"I mit bamsede syrehoved tænkte jeg, at et stykke "underfundigt og godt indlevet stykke pressehistorie" måske kunne få lidt omtale i mit fagblad"
ANMELDELSE. I marts måned udgav jeg sammen med tegneren Peter Lautrop bogen "Bamsernes Befrielsesfront – hele historien".
I Politiken skrev kollega Søren Vinterberg blandt andet, at bogen var "Et underfundigt og anarkistisk kapitel af såvel kunsthistorien som pressehistorien", og i Nordjyske Stiftstidende mente kollega Lars Borberg endog, at den var "Morsom læsning, langt ude i det absurde lettere syrehovedagtige, men også et godt indlevet stykke kultur- og pressehistorie".
I mit bamsede syrehoved tænkte jeg, at et stykke "underfundigt og godt indlevet stykke pressehistorie" måske kunne få lidt omtale i mit fagblad, men ved forespørgsel fik jeg at vide, at det kunne det ikke, fordi redaktøren, Den Onde Opfinder Øjvind Ørn, var kommet til at smide det fremsendte anmeldereksemplar væk (sic!).
Så fik jeg fremsendt et nyt eksemplar, og siden har jeg så ventet. Det kan jeg nok blive ved med meget længe endnu, og imens bliver jeg ligesom bestyrket i den opfattelse – jeg så småt havde forinden – at mit gamle fagblad i dag bestyres af en flok historieløse pampere.
– Povl Høst-Madsen
SVAR. Journalistens redaktion får tilsendt mange bøger af større og mindre relevans til anmeldelse. Vi har kun pladsmæssig og økonomisk lejlighed til at anmelde et fåtal af disse.
Vi prioriterer en vis aktualitet i forhold til udgivelsestidspunkt og sigter efter at anmelde bøger/websites, som vi skønner har en bred appel.
I lyset af den begrænsede plads og de kun 20 årlige udgivelser misser vi i sagens natur mange titler, som man sagtens kunne have valgt at anmelde.
Vi ønsker tillykke med de fine anmeldelser, din bog fik andre steder.
– Christine Elisabeth Møller, redaktionssekretær, anmelderredaktør
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.