
Her ses oplægget af miljøminister Magnus Heunicke, hvor det fremgår, at han ikke har krediteret Berlingske eller Berlingskes fotograf. Foto: Privat
Miljøminister Magnus Heunicke (S) holdt i formiddags et oplæg på en konference for Dansk Erhverv om biodiversitet, hvor ministeren havde taget et slideshow med.
Med i slideshowet havde Magnus Heunicke også en række af de opsigtsvækkende fotos taget af Berlingske-fotograf Asger Ladefoged. De fotos blev bragt forleden for at dokumentere det omfattende iltsvind i de danske farvande.
Men Magnus Heunicke bragte billederne uden at kreditere hverken Berlingske eller fotograf Asger Ladefoged.
Det fremgår af et foto fra eventet, som Journalisten har fået lov til at bringe.
I et opslag på det sociale medie X understreger Asger Ladefoged, at der ikke er givet tilladelse til, at Magnus Heunicke kan bringe billederne:
”Kære Heunicke. Du hverken spurgte om tilladelse, krediterede eller omtalte mig/Berlingske med ét eneste ord, før du brugte mine billeder til dit politiske oplæg hos Dansk Erhverv tidligere i dag. Ret træls – og samtidig et voldsomt brud på ophavsretsloven,” skriver fotografen.
Lægger sig fladt ned
Og det var da også en klokkeklar fejl at bruge dem, lyder det fra pressechef Kirsten Palmer fra Miljøministeriet:
”Der er tale om en beklagelig fejl, og vi er lige nu i dialog med Berlingske om rettighederne til fotoet,” siger hun til Journalisten og fortæller, at ministeriet har stået for at tilrettelægge præsentationen.
”Vi har også talt med fotografen og beklaget,” afslutter Kirsten Palmer.
Netop miljøminister Magnus Heunicke har været i fokus i forlængelse af Berlingskes fotoserie.
I går rettede forskellige socialdemokratiske borgmestre for eksempel kritik af regeringen og miljøministeren for at sjofle havmiljøet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.