search

Historiefortælleren

 Lysten til at fortælle. Frygten for ikke at slå til. Det er det, der driver Poul Høi, når han skriver fra kælderen i rækkehuset i Washington.

 

Lysten til at fortælle. Frygten for ikke at slå til. Det er det, der driver Poul Høi, når han skriver fra kælderen i rækkehuset i Washington.

"Om ikke andet, så håber jeg, at den her pris kan få mig til at føle, at jeg er god nok."

Poul Høi ser mod vinduerne i den nøgne hotellejlighed i Københavns centrum. Han har stadig svært ved at fatte det. Tre dage efter at han modtog journalisternes største hæder, Cavling-prisen.

"Det er ikke let at være nogen som helst," sagde Dan Turell engang. Heller ikke Poul Høi. Man skulle ellers ikke tro, det kunne være svært.

Siden 9. januar klokken 18.29, hvor Cavling-komiteen ringede ham op, er han blevet dyppet i komplimenter og rullet i ros.

Selv Anders Fogh Rasmussen, pressens mi-nister, er Poul Høi-fan.

"Jeg læser Poul Høis artikler med stor fornøjelse. Hans sprog skaber billeder inde i hovedet. Han er underholdende, og han får nogle sanseindtryk frem, som de færreste journalister kan," sagde statsministeren efter prisoverrækkelsen.

De fleste medier, mange journalister og alle kollegerne fra Berlingeren har klappet ham så eftertrykkeligt på skuldrene, at arbejdsretten uden videre ville tildele ham erstatning for piskesmæld. Det er ikke engang første gang, Høi vinder en pris. I år 2000 fik han "De berlingske journalisters pris".

Alligevel nager tvivlen stadig i Poul Høi. Det er ikke rationelt, snarere en følelse, som naturligt har sat sig fast, når man som Poul Høi er født i provinsen for 37 år siden.

"Jeg kommer fra en jævn vestjysk familie i Skjern, hvor man ikke stikker næsen for langt frem. Jeg er ikke født ind i det her. Når jeg så læser alle de store amerikanske journalister, for eksempel Rick Bragg fra New York Times, så tænker jeg, at det ikke kan betale sig at stå op. Du kan aldrig blive lige så god som ham, bliv liggende i sengen, du kan aldrig gøre det lige så godt. Sov videre. Men der er jo ikke andet at gøre end at begynde et eller andet sted og se, om du kan."

Poul Høi ved efterhånden godt, at han kan. Men han er ikke meget for at tale om det. Det er håndværk, siger han og mange års øvelse og rutine.

"Vil du ikke have noget chokolade, den er god, men lidt stærk," udbryder han venligt.

 

USA er den bedste historie
Kufferterne står pakket i entreen på hotelværelset. Poul Høi har været på rejse siden 1995, hvor han tog orlov fra Berlingske Tidendes lokalredaktion i Kolding. Sammen med konen Anne Birthe slog han sig ned i Washington DC for at studere amerikansk politik og historie ved American University.

USA er verdens centrum, mener Høi. Så det krævede ikke lang tids overvejelse, da han efter et års studier blev tilbudt tjansen som korrespondent for Berlingske i New York i 1996.

"USA og amerikanerne er den bedste historie at fortælle i verden i øjeblikket. For du har det hele. USA er altid på. Selv om det ikke burde være en historie i Danmark, så et det alligevel. Hvorfor skal vi høre om O.J. Simpson? Hvorfor skal det interessere os, at en anonym kongrespolitiker fra Californien, der hedder Gary Condit, har haft et forhold til sin praktikant? Hvorfor skal det interessere os, at der er hajangreb i Florida, mens vi er ligeglade, når det sker i Australien? Fordi USA altid er på," forklarer han begejstret.

Det er derfor, Høi er der. Og derfor, at han efter et ophold i London ikke kunne sige nej til tilbuddet om korrespondentstillingen i _Washington i 1999.

"Washington er i dag, hvad Rom var i Romerriget. Alt går gennem Pensylvania Avenue, hvor Det Hvide Hus ligger. De bedste eksperter bor i byen. Den summer simpelthen af politikere og embedsmænd. For det andet har du kontrasterne i USA. Danmark er sådan et godt parcelhusland. Det er ikke dårligt, det er bare en konstatering. I USA har du nogen, der er svimlende rige, og du har nogen, der lever i den usleste fattigdom. Det er ligesom inden for malerkunsten. Det bliver mere spændende, hvis du har nogle kontrastfarver i stedet for, at det hele er gråt og hvidt."
Poul Høi fik årets Cavling-pris "for hans evne til at skrive velformuleret, vidtfavnende og vedvarende journalistik i en tid, hvor det skrevne ord er under hårdt pres fra ikke mindst de elektroniske medier".

 

11. september
Især dækningen af terrorangrebet den 11. september og tiden efter, har bragt de store superlativer frem i de fire indstillinger, som Poul Høi fik til Cavling-prisen og i priskomiteens motivation.

"11. september var i den grad en udfordring. Man har brug for alt, hvad man er, og hvad man kan i den situation. Så man kan vel sige, at situationen fik det bedste frem i mig," fortæller Høi.

På dagen 11. september hørte han først om terrorangrebet, da redaktionen i København ringede ham op lidt over klokken ni, amerikansk tid. Som sædvanlig var han stået op klokken seks, havde løbet sig en tur og læst dagens aviser. USAs svar på P1, National Public Radio, kørte i baggrunden, men havde endnu ikke fortalt, hvad der var sket i New York. Poul Høi tændte for CNN, og kort efter så han det andet fly ramme World Trade Center. Rækkehuset, hvor han bor med konen Anne Birthe og sin toårige datter Viktoria, ligger tæt på Washingtons centrum. Der stod han ti minutter efter.

