HESTEGLAD KØBER SØGES

Børsen havde en stor bolig-annonce, der henviste til en artikel lige ved siden af. En artikel, der blandt andet indeholdt et interview med den glade sælger, sangerinden Hanne Boel, og som ejendomsmægleren bag annoncen i øvrigt havde sat i stand.
Børsen havde en stor bolig-annonce, der henviste til en artikel lige ved siden af. En artikel, der blandt andet indeholdt et interview med den glade sælger, sangerinden Hanne Boel, og som ejendomsmægleren bag annoncen i øvrigt havde sat i stand.

 

• Kun to dage efter Børsen havde lanceret sit nye medietillæg Medie Marked, kunne avisen præsentere en cocktail af journalistik og annonce, der passende kunne tages op af bladet selv.
Tillægget Børsen Weekend bragte en stor halvsides annonce for »Nørregaard« – en tidligere proprietærgård beliggende i Nordsjælland. Midt på annoncen står »Se journalistisk artikel forrest i avisen.«
Læserne behøver nu ikke at bladre. For godt nok er artiklen også spottet på forsiden af tillægget, men på opslagets anden side ses en helsides artikel om »Rocksangerindens proprietærgård«, der beretter om, at sangerinden Hanne Boel vil sælge sin gård.
Artiklen henviser dog ikke tilbage til annoncen, men teksten i historien adskiller sig ikke synderligt fra en reklametekst.
»Skattereglerne gør købet særligt attraktivt.«
»Mest fristende vil købet være for den, der deler sangerindens passion for heste.«

»Fakta om ønskeboligen.«
Ejendomsmægler Ole Lindgreen, der skal sælge gården, bliver også interviewet, og han er ikke overraskende meget positiv i sin omtale af gården.
»Nørregaard har en meget fordelagtig størrelse,« siger han blandt andet.

Grov fejl
Chefredaktør på Børsen Leif Beck Fallesen er ikke lang tid om at kalde det en grov og yderst beklagelig fejl.
»Hverken jeg eller redaktionssekretærerne ser hvilke annoncer, der kommer i avisen, inden den bliver trykt, og derfor blev fejlen ikke fanget. Det var annonceafdelingen, der skulle have stoppet ejendomsmæglerens henvisning, for det er selvfølgelig aldeles uacceptabelt.«
Ejendomsmægler Ole Lindgreen ser anderledes på opslaget i avisen.
»Det var dejligt. Det er altid godt med gratis reklame, og jeg havde jo også fået en af mine medarbejdere til at henvende sig til Børsen for at få lavet en artikel om, at Hanne Boel skulle sælge sin ejendom. Og da vi så vidste, den kom i avisen, satte vi en annonce i samtidig. Det var så ekstra heldigt for mig, at den kom til at stå lige ved siden af.«
Leif Beck Fallesen siger, at han har meget vide rammer for den journalistiske frihed, men at han ikke fremover vil acceptere en artikel om en bolig til salg, der har en tilhørende boks, der indeholder: »Fakta om ønskeboligen.«
Men selvom Leif Beck Fallesen ikke er begejstret for det, vil han ikke afvise, at der fremover kan komme artikler om boliger, der andetsteds i avisen bliver sat til salg.
»Det er ikke nogen ønskesituation, men det vil kunne forekomme. Bare ikke ved siden af annoncen.«

0 Kommentarer