Her er vinderne af Ugeavisernes Årspriser 2021

Ugeposten, Ugeavisen Esbjerg og Rødovre Lokal Nyt er blandt vinderne af Ugeavisernes Årspriser

Danske Medier uddelte onsdag et større antal priser ved Ugeavisernes Årspriser, hvor der blandt andet var guld til Ugeavisen Esbjerg og Ugeposten fra Gribskov.

Ugeposten har det seneste år dækket Gribskov Kommunes svigt af en terminalsyg kræftpatient, og dækningen har ført til gennemgribende forandringer i kommunens ældrepleje. For den indsats kvitterede juryen med en førsteplads i kategorien ’Nyhedsprisen’ til journalisterne Anna Hjortsø og Jeppe Helkov.

I samme kategori vandt Lokalavisen Aarhus bronze for Kilebo-sagen, mens Ugeavisen Esbjerg trak sølv for sin dækning af trænersagen i EfB om Peter Hyballa.

’Årets debatpris’ vandt Rune Weitling fra Ugeavisen Esbjerg for i løbet af det seneste år at have bidraget med en dagsordensættende debat om vindmøller i Tjæreborg Enge.

Ugeavisen Svendborg kunne i den forbindelse indtage en andenplads for at have bistået kontakten mellem den 83-årige smakkejolle-entusiast Thorkild Henrik Møller og den 29-årige sygeplejerske Ditte Friis Clausen, som har behandlet den pensionerede sejler.

Furesø Avis vandt bronze for sin klummekonkurrence ’Ung under corona’.

I kategorien ’Ildsjæleprisen’, som tildeles den eller de medarbejdere, der kvalitativt eller kreativt har løftet et redaktionelt produkt, modtog  redaktør André Bentsen førstepladsen for avisens indsamlingsløb rundt om Damhussøen.

Villabyerne indkasserede andenpladsen i kategorien for at have fokus på unges liv under corona, mens Anna Hjortsø fra Ugeposten indfinder sig på en tredjeplads for avisens krimidækning og udvikling af nye formater.

Modtageren af ’Årets kommercielle indsats’-prisen blev Ugeavisen Esbjerg for en medlemskampagne for Esbjerg Håndværker- og Industriforening, mens KøbenhavnLiv, AmagerLiv, FrederiksbergLiv, NordvestLiv, NørrebroLiv, SydhavnenLiv, ValbyLiv, VanløseLiv, VesterbroLiv og ØsterbroLiv deler ’De lokale mediers specialpris’ for dækningen af hjemløses problemstillinger.

0 Kommentarer