Her er tre digitale tendenser, du skal holde øje med i 2018

2018 bliver året, hvor robotjournalistikken for alvor slår igennem hos medier og virksomheder. Sådan lyder det fra det internationale it-analysehus IDC. Her giver analysehuset sit bud på tre teknologi-trends, medie- og K-folk skal holde øje med i år
  • IDC
    Automatiseret indholdsproduktion får sit gennembrud i år, vurderer it-analytiker Jan Horsager.
15.01.2018 · 09:24

Robotter, mobil video-produktion og nye sociale teknologier på jobbet. Det er tre teknologi-trends, der kan få stor betydning for medie- og kommunikationsfolk i 2018. Sådan lyder det fra det internationale it-analysehus IDC.

IDC rådgiver virksomheder over hele verden om, hvilke nye teknologier de skal investere i. På et uafhængigt grundlag.

Journalisten rakte ud til analysehuset for at få deres bud på, hvilke teknologiske tendenser vores læsere skal holde øje med i år. Den nordiske analysechef, Jan Horsager, tidligere chefredaktør på Computerworld, gik i tænkeboks. Her er hans svar.

1. Nyhedsproduktion bliver automatiseret

”Automatiseret produktion af indhold eller robotjournalistik – dét skal vi holde øje med. Det sker allerede,” starter Jan Horsager.

Robotjournalistikken har allerede taget sine første skridt. Ritzau bruger det for eksempel. Til Journalisten sagde Søren Funch, direktør på Ritzau Finans, i september 2016: 

”Robotten er langt hurtigere og mere præcis. Samtidig sparer den journalisterne tid, så de kan lave andre historier.”

Og Jan Horsager spår, at 2018 bliver året, hvor teknologien for alvor tager fart i medie- og kommunikationsbranchen. I hvert fald, hvad angår helt simple nyheder.

”Nyhedsdækningen kan relativt nemt automatiseres,” siger han:

”Uanset om vi taler om artikler, lyd eller billeder, så er kernen i det at producere indhold, at man sætter data sammen. Og at man kan tolke nogle kilder. Og dét vil vi kunne automatisere med digitale services, som har udgangspunkt i de tredjeplatforms-teknologier, vi har i dag – cloud, big data analytics, mobilitet og sociale teknologier.”

”Den tredje platform” er et begreb, IDC har fundet på. Den første platform var 1950'ernes kæmpestore mainframe-computere. Anden platform var pc'erne, der vandt frem i 80'erne. Og den trejde platform er den verden, vi er på vej ind i, hvor 'skyen', big data, mobilt internet og sociale medier er overalt omkring os.

Vejen til robotjournalistik går gennem algoritmer, som bruger big data og deep machine learning – evnen til at lære, efterhånden som de arbejder.

Jan Horsager nævner en pressemeddelelse om en virksomheds-handel som et eksempel.

”Du vil kunne opstille en model, der hedder: Send en pressemeddelelse. Sådan en skal bestå af en overskrift, en manchet og noget indhold. Og i det indhold kan der være nogle forskellige parametre: Virksomhedsnavne. Hvornår er det sket? Hvem er involveret? Hvornår bliver det afsluttet? Og så videre.”

”Så historien bliver: I dag købte virksomhed X virksomhed Y, og det afventer de finansielle myndigheders afgørelse. Nyt afsnit: Direktøren siger noget. Robotten finder selv citatet i pressematerialet fra virksomheden eller på deres website. Nyt afsnit: Perspektivering eller kommentar fra en tredjepart, som rotbotten finder i et specifikt materiale eller ude på nettet. Og så har du en nyhedsartikel.”

2. Video-produktion hvor som helst, når som helst

En anden teknologisk trend, der kan få stor betydning for journalister og K-folk, er mobil produktion af indhold – specielt video – vurderer Jan Horsager.

”Nu kan du lave din video med din telefon og redigere i den software, som måske er kommet med telefonen eller er billig at få fat i. Og dét er i høj grad relevant i forhold til journalistisk produktion. Det giver god mening lige at tage 30 sekunder og to spørgsmål med en kilde,” siger han:

”Der vil måske ikke ske så meget nyt, teknologisk. Men anvendelsen og oplevelsen af, at det skaber nogle resultater, vil virkelig blive tydelig.”

