Her er vinderne af Kravling-priserne 2011

Årets Kravling-priser er netop blevet uddelt i Den Grå Hal på Christiania. I år har de studerende indstiftet en ny pris til praktikvejledere. Se hvem der vandt alle priserne og hvorfor.

Årets Kravling-priser er netop blevet uddelt i Den Grå Hal på Christiania. I år har de studerende indstiftet en ny pris til praktikvejledere. Se hvem der vandt alle priserne og hvorfor.

Danske Journaliststuderende har netop uddelt årets Kravling-priser. Og der var dømt galla, kendiskonferencier og højt humør, som vi kender det fra Danmarks største journalistfest.

Traditionen utro var festen i år henlagt til den ikke-glittede Grå Hal på Christiania. De studerende havde dog sat deres præg på interiøret, blandt andet med Nordens næststørste discokugle dinglende fra loftet.

Konferencier Anders Breinholt præsenterede priserne en af gangen. Her kommer vinderne:

Årets journalistiske Kravling-pris gik til Sophie Bremer, praktikant ved Ekstra Bladet, for hendes afdækning af historierne 'Gak gak i DSB' og 'DONG køber dødskul'.

Her er hele juryens begrundelse for, at Sophie Bremer vandt årets Kravling:

Det kan godt være, medierne forandrer sig med lynets hast i denne tid. Men nogle af de helt centrale, grundlæggende krav til den gode journalist ændrer sig aldrig.

Den gode journalist skal kunne undre sig over noget, han eller hun ser. Den gode journalist skal kunne omsætte denne undren til en bæredygtig journalistisk idé. Den gode journalist skal kunne omsætte denne idé til en grundig research, hvor man arbejder sig direkte mod sagens faktuelle kerne. Den gode journalist skal kunne formidle sin research effektivt, nærværende, engagerende – så man som læser eller bruger sent glemmer den. Og den gode journalist skal holde fast, holde fast, holde fast, holde fast – så længe der er noget meningsfuldt og relevant at holde fast i. Den gode journalist skal kunne se den store, vigtige historie i den lille detalje. Og den menneskelige konsekvens i den store, overordnede historie.

I sin månedlange afdækning af DSBs kritisable adfærd over for kunderne, hvad enten det handlede om manglende klippeautomater eller direkte indespærring af børn eller afrivning af deres hår, men også i dokumentationen af de horrible omstændigheder, som det kul, DONG får leveret, brydes under i Rusland, har Sophie Bremer demonstreret, at hun allerede nu mestrer langt de fleste af de helt fundamentale egenskaber, som altid har kendetegnet og altid vil kendetegne den meget dygtige journalist. Med disse egenskaber som ballast har Sophie Bremer idérigt, stædigt, ja, næsten nådesløst i Ekstra Bladet afdækket både den helt nære historie – om kundernes oplevelser hos DSB – og den store, globalt væsentlige historie – om forholdene i de russiske kulminer.

Der er ingen gode argumenter for ikke at give Sophie Bremer årets Kravling-pris. Det er til gengæld svært at holde tal på argumenterne for at give hende den.

Årets Foto-Kravling gik til Niels Christensen for fotoserien' Drengeliv'. Her er juryens begrundelse for, at Niels Christensen vandt prisen:

For et hvilket som helst menneske er de største øjeblikke i livet selvforglemmende. Og man ville sådan ønske, at de alle kunne fotograferes. Niels Christensen har med sin serie om "Drengeliv" fotograferet drenge i netop sådanne øjeblikke. Vinderens billeder slog benene væk under os. Vi blev lukket ind i en verden, vi ellers ikke ville have mulighed for at blive en del af. Det er en historie, som vi kan lugte, smage, føle. En historie med en kollage af øjeblikke af liv, stemningsfulde og umiddelbare. Man får en følelse af at være en del af de fotograferedes liv. I indstillingen stod der: "Den personlige fortælling rammer plet hos 50 procent af befolkningen, nemlig drengene". Det passer ikke. Den rammer 100 procent. For hvem har ikke lyst til at have sex kl. 10 om formiddagen på en græsplæne. 

Der blev også overrakt to andre priser til årets Kravling-ceremoni: Den nye praktikvejlederpris, der gik til Nanna Holst fra TV 2 Lorry. Og en ærespris, der gik til Sebastian Kjær-Sørensen, Jyske Bank, for hans arbejde med bankens ungdomsmagasin 12/7 til iPad.

Du kan se alle de nominerede og læse mere om Kravling på Kravling.dk

0 Kommentarer