
Herlufsholms daværende rektor Mikkel Kjellberg havde travlt med at forsvare skolen i medierne, men lørdag blev han fyret i forbindelse med en ny handlingsplan. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
TV 2 satte sig tungt på nyhedsdagsordenen, da tv-kanalen i sidste uge viste dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’, hvor tidligere elever beretter om blandt andet vold, grov mobning og seksuelle krænkelser på Herlufsholm. Men der skete også noget andet.
Samtidig ansatte Danmarks ældste kostskole nemlig Morten Holm, partner i Holm Kommunikation, som rådgiver for skolen. Det bekræfter bestyrelsesformand Torben von Lowzow i en mail til Journalisten.
”Jeg kan bekræfte, at Holm siden TV 2’s udsendelse 5. maj har været tilknyttet som rådgiver til Herlufsholm,” skriver han.
Morten Holm og Holm Kommunikation var altså ikke tilknyttet den prestigefulde kostskole i Næstved under forberedelserne til dokumentaren.
Og er der noget, som præger Herlufsholms krisehåndtering, er det de mange skift undervejs, siger eksperterne i ’Budskab’.
”Hvis man kigger på, hvad de gør retorisk, så bevæger de sig fra at benægte og prøve at skyde skylden på nogle andre. Så flytter de sig over i at forklare og unddrage og sige ’sådan er det på alle skoler’. Nu bevæger de sig ned imod undskyld og korrektion,” siger Henrik Kjerrumgaard, stifter af White Cloud.
Med benægtelse og forsøg på at skyde skylden på andre henviser han til de pressemeddelelser, som Herlufsholm Skole sendte ud, allerede før dokumentaren blev vist.
I konflikt med dokumentaren
I en pressemeddelelse fra den daværende rektor Mikkel Kjellberg, udsendt 3. maj, lød det blandt andet:
”I løbet af de over 30 år, som udsendelsen har klippet sammen, har der været sager med krænkende adfærd, men vi kan slet ikke genkende, at krænkelser er en del af kulturen på Herlufsholm.”
Dagen efter, 4. maj, skrev skolen, at den ville iværksætte en uvildig undersøgelse.
”Ledelsen og bestyrelsen kan ikke genkende det billede, som programmet fremstiller om Herlufsholm Skole, og har derfor ønsket at gennemføre en uvildig undersøgelse af de forhold, som programmet skitserer,” står der i denne pressemeddelelse.
Caspar Strand, kommunikationschef ved Patienterstatningen, hæfter sig ved, at Herlufsholm i begge pressemeddelelser ’går i konflikt’ med TV 2-dokumentaren.
”Indholdet i det, som de går ud med, bliver skævt, og det forfølger dem resten af tiden, for nu er det en kamp hele tiden,” siger han.
Savner alvor og ansvar
Det skæve spor fortsætter nemlig i selve dokumentarfilmen, hvor Herlufsholms daværende rektor Mikkel Kjellberg er skolens talsperson. Og han fremstår ikke specielt overbevisende, mener Caspar Strand.
”Jeg får ikke fornemmelsen af, at det her er kommet under huden på ham. Jeg synes ikke, man får fornemmelsen af, at han er oprigtigt oprørt over det,” siger han.
Henrik Kjerrumgaard er enig.
”Det fremstår ikke, som om de tager det alvorligt, som om de anerkender, at de har et ansvar. De tager ikke ansvaret på sig,” siger han.
Fem pressemeddelelser på syv dage
Efter at dokumentaren blev vist, var der flere sporskifte.
Lørdag vedtager Herlufsholm Skoles bestyrelse med egne ord en ’omfattende handlingsplan’, som blandt andet betyder, at Mikkel Kjellberg bliver fyret som rektor, og at skolens omstridte præfektordning bliver afskaffet.
Søndag er der igen nyt fra skolen – denne gang melder en pressemeddelelse, at skolen vil have en anden advokat til at gennemføre en uvildig undersøgelse end ham, der først var udset til opgaven, fordi han er partner med en advokat, som er gift med et bestyrelsesmedlem på Herlufsholm Skole.
Og mandag lyder det i endnu en pressemeddelelse – den femte på syv dage – at ”Herlufsholm Skole indgiver politianmeldelse” på baggrund af TV 2-dokumentaren.
”De begynder at rydde op i deres fejl,” mener Henrik Kjerrumgaard, men alligevel er krisehåndteringen i hans optik stadig ikke god.
Han synes, Herlufsholm skulle have sat en tydeligere ramme om baggrunden for handlingsplanen og fyringen af rektor.
”Og så skulle der ikke have været nogen fejl i løsningen,” tilføjer han og henviser blandt andet til, at skolen allerede søndag må gå ud med endnu en nyhed, nemlig pressemeddelelsen om en ny advokat på den uvildige undersøgelse.
Nærmer sig panik
Caspar Strand synes, det nærmer sig ’panikhandlinger’. For eksempel kan politianmeldelsen mandag give bagslag for skolen, vurderer han.
”Næste spørgsmål er: ”Hvorfor er det først nu, du har jo vidst det her længe?” Al den viden, de ligger inde med, bliver pludselig en belastning,” siger han.
Torben von Lowzow har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere. Det samme gælder Morten Holm.
Journalisten har også forsøgt at få en kommentar fra Mikkel Kjellberg, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.