Her er vinderne af FUJ-priserne

Der var et ekstraordinært stærkt felt, da Foreningen for Undersøgende Journalistik uddelte sine priser i lørdags, hvor også vinderne af Spadestiksprisen skulle findes. Se alle vinderne her. (Rettet) 

Der var et ekstraordinært stærkt felt, da Foreningen for Undersøgende Journalistik uddelte sine priser i lørdags, hvor også vinderne af Spadestiksprisen skulle findes. Se alle vinderne her. (Rettet) 

Efter to dages graverkonference i DR-Byen samlede en stor del af de danske graverjournalister sig på tagetagen på Berlingske for at klappe hinanden på ryggen og uddele priser. I år var feltet af projekter specielt stærkt i kategorierne for tv-projekter og avisprojekter.

I et stærkt felt skilte Ulrik Dahlin og Anton Geists historier i Information om de statsløse sig ud. Historien, der endte med at koste integrationsminister Birthe Rønn Hornbech jobbet, vandt FUJ-prisen for bedste avisprojekt. Og Anton Geist måtte på scenen endnu en gang for at modtage prisen for bedste bog. Han fik prisen for bogen "De Afviste". Bogen, der handler om afviste irakiske asylansøgere, har han skrevet sammen med sin bror.

I tv-prisen var der fire stærke kandidater, men det blev redaktionen bag programmet Operation X, der løb med årets FUJ-pris. Juryen med B.T.'s chefredaktør Olav Skaaning Andersen i spidsen, lagde blandt andet vægt på, at Operation X i høj grad var lykkedes med at afprøve nye metoder i graverjournalistikken.

I kategorierne for undersøgende journalistik i magasingenren og radiogenren var der kun en nomineret. Morten Halskov og Asger Havstein Eriksen fra Fagbladet 3F fik FUJ-prisen for deres historie om Kamstrup-sagen, der afdækkede hvordan myndighederne i årtier havde undladt at fortælle arbejdere om forgiftet arbejdsmiljø. Jacob Kildetoft Schultz og hans redaktør Tanja Nyrup Madsen fik prisen for årets radioprojekt for P1-dokumentaren om fusk med el-skrot.

Spadestiksprisen, Danmarks største journalistpris på 100.000, blev i år givet til en personlig fortælling om en soldat og hvordan hans personlighed ændrer sig efter en tur i krig. Læs juryens begrundelse her. Journalisten Rikke Hyldgaard og fotografen Peter Leth-Larsen kan tage de mange penge og æren med sig over broen og hjen til Fyens Stiftstidende.

Rettet 13.25: Bogen, der vandt for bedste bogprojekt, hed ikke "De Statsløse" men "De Afviste".

0 Kommentarer