At få adgang til magtens korridorer er den største udfordring ved at være dansk journalist over here. Så hvis du vil dække valg i USA, kan du lige så godt vænne dig til at være Mr. eller Mrs. Nobody. Prøv lige at tælle op, hvor mange gange der har stået "Det var i dag ikke muligt at få en kommentar fra [nn]" i en dansk avis. Bare inden for den sidste måned. Under valgkampen sidste år? Hundredvis af gange.
Jeg har ikke adgang til Infomedia, så jeg kan ikke give jer tallet. Men det er højt. Tonen er sådan lidt forurettet. Tænk på ramaskriget for et par måneder siden, da integrationsministeren nægtede at udtale sig til pressen.
Og ja, det var måske for galt. Men også en meget forkælet reaktion fra pressens side. Det finder man ud af, når man som dansk journalist tager af sted med sin båndoptager og sine røde kinder for at dække amerikansk valg.
De journalister, jeg har talt med herovre efter min egen småbefippede ankomst til ægte valgkamp og ægte storby, har givet forskellige svar på spørgsmålet "Hvad er de største udfordringer ved at dække amerikansk valgkamp som dansk journalist?"
Men en ting siger de næsten alle sammen: Access.
For det er næsten umuligt at komme ind i magtens korridorer.
De amerikanske aviser skriver ikke i bunden af deres artikler, at "det var ikke muligt at få en kommentar fra kandidaten". For selvfølgelig var det ikke det. Ikke at amerikanske politikere ikke giver interview. Men ikke fordi en journalist lige har fundet ud af, at de gerne vil have et svar nu og her. David Letterman måtte ind i en længere offentlig debat, før han endelig fik sit solointerview med John McCain i sidste uge.
Og hvis man kommer fra et dansk medie? Utænkeligt. Også selv om det er et af de medier, der normalt får politikerne derhjemme til at svare lidt hurtigere. I USA er det et ukendt medie fra et ubetydeligt land. Eller som Politikens Marcus Rubin udtrykker det, så kommer vi fra noget, der for dem lige så godt kunne være det ydre Mongoliet.
Mikkel Clausen, der har været i New York for at lave en film til DR2 og nu leverer valgnyheder til P1, kalder det amerikanske samfund "topstyret og ofte bureaukratisk som en Kafka-roman". De virkeligt indflydelsesrige og magtfulde personer giver sjældent eller aldrig en til en-interview.
»Det kræver lidt tilvænning,« siger Rubin. Men til gengæld er der ifølge Politikens korrespondent en masse tænketanke, der er lette at få fat i, og som er "superkompetente".
Anne Blume Futtrup, der freelancer blandt andet for DR Udland, siger det samme – det at få hul igennem til de helt rigtige kilder er den største udfordring. Alt skal gå gennem PR-folk, og det er ofte svært at få tid og opmærksomhed, når man repræsenterer et internationalt medie – specielt fra et lille land som Danmark.
Derudover, siger Anne Blume Futtrup, så har man jo ikke sit kildenetværk og heller ikke den samme grundlæggende forståelse for, hvor man lettest finder oplysningerne, og hvilke interesser der kan ligge bag de oplysninger, man finder.
Men hvad gør man så, spurgte jeg. Hvordan undgår man så 'bare' at recirkulere de historier, der er kørt i de amerikanske medier?
»Man kommer langt med tålmod og stædighed, så i de tilfælde, hvor jeg virkelig VIL have et interview, er det bare med at blive ved, til det lykkes. Det er utopi at forestille sig, at man hurtigt før deadline kan få fat på eksempelvis en højtplaceret politiker, men heldigvis er der rigtig mange kvalificerede interviewpersoner i USA. Hvis man søger i laget under toppen, går tingene ofte meget lettere. Mere lokale politikere, organisationer, universitets- og mediefolk udtaler sig gerne og kan nogle gange være en god indgang til flere kilder. Og når man først har fået hul igennem, åbner der sig hurtigt flere døre, end man troede muligt,« siger Anne Blume Futtrup.
Jeg ville gerne lidt nærmere ind på ham Obama – eller bare nogle af hans nærmeste rådgivere – for lige at få en kommentar til Journalisten om, hvilken rolle medierne har spillet i hans valgkamp, så jeg smuttede ned på Obamas kampagnekontor helt nede i bunden af Broadway. Det kom jeg ikke så langt med.
»Mary Louis' from … Sorry, what did you say?« sagde den unge fyr på Obama-kontoret.
»Kan du ikke sende en e-mail, så sender jeg den videre til vores kommunikationsdirektør,« sagde han og skriblede en mail-adresse ned på en lap papir, der lå og flød.
Jeg hørte aldrig noget fra den kommunikationsdirektør.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er ikke kun Obama, der ikke taler med journalisterne. Nu er hans vicepræsidentkandidat Joe Biden også ophørt med at udtale sig:
http://poynter.org/column.asp?id=45&aid=152720
Men så er det da godt, at både McCain og Sarah Palin ikke er bange for at møde pressen.