I februar udkom romanen ’Anden person ental’, der trods valget af fiktivt fortælleunivers baserer sig på forfatterens personlige oplevelser. Kort fortalt er det historien om, at han ikke må se sine børn for de svenske myndigheder.
Med valget af konkret case i et fiktivt univers falder han åbenbart igennem alle masker. Han interviewes hele vejen rundt i kulturpressen – og stort set hver gang gengives hans kritik af det svenske system helt ensidigt og uimodsagt.
Journalisten har gjort sig den ulejlighed – efter henvendelse fra familien i Sverige – at tjekke, om der findes en anden version af den historie.
Det gør der. I den grad. Hvilken version der er mest sand, skal vi ikke dømme over. Vi kan bare konstatere, at ingen svenske myndigheder er blevet bedt om at kommentere.
Kort sagt: De to børn, der er det smertelige centrum for skildringerne, kan fra nu af læse i danske aviser online, høre danske radioprogrammer eller se dansk tv, hvor den version, de har fortalt de svenske myndigheder, ikke er gengivet med en eneste linje.
Flere danske medier erkender, når Journalisten konfronterer dem med sagens kompleksitet, at der er blevet taget alt for let på faktatjek.
Andre medier introducerer et særligt kodeks, der gælder, når det er forfattere, der interviewes.
For eksempel lyder der fra litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, Politiken:
»I forbindelse med et skønlitterært forfatterinterview, hvor en mand fortæller om sin roman, har vi ikke de samme krav i forhold til at undersøge påstande om det ene eller det andet. Der lader vi forfatteren stå på mål.«
Også i P1 fremstår historien som en direkte afspejling af virkeligheden. Men:
»Jeg er da også fuldstændigt ligeglad med, hvad moren mener. Det har intet med romanen at gøre. ’Skønlitteratur på P1’ er et program, hvor vi beskæftiger os med skønlitterære værker,« siger redaktionschef i P1 Søren Mikael Rasmussen.
Selvfølgelig skal forfattere have lov at tale løs af karsken bælg. Men hvis historierne forstærkes med oplysningen om, at de er baseret på virkelige hændelser, så er vi for længst ude af spinatbedet. Hvis man som medie da ønsker, at ens kulturdækning skal tages alvorligt.
– Øjvind hesselager, redaktør
Herregud – det er jo kun kulturjournalistik
I februar udkom romanen ’Anden person ental’, der trods valget af fiktivt fortælleunivers baserer sig på forfatterens personlige oplevelser. Kort fortalt er det historien om, at han ikke må se sine børn for de svenske myndigheder.
Med valget af konkret case i et fiktivt univers falder han åbenbart igennem alle masker. Han interviewes hele vejen rundt i kulturpressen – og stort set hver gang gengives hans kritik af det svenske system helt ensidigt og uimodsagt.
Journalisten har gjort sig den ulejlighed – efter henvendelse fra familien i Sverige – at tjekke, om der findes en anden version af den historie.
Det gør der. I den grad. Hvilken version der er mest sand, skal vi ikke dømme over. Vi kan bare konstatere, at ingen svenske myndigheder er blevet bedt om at kommentere.
Kort sagt: De to børn, der er det smertelige centrum for skildringerne, kan fra nu af læse i danske aviser online, høre danske radioprogrammer eller se dansk tv, hvor den version, de har fortalt de svenske myndigheder, ikke er gengivet med en eneste linje.
Flere danske medier erkender, når Journalisten konfronterer dem med sagens kompleksitet, at der er blevet taget alt for let på faktatjek.
Andre medier introducerer et særligt kodeks, der gælder, når det er forfattere, der interviewes.
For eksempel lyder der fra litteraturredaktør Jes Stein Pedersen, Politiken:
»I forbindelse med et skønlitterært forfatterinterview, hvor en mand fortæller om sin roman, har vi ikke de samme krav i forhold til at undersøge påstande om det ene eller det andet. Der lader vi forfatteren stå på mål.«
Også i P1 fremstår historien som en direkte afspejling af virkeligheden. Men:
»Jeg er da også fuldstændigt ligeglad med, hvad moren mener. Det har intet med romanen at gøre. ’Skønlitteratur på P1’ er et program, hvor vi beskæftiger os med skønlitterære værker,« siger redaktionschef i P1 Søren Mikael Rasmussen.
Selvfølgelig skal forfattere have lov at tale løs af karsken bælg. Men hvis historierne forstærkes med oplysningen om, at de er baseret på virkelige hændelser, så er vi for længst ude af spinatbedet. Hvis man som medie da ønsker, at ens kulturdækning skal tages alvorligt.
– Øjvind hesselager, redaktør
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.