterfølgende retssag.

Fem personer blev stillet for en militærdomstol. De fem mænd havde ingen forsvarer, men det forhindrede ikke den såkaldte dommer i at idømme dem alle dødsstraf.

Selv Mustafa var chokeret. Han havde måske regnet med et års fængsel, men dødsstraf!

Derfor henvendte Mustafa sig direkte til dommeren og stillede ham nogle kritiske spørgsmål.

Det skulle han ikke have gjort. Kort efter blev Mustafa Ali Mustafa opsøgt af det hemmelige politi og sendt i fængsel for anden gang.

Han blev lukket inde med andre politiske fanger. Det skulle paradoksalt nok blive hans held. En udenlandsk menneskerettighedsgruppe fik nemlig samtidig tilladelse til at komme på visit i Syrien.

Gadaffis styre ville naturligvis forhindre, at en vestlig menneskerettighedsgruppe mødte Mustafa og andre politiske fanger. Derfor blev Mustafa og hans medfanger kørt med en militærkonvoj ud i ørkenen.

Under denne transport lykkedes det for Mustafa at flygte. Med hjælp fra venner slap han ud af Syrien og ind i Sudan, hvor han blev lukket ind i en lastbil og kom ombord i et fragtskib.

Destinationen var London. Byen, hvor de fleste andre eksil-journalister bor. Men undervejs, i juli 2002, blev Mustafa taget af myndighederne i Danmark, og så kom han ikke længere.

Hans dansk er stadig ikke godt nok til, at han selv kan fortælle historien, derfor får han hjælp af en arabisk tolk. Mustafa sidder i Dansk Røde Kors' kulturhus i centrum af København og kæderyger Marlboro-cigaretter. Hans højre langefinger er stadig skæv efter torturen i fængslet, og han ser træt ud bag de kraftige brilleglas. Men ikke slået. Tværtimod.

Mustafa skriver stadig for libyske oppositionsaviser og web-aviser, der bliver produceret i London. Han er aktiv i en lille libysk komité i Danmark, og han prøver at få de danske medier til at rapportere om forholdene i Libyen.

»Men danske journalister har hverken lyst til at publicere artikler eller samarbejde med mig,« siger Mustafa, der selv har henvendt sig til flere danske medier med artikler, der er oversat til engelsk. Uden gevinst.

Han største ønske er, at danske journalister vil lægge pres på den libyske regering. For at forbedre de grundlæggende menneskerettigheder, men også i håbet om at hjælpe en kollega, der har siddet 34 år i fængsel. Ifølge Mustafa er det den journalist, der har siddet fængslet længst i verden.

»Min pen er mit våben. Hvis jeg bare kunne få adgang til at afsløre nogle af de ting, der foregår i Libyen…« siger Mustafa Ali Mustafa.

Med Saddam på redaktionen

Navn: Amna Al-Amin
Alder: 54 år
Familie: En hjemmeboende datter på 19 år og en søn på 27 år
Hjemland: Irak

UTRYGHED. Det var en af Saddam Husseins sædvanlige charmeoffensiver. Pludselig en morgen dukkede han op på redaktion på Bagdad-avisen Al-
Jumhoria. Han stillede sig op og talte til journalisterne om, hvor vigtige de var for landet. Lige så vigtige som soldater, sagde han. Han fortalte også journa-listerne, at man skal fortælle sandheden.

Det var i slutningen af 80erne, og blandt journalisterne sad Amna Al-Amin, der gjorde alt, hvad hun kunne, for at skjule sin foragt for landets leder.

»Jeg brød mig ikke om systemet, og jeg brød mig ikke om ham. Det var selvfølgelig det rene nonsens, han sagde.«

Det uventede besøg blev efterfulgt af et stadig større pres på Amna Al-Amin og andre journalister. Amna skrev af samme grund primært artikler om videnskab og familie. Emner, som ikke kolliderede med styrets holdninger.

Amna Al-Amin var ikke medlem af Baath-partiet, og det blev bemærket.

»Der var en idé om, at folk, der arbejdede i medierne, skulle være medlemmer.«

I 1994 blev presset for stort. Amna Al-Amin rejste til Jordan med sine to børn. Meningen var, at hendes mand skulle komme senere. Men han blev syg og døde, inden de nåede at blive genforenet.

Efter at have opholdt sig i Jordan rejste hun i 1997 til Danmark.

