Om godt en måned går det løs. Den 7. december invaderes København af regeringschefer fra hele verden for at diskutere en global klimaaftale. Men forinden skal der skrues op for den internationale omtale, og den opgave er gået til Hill & Knowlton.
Danske medier vælter i klimaartikler. Flere aviser har endda særlige klimasider og klimamedarbejdere, og stort set den samlede danske befolkning er klar over, at hele verden snart kommer til København for at blive enige om en klimaaftale.
Men ude i verden er billedet langtfra det samme.
Rent faktisk står det så skidt til, at Udenrigsministeriet nu har indgået en ny aftale med PR-bureauet Hill & Knowlton for at sikre bedre omtale af klimatopmødet i København, skriver Business.dk.
Ifølge avisen er Hill & Knowlton udvalgt som officiel sponsor for klimatopmødet, hvilket indebærer, at PR-bureauet i den kommende tid leverer 850 gratis mandetimer fra sine kontorer i ni forskellige lande.
"Vi skal gøre omverdenen opmærksom på, at der er overhovedet er noget, der hedder klimatopmøde i København. Målet er at uddanne befolkningen, så der kan blive lagt et pres på politikerne. Vi skal skabe en hype," siger Jens F. Kofoed, adm. direktør for Hill & Knowlton i Danmark.
Hill & Knowlton blev udvalgt til opgaven allerede i sommer, men den endelige aftale om PR-opgaven er først faldet på plads for nylig, og derfor har man nu mere end travlt med at nå målet.
Mere her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.