Journalisthøjskolen sender tilbud om gratis eller underbetalt arbejde videre til de studerende. »Det er utilstedeligt,« mener FreelanceGruppen. På SDU bliver alle opslag gennemtjekket, inden de sendes ud.
BIJOBBERI. Journalisthøjskolen i Århus (JH) videresendte en tilfældig måned 17 jobopslag til de studerendes fællesmail. Tilbuddene spænder fra "opgaverne er indtil videre ulønnede" til "hiv to dage ud af kalenderen, og tjen 500 kroner". Det står i skarp kontrast til ordene i Dansk Journalistforbunds pjece om bijob i studietiden, der bliver sendt til alle nye studerende i fagforeningen:
"I Dansk Journalistforbund er det som udgangspunkt forbudt for medlemmerne at have bijob, der tager beskæftigelse fra ledige kolleger."
Formanden for FreelanceGruppen, Kristian Melgaard, kalder det usolidarisk af JH og vil have praksis ændret.
»Det er helt utilstedeligt. De kan sende mailene videre til mig, så skal jeg nok formidle det videre i FreelanceGruppen,« siger han.
Rektor på JH Anne-Marie Dohm mener ikke, det er hendes ansvar at holde mails tilbage for de studerende.
»Det er ikke min opgave at kontrollere, om et jobtilbud lever op til overenskomsten. Det må være en sag mellem fagforeningen og dens medlemmer,« siger hun.
ET AF JOBOPSLAGENE er fra fod- og håndboldklubben FC Midtjylland (FCM). Presseafdelingen søger en journaliststuderende, der skal hjælpe med kampreferater og optakter. FCM kvitterer med pæne ord til cv'et og 100 kroner i timen samt personalegoder.
– Hvorfor bruger I ikke uddannet arbejdskraft?
»Vi har det godt med at være en talentfabrik. Det er vi også som fodboldklub. Hvis vi kan hjælpe nogle studerende med et studierelevant job, så vil vi gerne det,« siger PR-chef Torben Kølbæk.
Kristian Melgaard er ikke i tvivl om, at stillinger i stil med FCM's er over stregen for, hvad studerende må tage af arbejde.
»Det skal de holde nallerne fra. Der er 1.800 freelancere, der kunne lave det i stedet. Ellers skal de tage sig ordentligt betalt. En Superliga-klub har altså råd til at betale den rigtige løn,« siger han.
DE JOURNALISTSTUDERENDE på Syddansk Universitet får alle deres jobtilbud tjekket af deres undergruppe i DJ, KaJO. KaJO får tilsendt alle jobopslag fra administrationen, inden de bliver dirigeret videre til de studerende. Et bestyrelsesmedlem fra KaJO kommenterer i bunden af opslagene. Kommentarerne spænder fra "tag jobbet, hvis du har lyst" til "KaJO anbefaler, at du holder snitterne langt væk fra dette »job«."
Anne-Marie Dohm vil ikke bestemme, hvilke mails de studerende skal modtage. Hun mener, at det ikke er hendes ansvar.
»Jeg tror aldrig, det har været aktuelt, at der skulle sidde nogle og screene opslagene,« siger hun.
Det er Troels Gadegaard Frølich træt af. Han er formand for de JH-studerendes undergruppe, KaJ, og han så gerne, at skolens administration var mere kritisk med, hvad der blev sendt ud.
»Skolen må tage ansvar for, hvad de sender ud på deres fællesmail. Den undskyldning er for tynd,« siger han.
De studerende er under et stort pres for at få journalistisk arbejde på cv'et og har ikke altid den erfaring, der gør dem i stand til at vurdere, om jobbet er ordentligt betalt, mener KaJ-formanden.
Troels Gadegaard Frølich synes, at modellen fra SDU lyder fornuftig, men ved ikke, om den er mulig i praksis. JH har gentagne gange afvist at lade KaJ få indflydelse på, hvordan jobtilbuddene bliver præsenteret. JH's forklaring er, at KaJ ikke er en del af skolen, men af DJ.
JOURNALISTHØJSKOLEN SKRIVER den 23. september i en mail på "Opslagstavlen", at skolen gerne vil have en studerende til at skrive en artikel om et arrangement. Lønnen for opgaven er "studieløn" på 128,53 kroner i timen.
»Det er noget rendyrket svineri. Det dér er en ganske almindelig freelanceopgave,« tordner kritikken fra Kristian Melgaard.
Pressechef på JH Karen Balling Radmer siger, at hun ser det som en uddannelsesrelevant opgave og vil ikke sidestille det med en freelanceopgave.
Fagbladet Journalisten har læst alle mails på Journalisthøjskolens fællesmail, "Opslagstavlen", i perioden 13. august til 15. september. Blandt de mange mails var der 17 jobtilbud. Nogle var frivilligt arbejde, andre tilbød løn efter kvalifikationer. Ingen tilbød løn efter overenskomsten.
Journalistisk bijob som studerende kræver ifølge DJ, at du tager dig ordentligt betalt. Det vil sige 728 kroner i timen minus den tid, du er langsommere end en uddannet kollega. Du må heller ikke følge en fast vagtplan.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
For mange år siden overtog KaJ formidlingen af boliger. De flyttede fra skolens interne mailliste til djstuds hjemmeside. Det var ren win-win: Skolen slap for intern spam til de mange, der ikke søgte lejlighed. Udlejerne kunne slette en annonce, når de havde fundet en lejer. Lejerne kunne spørge ind til opslaget i et åbent forum. Samme løsning var oplagt til de mange jobopslag.
Derfor oprettede KaJ sammen med resten af djstud en jobbørs. Men så gik der åbenbart politik i den fra skolens side. Under den tidligere pressechef lød begrundelsen, for at beholde jobopslagene på den interne mailiste, at virksomhederne skulle have lidt igen. (?!) Den nye pressechef skrev i marts, at hun ville se på sagen og vende tilbage.
Jeg har svært ved at forstå, at Journalisthøjskolen vil stå som afsender på hvad som helst. Og faktisk gør de virksomhederne en bjørnetjeneste. For når Kaj har henvendt sig til afsenderne af uacceptable opslag, har de stort set uden undtagelse undskyldt sig med at de ikke kendte lønniveau og regler, for derefter at udsende et nyt opslag.
Desuden når virksomhederne alle danske journaliststuderende via jobbørsen. Det er svært at gennemskue, hvorfor JH vil holde fast i et lukket, informationshæmmende og upraktisk system.