
Graverprisen blev vundet af Bjarke Stender og Rikke Dyrberg, TV 2/Kompagniet, for dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’. Foto: Malene Tswai
Fire vidt forskellige undersøgende projekter høstede hæder, da vinderne af FUJ Priserne, der uddeles af Foreningen for Undersøgende Journalistik, blev udpeget på Dansk Journalistforbunds Fagfestival i Odense.
Der var indstillet hele 69 projekter i de fire kategorier, og de var inden dagens afgørelse kogt ned til 13 nominerede. De fire priser uddeles i kategorierne Graverprisen, Aktualitetsprisen, Metodeprisen og Formidlingsprisen.
Graverprisen
Graverprisen blev vundet af Bjarke Stender og Rikke Dyrberg, TV 2/Kompagniet, for dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’.
Juryen begrundede prisen med, at journalisterne bag ”dygtigt og insisterende har afdækket, hvordan kostskolens ledelse i årevis har ignoreret og tilsidesat en lang række rystende beretninger om vold, krænkelser og ydmygelser, som er foregået blandt eleverne”.
Desuden roses de for at have skabt præcedens i retssystemet, så det nu er muligt at få aktindsigt i gamle straffesager, selv om de er på arkiv og har stået imod et enormt pres fra de involverede aktører.
De øvrige nominerede i kategorien var:
- Frederik Hugo Ledegaard Thim, DR, for podcastserien ’Det levende bevis’
- Anja Hauge, Ulrik Andersen, Andreas Lindqvist og Christian Rantorp, Ingeniøren/MobilityWatch for ’’Infrastrukturaftalens skjulte CO2-udledning’
- Nicolai Raastrup og Jette Aagaard, Finans/Jyllands-Posten, for ’Sexchikane i Danbred’
Aktualitetsprisen
Jacob Friberg, der er journalist på B.T., modtog Aktualitetsprisen for ’Minksagen og de slettede sms’er’
Prisen begrundes blandt andet med, at minksagen og afsløringen af de slettede sms’er har rejst et større spørgsmål om offentlighedens indsigt i en af den seneste regeringsperiodes største og mest vidtgående beslutninger.
De øvrige nominerede i kategorien var:
- Jens Beck Nielsen, Lars Nørgaard Pedersen og Jens Anton Bjørnager, Berlingske, for ’Lars Findsen-sagen’
- Thomas Vibjerg, Jyllands-Posten, for ’Lobby i alkohol- og tobaksindustrien’
- Hans Davidsen-Nielsen, Sebastian Stryhn Kjeldtoft og Morten Skjoldager, Politiken, for ’Spionskandalen’
Formidlingsprisen
Mette Mayli Albæk kan tage hjem fra Odense med hele to priser, da hun udover FUJ’s formidlingspris tidligere på dagen også vandt Amnestys Mediepris.
Hun vinder begge priser for artikelserien ’Systemets børn’.
FUJ-juryen begrunder prisen med, at serien er ”et forbilledligt eksempel på researchtung, afslørende og dagsordensættende journalistik. Som samtidig er formidlet i et letforståeligt sprog og bringer os tæt på mennesker, vi ellers sjældent møder”.
De øvrige nominerede i kategorien var:
- Ole Hall, Oliver Pirchert og Markus Alfredsson, DR og Sveriges Radio, for ’Bitcoin-bedraget’
- Thomas Arent, Mathias Blædel, Henrik Jensen og Magnus Mio, Frihedsbrevet, for ’Mærsks mørke hemmelighed’
Metodeprisen
Metodeprisen gik til Ida Nyegård Espersen, Katrine Jo Andersen og David Rue Honoré, Berlingske, for ’De mistede opkald til 112’
De får den for ”med et forbilledligt kildearbejde og inspirerende metodearbejde” at afdække omfanget af mistede opkald, og hvordan ledelsen havde undladt at handle på trods af kendskab til problemet.
De øvrige nominerede i kategorien var Sofie Synnøve Herschend, Ole Jakobsen og Daniel Oxholm, TV 2 / Noir, for ’Hollandske bomtrawlere under radaren’
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.