Her vil Berlingske Media skære 13 redaktionelle job

5 på Berlingske, 1 på Scanpix og 7 på de lokale medier. Det står nu næsten klart, hvordan Berlingske Media vil skære de 13 stillinger væk. »Nu er det altafgørende for os at undgå fyringer, og det tror jeg, der er en god chance for,« siger tillidsmand.

5 på Berlingske, 1 på Scanpix og 7 på de lokale medier. Det står nu næsten klart, hvordan Berlingske Media vil skære de 13 stillinger væk. »Nu er det altafgørende for os at undgå fyringer, og det tror jeg, der er en god chance for,« siger tillidsmand.
Berlingske er i gang med endnu en stor sparerunde, der skal finde 16 millioner kroner i alt. 83 stillinger skal nedlægges, heraf 13 redaktionelle job, lød udmeldingen i sidste uge.

Journalisten.dk har talt med en række tillidsfolk fra hele landet, og nu står det næsten klart, hvor de 13 job skal skæres.

I København forklarer Berlingske-tillidsmand Frederik M. Juel, at fordelingen er på plads: 5 stillinger nedlægges på Berlingske og 1 på Scanpix. På BT nedlægges en ubesat stilling, der ikke tæller med i de 13.

7 stillinger på lokalmedierne 

På Berlingskes lokale medier, der fortrinsvis ligger i Jylland, er der lagt op til at nedlægge 7 stillinger i alt.

For Midtjyske Medier er udspillet, at der skal skæres én stilling på hver af redaktionerne i Ringkøbing, Viborg, Aarhus samt fællesredaktionen. Derudover skal der nedlægges en specialiststilling, der endnu ikke er placeret.

Berlingske Lokalaviser, der tæller en række lokalmedier i bl.a. Sydjylland og hovedstadsområdet, vil formentlig også blive ramt. Her har medarbejderforeningen 27 medlemmer, og det ender sandsynligvis med to nedlagte stillinger.

»Min fornemmelse siger mig, at der kommer til at være tale om to, baseret på det, der er meldt ud og min erfaring fra tidligere sparerunder,« siger tillidsmand på Berlingske Lokalaviser Henrik Rath Paulsen.

Nu skal vi undgå fyringer 

Nu er næste skridt at undgå fyringer, lyder det fra tillidsfolkene.

»Nu er det altafgørende for os at undgå fyringer, og det tror jeg, der er en god chance for,« siger Berlingskes tillidsrepræsentant Frederik M. Juel til journalisten.dk.

Det kan blandt andet ske ved frivillige fratrædelser.

»Alle er blevet tilbudt frivillige fratrædelser. Der er frist på fredag, så vi ved ikke endnu, om nogen har taget imod tilbuddet. Men der har været en del henvendelser,« siger Frederik M. Juel.

En anden løsning er rokader. Det kan for eksempel betyde, at en medarbejder på BT kan tage imod en frivillig fratrædelse – og så kan en Berlingske-medarbejder rykkes over i hans stilling, så ingen fyres. Der kan også ske rokader fra ét lokalmedie til et andet.

»Hvis det ikke går op, så har vi en række andre krav, vi vil stille i sidste del af forhandlingerne. Det kunne for eksempel være, at så lægger ledelsen en stilling "i banken", så at sige. Jeg ved ikke endnu, om det er det, vi vælger, men det er et eksempel,« siger Frederik M. Juel. 

0 Kommentarer