Der er fortsat problemer med at finde praktikpladser til alle mediestuderende. Men problemet er ikke vokset med den seneste praktiksøgningsrunde 8. november 2017, fortæller praktikkoordinator på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) Pia Færing.
Hun vurderer, at restgruppen bliver af samme størrelse som ved sidste praktikrunde.
”Det vil sige cirka 60 i alt. Og med de prognoser, vi har lavet, er de allerede væk næste efterår,” siger hun.
Dagen efter Store Matchdag 8. november 2017 havde omkring 100 mediestuderende fra DMJX, SDU og RUC ikke fundet en plads.
Ingen panik for praktiksystemet
Manglen på praktikpladser udløste en pukkel for to år siden, forklarer Pia Færing.
”Denne gang holder vi situationen stangen – og vi kan se, hvornår problemet bliver løst. For de studerende, der mangler en plads, er det en træls oplevelse. Men for praktiksystemet er der ingen panik. Vi har styr på det,” forsikrer hun.
I efteråret 2018 bliver praktikken flyttet fra 4. til 5. semester. Det betyder, at der ”mangler” en hel årgang af ansøgere i søgningen efteråret 2018.
Ærgerligt hvis de opgiver journalistdrømmen
Den gruppe af studerende, Pia Færing bekymrer sig mest for lige nu, er de studerende, der ikke fik praktikplads i foråret 2017 og derfor har taget orlov eller valgt at fortætte på 7. semester.
Blandt disse 40 studerende har 10 fortsat ikke fundet en plads.
”Nogle af dem, der var til overs fra foråret, fik eftertragtede pladser på for eksempel Kristeligt Dagblad, Ingeniøren og Politiken. Det viser, at bare fordi man ikke får en praktikplads, skal man ikke have tatoveret taber i nakken. Men det vil være ærgerligt for de 10, der nu er tilbage, hvis de opgiver drømmen om at blive journalister, bare fordi de ikke kan finde en praktikplads,” forklarer hun.
5-7 praktikpladser på vej
Efter Store Matchdag er det lykkes at skaffe en række nye praktikpladser, blandt andet på TV2 Lorry, i Styrelsen for Patientsikkerhed og ved en content marketing-udgivelse målrettet byggebranchen.
Pia Færing forventer, at der vil komme yderligere 5-7 pladser inden 1. februar 2018.
”Det er pladser, hvor vi har godkendt praktikstedet, men hvor der mangler en økonomisk godkendelse til at ansætte en praktikant.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.