"Folk stod og stirrede op i himlen. Turisterne pakkede deres biler og kørte ud af byen. En dommedagsprædikant læste op af Johannes Åbenbaring. Det var ligesom et lydløst skrig."

Poul Høi registrerede, noterede og sansede alt, hvad han så og hørte og lugtede. 11.30 sad han igen i kælderen i rækkehuset og skrev den allerede berømte indledning:

Der er dage, hvor ord bliver for små. Hvor ens øjne er større end ens mund. Hvor lyden af fly over hovedet, synet af skyer, der stiger til himmels som en sort kegle, og lugten… lugten af brand, af det øjeblik, hvor et bål er allermest fortærende, synes næsten for overvældende til at formidle. For betvingende. Men ord er, hvad _vi arbejder med, og ord må nu gøre arbejdet.

Sådan blev den tragiske og gigantiske nyhed åbnet i Berlingske Tidende. Nyhedstrekanten var skrottet, og historiefortælleren Poul Høi var i storform. Men det var langt fra alle på redaktionen i København, som var enige i Poul Høis valg, da han fortalte, han ville lave en reportage.

"Mange mente, at den historie skulle skrives efter nyhedstrekanten – altså sådan lige på og hårdt. Jeg syntes, den dag måtte beskrives på en måde, som ligesom fangede det hele, sansede det hele. Det var jo en historisk begivenhed. Hvis jeg bare skrev den, som var det et færgesammenstød på Storebælt eller et stort bilsammenstød på Køgemotorvejen, så differentierer vi det jo ikke fra, hvad der ellers bliver skrevet. Derfor må der nogle andre rammer udenom. Og endelig, så kommer avisen først dagen efter, at tv har fortalt historien og lidt til. I den situation må avisen forkæle læseren."

 

At trække vejret
Poul Høi stiller store krav til sig selv. Både indholdet og omfanget af arbejdet skal være så godt som overhovedet muligt. Da han skrev på Berlingskes Kolding-redaktion fyldte hans artikler i snit et par tusinde anslag. I dag skriver han historier på mellem 5.000 og 10.000 anslag. Og så skriver han mere end en artikel om dagen.

"Jeg arbejder for meget, vel 10-12 timer hver dag. Det er nogle lange dage, men hvis jeg ikke får det fortalt, hvem faen fortæller det så til Berlingske Tidendes læsere," lyder Høis egen forklaring på, hvorfor han skriver så meget.
Kolleger i branchen undres med god grund over, hvordan han overkommer det. Men det gør han heller ikke altid.

"Nej, det kører mig nogle gange ned. Det er sket to gange i min karriere, hvor jeg er brændt fuldstændigt ud. Altså sådan, så jeg slet ikke syntes, at tilværelsen var morsom."

Den seneste nedtur kom umiddelbart efter præsidentvalget.

"Det var mit første præsidentvalg, og det skulle være godt. Jeg var næsten lige kommet til Washington. Jeg syntes, det var fuldstændigt urimeligt, at jeg havde fået det job. Jeg føler, jeg er ud over alle grænser heldig."
Poul Høi har sænket stemmen og taler langsommere. De indledende øvelser til præsidentvalget startede allerede i januar år 2000. Han dækkede hele valgkampen i ti måneder fra en autocamper. Ingen ferie og ingen fridage indtil valget i november.

"Så kom der så lige 36 dage oveni, hvor stemmerne skulle tælles op igen, og der var hele efterspillet. Da havde jeg så arbejdet uden ferie i et år og med to atlanterhavsflytninger. Efter valget kom vi hjem til Danmark, og min mor blev syg, og så gik det galt. Det er noget med at arbejde så meget, at man til sidst mister perspektivet i tilværelsen. Jeg følte, at det var surt at skulle på arbejde, det var fandeme surt overhovedet at skulle læse aviser, man følte ikke, man var noget værd, og man lavede fejl i avisen. Og så sagde jeg til sidst til dem hjemme på avisen, at nu er det slut, nu kan jeg ikke mere."

Høi måtte tage tre ugers ferie. Han afbestilte sine aviser og så ingen nyheder.

"Så det var jeg også meget opmærksom på, da jeg arbejdede med terroren. Men det er for åndssvagt, når man bare skal tage de her pauser. Men så bliver historierne jo ikke fortalt, og hvem skal så gøre det?"
Poul Høi ser skråt ned på gulvet, hvor hans lange ben stepper en rastløs dans. I entreen står kufferterne og venter på at komme tilbage til Washington, så Høi igen kan gøre sit arbejde. Det er egentlig det eneste, vestjyden ønsker sig efter en uge i rampelyset i Danmark.

"At fortælle historier, det er jo min måde at trække vejret på."

Blå bog
– Født 28.11 1964 i Haderslev

– Stud.theol. Københavns Universitet 1984

– Afgang DJH 1989

– American University i Washington DC 1995.

– B.T. i Odense 1989

– Ringkøbing Amts Dagblad 1990

– Berlingske Tidende, områderedaktør i Kolding 1992

– Korrespondent i New York for Berlingske Tidende 1996, London 1998, Washington DC 1999

– De Berlingske Journalisters pris 2000

– Cavling-prisen 2001

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen