Her er vinderne af Ugeavisernes Årspris

Hillerød Posten vandt for en artikel om evangelister, og Kolding Ugeavis for en historisk feature. Ugeavisernes Årspris blev i går uddelt i Kolding. Se alle vinderne her.

Hillerød Posten vandt for en artikel om evangelister, og Kolding Ugeavis for en historisk feature. Ugeavisernes Årspris blev i går uddelt i Kolding. Se alle vinderne her.

I går onsdag var der prisfest på Kolding Fjord. Her blev Ugeavisernes Årspris uddelt for sjette år i træk. Priserne uddeles i tre kategorier: Nyheder, features og redaktionelle ideer/initiativer, lyder det i en pressemeddelelse.

I år har dommerkomiteen modtaget flere bidrag end de fem foregående år.

»Bidragene fra de lokale ugeaviser viser kvalitet i den redaktionelle udvikling, i undersøgende journalistik og i tilbundsgående research. Og så har vi set en lang række eksempler på dejlige læseoplevelser og gode historier, der viser ugeavisens rolle som lokalsamfundets knudepunkt for fællesskabet og lokale initiativer, der favner alle aldersgrupper,« siger Marianne Bugge Zederkof, sekretariatschef i Brancheforeningen Ugeaviserne.

Her kan du se samtlige vindere:

  • Guldprisen for bedste lokale nyhedsartikel går til Hillerød Posten for artiklen "Masseflugt fra Evangelist". På vedholdende vis drages nuancer frem om en sag, der som udgangspunkt har en relativ snæver målgruppe, men hvor dækningen formår at gøre det interessant for mange. 
  • Sølvprisen gik til Herlev Bladet for dækningen af en lokalsag, der lykkedes rigtig godt, og hvor avisen holdt fast, da landsdækkende medier tabte pusten. 
  • Bronzeprisen tildeles Lokalavisen UgeNyt for artikelserien om borgeren, der henvender sig til den lokale ugeavis og ender med tilbundsgående research om, hvorfor der er forskelsbehandling, alt efter hvem der søger forvaltningen.
  
  • Guldprisen for bedste lokale feature går til Kolding Ugeavis for artikelserien "Kolding dengang". Tidskrævende research og stor appel til læsere i alle aldre. 
  • Sølv og bronze i samme kategori går til Ugeavisen Frederiksværk/Halsnæs Posten for en meget fin personskildring og til Roskilde Avis for artiklen "Vi fik liv i de døde børn", der i et meget flot layout og opbygning rammer alle målgrupper med både hårde facts og bløde værdier.
  • Guldprisen for årets bedste redaktionelle ideer og initiativer gik til Ugeavisen Faaborg for serien "Faaborgs stoltheder". Et stort projekt, der både er identitetsbyggende og skaber optimisme ved at fokusere på det, der fungerer i en by. Artikelserien sætter fokus på det, der er fællesskabsopbyggende og væsentligt for en lokal ugeavis. 
  • Sølvprisen tildeles Amagerbladet for serien "Live fra Amager" om helt almindelige mennesker i lokalsamfundet. 
  • Bronzeprisen gik til Herlev Bladet for artiklen "Herlevs bedste nabo" om at investere lidt i forholdet til vores medmennesker.
  • Hædersprisen på 10.000 kr. gik til Lokalavisen Frederikssund for en ukuelig indsats for at grave nyhedshistorier frem, der fortjener offentlighedens interesse. Gode, klassiske og gennemarbejdede nyhedshistorier udført med brug af alle de kendte facetter i undersøgende journalistik på højt plan.

 

0 Kommentarer