Her er verdens bedste billede

Australske Warren Richardson har netop vundet World Press Photo 2016 for dette billede af en flygtning. "Jeg kunne ikke bruge blitz, mens politiet forsøgte at finde de her mennesker, for så ville jeg afsløre dem. Derfor måtte jeg alene bruge månelyset," siger han. Se galleri med alle vindere

Den australske freelancefotograf Warren Richardson er her til formiddag blevet kåret som vinder af World Press Photo of the Year 2016.

Dermed vinder han hædersprisen i den anerkendte World Press Photo-konkurrence.

Billedet viser flygtninge, som krydser grænsen mellem Serbien og Ungarn en nat i august 2015.

"Jeg slog lejr med flygtningene i fem dage ved grænsen. En gruppe på cirka 200 personer ankom, og de bevægede sig under træerne langs hegnet. De sendte kvinder og børn først, så fædre og ældre. Jeg må have været hos dem i omtrent fem timer, og det var en "katten efter musen"-leg med politiet hele natten. Jeg var udmattet, da jeg tog billedet. Klokken var omkring 3 om morgenen, og jeg kunne ikke bruge blitz, mens politiet forsøgte at finde de her mennesker, for så ville jeg afsløre dem. Derfor måtte jeg alene bruge månelyset," siger Warren Richardson i en pressemeddelelse.

Francis Kohn var formand for juryen og er til daglig fotochef hos AFP.

"Allerede tidligt så vi på dette foto og vidste, at det var vigtigt. Det havde en sådan kraft på grund af dets enkelhed, særligt symbolikken i pigtråden. Vi tænkte, at det rummede stort set alt for at give et stærkt billede af, hvad der sker med flygtningene," udtaler han.

"Jeg synes, det er et meget klassisk foto, og samtidig er det tidløst. Det portrætterer en situation, men måden, det er taget på, er klassisk i ordets bedste forstand," fortsætter han.

Se galleri med alle vindere

World Press Photo 2016 har modtaget materiale fra 5.775 fotografer fra 128 lande. I alt har juryerne modtaget 82.951 fotos. Der er uddelt priser i otte kategorier til 41 fotografer fra 21 lande.

Ingen af årets vindere er danskere. Men sidste år var det danske Mads Nissen, der vandt hovedprisen ved World Press Photo.

Du kan se et fotogalleri med alle vinderne her.

0 Kommentarer