Foto

Her er vinderne af årets bedste naturfotos

Årets vindere er udstillet på Statens Naturhistoriske Museum.

Et billede af bier, et billede af hvaler og et af en sneleopard, der spejder over tinderne. Hvert billede er vinder i hver sin kategori ved årets uddeling af Wildlife Photographer of the Year.

Konkurrencen blev startet i 1965 af BBC Wildlife Magazine, og havde oprindeligt tre kategorier med omkring 600 indsendte billeder. I dag tilrettelægges konkurrencen af Nationalhistorisk museum i London, og har næsten 39.000 indsendte fotos fra mere end 93 lande.

100 af billederne fra årets konkurrence er udstillet på Statens Naturhistoriske Museum, hvor de kan ses indtil slutningen af august.

Her er nogle af årets vindere:

Wildlife Photographer of the Year: “Det summer af liv” af Karine Aigner, USA

Årets hovedvinder er Karine Aigner fra USA, der har taget billedet ’Det summer af liv’, hvor hun kommer helt tæt på kugle af hanbier, som kæmper om at få lov til at parre sig med en enkelt hunbi. Billedet vandt også kategorien ’Adfærd: Hvirvelløse dyr’.

Statens Naturhistoriske Museum skriver om motivet: “Verdens bier er truet af tab af levesteder, pesticider og klimaforandringer. Da 70% af alle biarter bygger rede under jorden, er det yderst vigtigt, at områder med naturlig jordbund efterlades uberørt.”

Young Wildlife Photographer of the Year: “Billedskønne barder” af Katanyou Wuttichaitanakorn, Thailand

16-årige Katanyou Wuttichaitanakorn fra Thailand tog billedet på en turbåd i en bugt i Thailand, hvor han måtte holde hænderne i ro for fotoet, der har fået ham kåret til årets unge naturfotograf. Billedet vandt også i kategorien ‘Unge fotografer 15-17 år’.

Statens Naturhistoriske Museum skriver om motivet: “Brydeshvaler har op imod 370 par grå barder, der vokser i overkæben. De består af keratin – det samme protein, der også danner menneskehår og -negle. Hvalerne bruger barderne til at si små byttedyr fra vandet.”

Planter og svampe: “Magiske morkler” af Agorastos Papatsanis, Grækenland

Inspireret af folkeeventyr  ventede Agorastos Papatsanis på, at solen stod helt rigtigt på Olympen. Ved hjælp af et vidvinkelobjektiv og en blitz tog han billedet af morklerne, som indbragte ham prisen for bedste billede af planter og svampe.

Statens Naturhistoriske Museum skriver om motivet: “I mange dele af verden betragtes morkler som gastronomiske skatte, fordi de er vanskelige at dyrke, men i nogle skove vokser de naturligt.”

Naturens kunstværker: “Himmelske flamingoer” af Junji Takasago, Japan

Billedet af de spejlede flamingoer er taget højt oppe i Andesbjergene i verdens største udtørrede saltsø, Salar de Uyuni.

Statens Naturhistoriske Museum skriver om motivet: “Det er også stedet for en af Bolivias største litium-miner, og minedriften truer flamingoernes fremtidsudsigter. Litium bruges i batterier til telefoner og bærbare computere. Ved at genbruge gammel elektronik kan vi begrænse efterspørgslen på nye maskiner.”

People’s Choice Award: ‘World of the snow leopard’ / ‘Sneleopardens verden’ af Sascha Fonseca, Tyskland

Konkurrencen afsluttes hvert år med, at publikum vælger deres favorit billede blandt 25 jury-udvalgte billeder. Med næsten 6000 stemmer blev årets vinder den tyske fotograf Sascha Fonseca. Han specialiserer sig i at tage billeder med kamerafælder, og billedet af sneleoparden er resultatet af et treårigt kamerafældeprojekt i Himalaya.

Statens Naturhistoriske Museum skriver om motivet: “Observationer af sneleoparder er yderst sjældne og forekommer for det meste om vinteren, når de stiger ned fra bjergene for at jage. Så kamerafælder er uundværlige for naturfotografernes arbejde.”

Se flere af billederne her.

0 Kommentarer