Live video vil storme frem, vurderer han.

”Vi kan tage afsæt i de sociale massemedier og se, hvor meget Facebooks og Twitters arbejde med at lade brugerne anvende live video betyder,” siger han.

Jan Horsager tror dog, at kommunikationsbranchen vil tage hurtigere imod de nye mobile muligheder, end journalister vil gøre det.

”Det skaber nogle muligheder for organisationer, både for intern og ekstern kommunikation,” siger han:

”Som kommunikations-menneske vil jeg kunne producere ting ved at tage en mobiltelefon med ud. Skrive et tweet eller gå direkte ind i de sociale teknologier, som kunderne arbejder med. Lave videoindslag, være på live. Der har vi en mulighed nu, og det er en trend, vi kommer til at se endnu mere: Ægte mobil produktion af indhold.”

Og det handler ikke kun om mobiltelefoner og om video.

”Man vil i det hele taget få nemmere adgang til alle sine data og produktions-features, så man kan producere og distribuere hvad som helst, hvor som helst, når som helst,” siger han og fortsætter:

”De ting, du kan gøre på din desktop, kan du i stor udstrækning også gøre mobilt i dag. De fleste programmer findes også i app-form.”

Og for de journalister, der kaster sig over mobiliteten for alvor, venter der ifølge Jan Horsager et helt andet arbejdsliv.

”Man kan forestille sig, at de få journalister, der er tilbage, kommer ud i marken, når rutinearbejdet med registrering af nyheder automatiseres. Det kan være, at det at komme ud og mærke verden bliver et vilkår, hvor man kan bruge enten sin smartphone eller tablet og nemt kan sidde ude i det hele og arbejde. Det er det, mobiliteten, cloud og big data giver mulighed for. Fordi adgang til data er helt anderledes, end den tidligere har været.”

3. Sociale teknologier rykker ind på jobbet

Interne sociale medier som Yammer og Facebook at Work er blevet populære hos store virksomheder gennem de seneste år. Og dén tendens vil blive markant udvidet i år, vurderer Jan Horsager.

”Vi taler meget om Facebook, Instagram, Twitter og så videre. Men det, vi kommer til at se i 2018 og fremefter, er integrationen af sociale teknologier i alle mulige andre typer af services.”

”Vi ser det allerede nu på nettet, hvor vi kan tale med chatbots i serviceorganisationer. Vi ser også i stadig højere grad, at når man arbejder i et regneark eller andet, så kan man connecte til andre. Det kan være til kolleger eller eksperter. Kommunikatører vil få en kæmpe mulighed for at udnytte social teknologi til at researche og åbne en dialog om, hvad der skal produceres. I en kommunikationsafdeling vil det blive nemt at åbne en dialog med hele organisationen,” siger han.

Dét vil også få betydning for distributionen, vurderer Jan Horsager:

”De historier, man tidligere har brugt krudt på at skyde ud på intranettet, vil man kunne putte ind i en instant messaging-struktur, som vil blive en stadig større del af virksomhedernes digitale infrastruktur.”

Virtuelle møder vil også blive langt mere udbredte, siger han og nævner Microsofts seneste Office 365-pakke som en forsmag: Her har Microsoft for eksempel integreret Skype for Business, hvor man kan holde videokonferencer med adskillige kolleger over hele verden på én gang.

”Vi er ved at få infrastrukturen på plads, så det er muligt at bruge billeder og lyd på en måde, som det ikke har været tidligere. Og dermed får kommunikationen en helt anden mulighed for at arbejde,” siger Jan Horsager.

Rettet tirsdag den 16/1 kl. 9.02: I en tidligere udgave af artiklen sagde Jan Horsager, at man producerer video med en telefons firmware. Det er nu rettet, så der står, at man producerer video med den software, som måske er kommet med telefonen eller er billig at få fat i.

Kommentar

15/01/2018 - 11:05

Ulrik Baltzer

Jeg har det lidt, som om jeg lige har læst en artikel fra 2. marts 2008, hvor I har ændret datoen til 15. januar 2018.

15/01/2018 - 14:27

Ole skydt

De digitale muligheder er mange.
Men journalisters evne til konstant at være opsøgende, tale med mange mennesker, se nyhederne i en dagsorden mm er nu det, der tæller i mediernes overlevelse.
med andre ord : Relationer og lokal perspektivering .

De bedste uger taler jeg med flere end 100 forskellige personer hver uge i jobbet.

15/01/2018 - 17:37

Thomas Møller Larsen

Kære Preben og Ulrik

Tak for opmærksom læsning.

Så fik jeg tid til at svare jer.

Enten har I fejllæst artiklen, eller også har vi ikke beskrevet præmissen klart nok.

Vi er på Journalisten ikke så fortabte, at vi ikke har hørt om Skype, før vi talte med Jan Horsager. Personligt har jeg ugentligt brugt Skype og Hangouts til globale video-kald i årevis. Og Horsager hævder, som repræsentant for et af verdens største analysehuse på it-området, naturligvis ikke, at ovennævnte teknologier er nye. Han fortalte mig, at han selv jævnligt holder video-møder med kollager fordelt over 40 lande, på én gang. Så ingen her siger, at disse teknologier er nye. Selvfølgelig ikke.

Præmissen for interviewet var, at Horsager skulle pege på tre teknologiske trends, der vil forandre din og min dagligdag i '18, og som vi skal holde øje med. Én af dem er, ifølge Horsager, sociale teknologier på jobbet, såsom bedre Skype-integration (blot ét blandt mange eksempler). IDC's pointe er, at teknologier, der længe har været besværlige (såsom video-konferencer og de bagvedliggende teknologier), nu er tæt på at være seamless og derfor meget lettere at integrere i daglige workflows. Og at dette fundamentalt vil forandre arbejdsgangene mange steder. Fx bliver det meget mere brugervenligt at arbejde fra marken og video-kommunikere på tværs af og landegrænser.

Vi kunne også have skrevet en historie om hologrammer og augmented reality, men 2018 bliver næppe året, hvor disse teknologier kommer til at vende op og ned på din og min dagligdag. Det bliver snarere i 2019 eller 2020. Og når disse teknologier slår igennem, vil de ride på den bølge, Horsager skitserer her.

Alt i alt synes jeg, Horsager kommer med fine og kompetente bud på tendenser, vi kommer til at mærke meget mere til i '18. Jeg ser ingen problemer i hans vurderinger.

Mvh. Thomas Møller Larsen

15/01/2018 - 18:57

Jan Horsager

Tak for jeres kommentarer. Jeg kan helt tilslutte mig Thomas' argumentation. Næste kapitel i den digitale transformation handler om integration af teknologi og forretningsprocesser i serverrum, datacentre og mødelokaler.

Her skal virksomheders og organisationernes fremtidige digitale infrastruktur tilrettelægges. Og den infrastrukur består ikke kun af teknologi - men af tilgændelig talent og vilje til at organisere forandring. Det er den reelle mulighed for teknologisk at undersøtte denne integration, som vi ikke havde for fem eller bare tre år siden.

Men Ulrik har også en pointe i de 10 år. For set som teknologier og løsninger har sociale teknologier, mobilitet og automatisering (robotter) fungereret siden og til dels før. Men den store værdiskabelse i virksomher - herunder medier og kommunnikation - med tredje platformsteknlogier er først på vej og hænger uløseligt sammen med at skabe forretningsmæssige forandringer.

Vi kigger yderligere ti år frem for at kunne konkludere på størrelsen af den værdiskabelse og de forandringer, som vi kommer til løbende at se i teknologianvelse og organisationer. Men til gengæld er der næppe nogen tvivl om, at netop augmented reality, som et eksempel på aktuel boble-teknologi, vil komme til at skabe værdi i de enkelte virksomehder meget hurtigere end de sociale teknologier.

15/01/2018 - 20:00

Jakob Termansen

Kan i så ikke også lige forklarer hvordan i får blandet firmware og OS sammen ... det er jo helt sort...

15/01/2018 - 21:10

Jan Horsager

Tak for det Jakob. Og du har helt ret. Jeg er citeret for at sige: "...i den firmware, der kommer med din telefon." Der burde have stået "...i den software, som måske er kommet med telefonen eller billigt at få fat i." Jeg har godkendt citaterne i artiklen. Så det er mit sjusk. Men jeg beder lige Thomas om at rette det. Beklager.

16/01/2018 - 09:05

Thomas Møller Larsen

Kære Jakob

Jan Horsager var citeret korrekt. Citatet er nu rettet efter aftale med ham.

Mvh. Thomas Møller Larsen

Seneste nyheder

04.07.2018 · 12:52

Before you, sir

Julie Asmussen
03.07.2018 · 11:21

På rette sted til rette tid

Anonymous (ikke efterprøvet)
03.07.2018 · 10:40

Langsigtet

Julie Asmussen
02.07.2018 · 13:01

Havfruer og hæve-sænke-borde

Anonymous (ikke efterprøvet)

Seneste jobopslag

Finansreporter Finwire News

Finwire News
Ansøgningsfrist: 20.08

Kommunikationskonsulent

Bibliotekarforbundet
Ansøgningsfrist: 06.08

Information søger redaktionssekretær

Information A/S
Ansøgningsfrist: 15.08

Kommunikationschef

Fondenes Videnscenter
Ansøgningsfrist: 14.08

IHS søger marketingmedarbejder

IHS
Ansøgningsfrist: 09.08

Kommunikationskonsulent til Furesø Kommune

Furesø Kommune
Ansøgningsfrist: 12.08

Kommunikationsmedarbejder til Lederforeningen i DSR

Dansk Sygeplejeråd
Ansøgningsfrist: 21.08

Kommunikationskonsulent søges til Danske Skoleelever

Danske Skoleelever
Ansøgningsfrist: 31.07

Nyhedsvært og tv-journalist på TV 2/Bornholm

TV 2/Bornholm
Ansøgningsfrist: 15.08

Pressemedarbejder til PlanBørnefonden

PlanBørnefonden
Ansøgningsfrist: 22.08

Mellemøstkorrespondent

Folkekirkens Nødhjælp
Ansøgningsfrist: 12.08

Kommunikations- og PA-chef

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 08.08

8 Kreative og fleksible journalister

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 23.07

Landsforeningen LEV søger kommunikationsmedarbejder

Landsforeningen LEV
Ansøgningsfrist: 15.08

Direktør for kommunikation og indsamling

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 20.07

Enhedsleder til kommunikationsenhed

Socialpædagogerne
Ansøgningsfrist: 19.08

Kommunikationsmedarbejder

Den Danske Scenekunstskole
Ansøgningsfrist: 12.08

DJ KOMMUNIKATION søger studentermedhjælper

DJ kommunikation
Ansøgningsfrist: 05.08

Radio24syv søger reporter til Aarhus

Radio24syv
Ansøgningsfrist: 26.07

Kommunikationschef til Børn- og Ungeforvaltningen

Odense Kommune
Ansøgningsfrist: 05.08

Journalist

ITD
Ansøgningsfrist: 17.08

Strategisk kommunikationskonsulent til Ledelsessekretariatet

Syddjurs kommune
Ansøgningsfrist: 08.08

Mungo Park søger kommunikationschef

Mungo Park
Ansøgningsfrist: 09.08

Journalist med en skarp pen og næse for nyheder

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 07.08

Programredaktør til operaen

Det Kongelige Teater
Ansøgningsfrist: 30.07

Er du Odense Teaters nye multimediehaj?

Odense Teater
Ansøgningsfrist: 23.07

Journalist til Medicinrådet

Medicinrådet
Ansøgningsfrist: 07.08

Online chefredaktør til TV2 Nord

TV 2 Nord (Vi lukker annoncen ned, når vi har den rette ansøger)
Ansøgningsfrist: 29.07

FOA søger en art director/visuel redaktør

FOA
Ansøgningsfrist: 13.08

Pressechef til Ledernes Hovedorganisation

Ledernes Hovedorganisation
Ansøgningsfrist: 01.08