En artikel om mobilhuller i Jylland har netop vundet Kravling-prisen 2010, og et multimedieprojekt om oversvømmelser og klimaforandringer i Bangladesh har vundet Fotokravling. Se vinderne, og læs dommernes begrundelser her.
I skrivende stund afholdes årets måske største branchefest for journaliststuderende og færdiguddannede kolleger på Docken i København. Her er de to priser Kravling og Fotokravling netop blevet uddelt.
Kravling-prisen gik til Jonas Vester for en artikelserie om mobilhuller i Vestjylland, bragt i Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Dommerkomitéen, der valgte vinderen, bestod i år af Pernille Aalund, Sandy French, Bo Elkjær og Janni Pedersen. Og her er dommerkomitéens udtalelse om prisvinderen:
Mindst 160 gange siden nytår har journalister fra landsdækkende medier, lokalaviser og bureauer skrevet i deres artikler, at "det var ikke muligt at få en kommentar". Tavshed virker. Journalister intimideres og trættes. Det ved politikere. Ingen sag er så stor, at den ikke kan ties ihjel. Svaret er chokterapi. Politikerne skal opdrages til at forstå, at tavshedens taktik er uforskammet – overfor læserne – og respektløs – overfor den opgave, de er ansat til at bestyre. Demokratiet. Jonas Vesters artikelserie er et fremragende eksempel på politikeropdragelse der virker, og det er fantastisk, at man skal drage helt til Dagbladet Ringkøbing-Skjern for at finde den. Historien var der. Borgerne blev svigtet. Ministeren gad ikke at svare. Derfor røg hans mailadresse på forsiden. Uforskammet? Ja da. Respektløst? Helt sikkert. Effektivt? Ja.
Fotokravling gik til Jonathan Bjerg Møller for multimedieprojektet 'Landet der drukner'om Bangladeshs problemer med oversvømmelser.
Fotokomitéen bestod af Linda Henriksen, Per Folkver og Henrik Kastenskov. Her er deres udtalelse om årets Fotokravling-vinder:
Jonathan har med sit store værk om Bangladesh, "Landet der drukner", skabt en unik fortælling. Med udgangspunkt i en forståelse for klimaets betydning og hvilken indflydelse og betydning det har for de mennesker, der bor i landet, formår Jonathan Bjerg Møller at skildre det store ved at fortælle om det nære.
Med en blanding af faste og levende billeder, suges vi langsomt ind i den dagligdag, som udgør omdrejningspunktet i fortællingen. Vi hører ikke kun om, hvad der sker, når ens by skylles væk eller huset jævnligt står under oversvømmelse. Nej for langsomheden i fortællingen er et spejl af langsomheden og grundigheden i indsamlingen af informationer og oplysninger. Vi er sammen med de mennesker, som det handler om. Vi er midt i deres liv, vi ser billeder af det, og vi hører dem fortælle om det.
Hvorfor skal noget, der er så fattigt, livstruende og tilsyneladende håbløst, skildres så smukt, kunne man spørge?
For det er smukt. Stillbilleder glider umærkeligt over i videoklip og tilbage igen. Hvorfor er han så dygtig til at fotografere og filme? Var det dog bare grimme, dårligt framede billeder, eller rystede og uskarpe videooptagelser, så havde det været meget lettere at vende ryggen til elendigheden. Men det er det ikke. "Landet der drukner" er et knivskarpt essay, som kun formidles så formidabelt, fordi det fortælles med æstetik og stilistisk overlegenhed. Der er ingen løftede pegefingre eller en skolemesteragtig stemme over "Landet der drukner". Kun en sitrende og intens tone. En tone, der bider sig fast, og derved bliver fortællingens stemme.
Journalisten.dk bringer på søndag en videoreportage fra Kravling-festen med interview med blandt andre årets Kravling-vinder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.