»Det er svært for folk, der lever i et demokratisk samfund, at forstå, hvad det vil sige at leve i en politistat. Presset er mere mentalt. Alt kan ske med dig. Når som helst. Du har alle de billeder i hovedet af, hvordan de torturerer mennesker.«

Selv om Amna Al-Amin, der har en universitetsgrad i engelsk litteratur, taler glimrende engelsk, genoptog hun aldrig arbejdet som journalist i Danmark. Hun har netop færdiggjort en projektansættelse i Gilleleje Kommune, hvor hun var en del af et integrationsteam. I dag bor hun i en lejlighed på Amager sammen med sin datter.

»Det er hårdt,« starter hun langsomt, da hun skal forklare, hvorfor hun aldrig er kommet tilbage til journalistikken.

»Jeg føler stadig smerte, når jeg taler om det. Måske skyldes det alle de år, jeg skrev under pres. Jeg har nok ikke været klar til at skrive endnu. For det andet er der sproget.«

Amna har fået mulighed for at oversætte en dansk novellesamling til arabisk.

»Måske kan det blive et skridt på vejen tilbage til journalistik.«

At miste sin identitet

Navn: Lala
Alder: 30-35 år
Familie: Mand og to børn
Hjemland: En af de tidligere sovjet-republikker

TRAUMER. »Man flygter som journalist. Men når man kommer frem, så er man et sted, hvor man ikke kan navigere, og hvor man pludselig ikke kan være journalist. Det er en trist fornemmelse.«

Lala har en universitetsudannelse i journalistik. Hun arbejdede som journalist i en af de tidligere sovjet-republikker indtil sommeren 2001, hvor hun skrev en artikel med overskriften »The Sound of Silence«. Artiklen var skrevet til organisationen The Committee to Protect Journalists og handlede om regeringens censur i hendes hjemland.

Efter nogle uger blev artiklen sendt til den amerikanske kongres i forbindelse med en høring om den manglende pressefrihed i Centralasien. Kort efter blev historien lagt på kongressens hjemmeside.

Det skulle blive katastrofalt. Myndighederne i hendes hjemland opdagede artiklen og blev rasende.

»The Sound of Silence« blev det sidste journalis-tiske arbejde, hun lavede i sit hjemland.

»Der skete en række af begivenheder: Min research blev konfiskeret. Min post blev åbnet. Jeg blev afhørt og blev også tortureret, inden jeg flygtede.«

Lala ønsker ikke at tale om torturen.

Da hun i begyndelsen af september 2001 flygtede fra sit hjemland, efterlod hun mand og to børn.

Valget faldt på Danmark, fordi hun havde været korrespondent i fire år for et dansk fagblad.

»Ellers var jeg nok aldrig taget hertil.«

Da hun ankom til Kastrup og senere Sandholm-lejren, var hendes danske chefredaktør med til at hjælpe hende. Blandt andet skaffede han en udlændingeadvokat.

»Jeg var i chok, da jeg kom. Men i det mindste var der en, der kunne kigge på min sag. Det var en stor hjælp. For det andet var jeg enormt bekymret for min mand og mine børn.«

Lala fik adgang til en e-mail og en »sikker telefonforbindelse«.

»Det var bare praktiske ting, men det var meget vigtigt for mig. Den første prioritet, når du er flygtet, er at komme ovenpå igen. Det gælder både socialt og psykologisk. Det handler om at finde en måde at leve på. Finde ud af, hvordan man køber ind og alt det der. Samtidig skal man rent psykologisk bearbejde alt det, der er sket.«

Lala har netop skrevet en bog om sine oplevelser som flygtning i Danmark. Bogen skal i begyndelsen af næste år udgives på Gyldendal.

Udover at have skrevet bogen har Lala arbejdet for International Media Support (IMS). Hun har blandt andet været ansvarlig for en mission til Centralasien.

Lala er taknemmelig for den hjælp, hun har fået i Danmark. Men hjælpen går også den anden vej.

»Jeg har en viden om nogle lande, som danske journalister ikke kender til. Den viden kan jeg dele ud af.«

Lala er stadig journalist.

Lala blev genforenet med sin familie i Danmark seks måneder efter, at hun selv ankom. Af frygt for repressalier fra myndighederne i hendes hjemland har Journalisten været nødt til at sløre hendes identitet.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen