Kristeligt Dagblad har i procent en oplags-fremgang, der er større end Jyllands-Postens. Avisen bevæger sig væk fra afgrundens rand og satser nu på milliontilskud fra Dagspressens Finansieringsinstitut.

»Det går godt – ufatteligt godt. Avisen er kommet på ret køl igen«, siger Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, og fortsætter:
»I sin snart 102-årige levetid har Kristeligt Dagblad næsten konstant levet på afgrundens rand. Men nu ser det ud til, at vores rekonstruktion er lykkedes.«
Grunden til Bjeragers glæde er de seneste oplagstal, der viser, at oplaget i 1997 steg fra 15.467 i 2. halvår 1996 til 16.012 i andet halvår 1997. Det svarer til en stigning på 3.6 procent. Mere end selv Jyllands-Posten – hvis man altså holder sig strengt til procentregningen.
Og i slutningen af maj måned vil bestyrelsen modtage det bedste regnskab i mands minde.
Det er andre toner end dem, der lød i november 1994, hvor Kristeligt Dagblad blev erklæret insolvent. Meldingen kom som et chok for Erik Bjerager, der blot syv måneder forinden var blevet hentet fra et job som økonomisk journalist ved Børsens Nyhedsmagasin for i et glidende generationsskifte at afløse Gunnar Rytgaard som chefredaktør.
»Jeg har fortrængt, hvad jeg tænkte dengang – men man synes jo, det er stærkt ubehageligt. Jeg vidste ikke, det stod så galt til, da jeg sagde ja til jobbet«, fortæller Erik Bjerager, der dog som alle andre var klar over, at avisen i årtier havde kørt med underskud og vigende oplagstal. Kun gentagne indsamlinger blandt trofaste læsere holdt avisen i live – på 30 år er der på den måde skaffet omkring 40 millioner kroner.
Men den alvorlige situation fik bestyrelsen til at slå en streg i sandet. Slut med læserindsamlinger og kronisk pengemangel, i stedet skulle der gennemføres en rekonstruktion af avisen, og Erik Bjerager blev bedt om at lede den.
Der blev udarbejdet en fire-årig handlingsplan, som dannede grundlag for et aktieprospekt. Og resultatet var overvældende: Der blev doneret pengegaver og solgt aktier for 12 millioner kroner, fordelt på cirka 3000 læsere, og den store opbakning gav det nødvendige fundament til at forny avisen økonomisk, administrativt og redaktionelt.

Murren i røgfri rum
I dag holder Kristeligt Dagblad til i det centrale København, på den poetiske adresse Rosengården, og de lyse – med enkelte undtagelser røgfri – kontorlokaler bærer tydeligt præg af en nylig renovering. Flytningen var en central del af planen om at forny avisen:
»Det var vigtigt at finde nogle tidssvarende lokaler, så medarbejderne føler sig bedre tilrette og mere stolte af at gå på arbejde,« fortæller Bjerager og viser stolt rundt i de ti lejligheder i to etager, der er slået sammen til at rumme de 45 ansatte – heraf 25 journalister.
Redaktionen er ung – gennemsnitsalderen er i slutningen af 30erne, ligesom Erik Bjerager med sine 39 år også er en ung redaktør. Det har givet problemer med autoriteten i forhold til de ældre medarbejdere, men Erik Bjerager bedyrer, at den slags kontroverser ikke havde nogen indflydelse, da syv af de tidligere medarbejdere blev fyret i forbindelse med relanceringen. Fyringen førte til at avisens medarbejdere nedlagde arbejdet i protest, ligesom de gjorde det under sidste års overenskomstforhandlinger.
I det hele taget har der været en del murren i krogene under Erik Bjeragers ledelse. Og hvis der er nogen form for malurt i de glade opsvings bægre på Kristeligt Dagblad, skyldes det netop Erik Bjerager. Han beskrives fra flere sider som en meget stærk drivkraft, der med sit engagement har en stor del af æren for avisens fremgang. Men han har haft mange kontroverser med medarbejderne på grund af sin tilbøjelighed til at tromle sine ideer igennem.
»Mange har følt sig gået for nær på grund af Bjeragers trang til at blande sig i alt og dirigere. Især i starten dummede han sig en del gange, men han er blevet bedre.
Erik Bjerager er tydeligt usikker på omfanget og karakteren af kritikken. Men selv om han ikke ved præcist, hvilke problemer de enkelte medarbejdere har, vil han prøve at tage hånd om det, forsikrer han. Samtidig:
»Mine chefredaktør-kolleger siger, at det er det samme overalt. Journalister er jo en slags udisciplinerede anarkister – det ligger i faget, at man skal stille spørgsmålstegn ved autoriteter. Som for eksempel chefredaktøren,« siger han og mener desuden, at mange af problemerne skyldes, at han har været hængt op på et stort administrationsarbejde, ikke mindst i forbindelse med flytningen.

Indre svampestruktur
»Problemet er, at administration har en indre svampelignende struktur, der gør, at den suger ens arbejdskraft til sig. Man tror, at man skal udtænke gode artikel-ideer, men i stedet sidder man og roder med vagtskemaer, sommerferietabeller og folk, der ikke kan med én eller med hinanden.«
Selv om der har været, og til en vis grad stadig er uro på de indre linier, er både redaktør og medarbejdere dog vældigt tilfredse med udviklingen. Og de gode resultater skyldes ikke kun det generelle opsving:
»Ved rekonstruktionen blev der også luftet ud, i overført betydning, og i dag er den tidligere stillestående stueluft væk. Vores vinkler er skarpere og der er ikke længere grænser for, hvad man kan skrive om. Kort sagt laver vi en bedre avis,« siger Erik Bjerager.
Han mener, at det er den væsentligste årsag til Kristeligt Dagblads fremgang. Desuden:
»Vi befinder os i »det åndelige årti«. Overalt oplever man religionernes genopstandelse, og jeg tror, at det er en af grundene til, at det går os godt. Vi har åbnet det her kirkelige dagblad, så det i dag handler om menneskers tro i bred forstand.
Den forbedrede økonomi har allerede givet sig udslag i to nyansættelser. Den seneste var en »Dannelses-reporter«, der skal skrive om alt det, der former os som mennesker: Uddannelse, medier, reklamer … Denne nye – og lidt altmodische – kringel på stofområdet skyldes Erik Bjerager og er ifølge medarbejdere på avisen typisk ham.
Både redaktionen og Erik Bjerager håber, at der om kort tid kommer tilsagn om driftsstøtte fra Dagspressens Finansieringsfond. Folketinget vedtog en lov kort før jul, der for første gang gør det muligt for dagblade at få flerårig støtte fra staten til driften. Der er afsat 14 millioner årligt. Kristeligt Dagblad har søgt om ca. fem millioner kroner årligt, blandt andet til bedre markedsføring – men tilskuddet skulle også gerne give mulighed for at ansætte flere medarbejdere.
Men nogen stor avis bliver Kristeligt Dagblad aldrig, mener Erik Bjerager. Tværtimod:
»Vi er et alternativ til de store mammutter. Vi skal overleve på at være en nicheavis – og vores overlevelse på langt sigt afhænger af vores evne til at definere vores niche klart.«