Tv-distributøren Boxer melder nu ud, hvad det efter nytår skal koste at se TV 2 hos dem. Se prisen her.
Cirka en halv million danskere modtager antenne-tv, og de skal efter nytår betale for at modtage Danmarks største kommercielle tv-station, TV 2. Tv-distributøren Boxer melder nu som den første ud, hvad det skal koste for dem at se TV 2.
Det skriver Politiken.
TV 2, der før har været gratis, vil efter nytår koste 35 kroner om måneden for Boxers kunder at se kanalen. Det svarer til 427 kroner om året. Hos Boxer kan man vælge at købe adgang kun til TV 2 – det er første gang i Danmark, at tv-seerne får adgang til at se en enkelt kanal uden at skulle købe en hel tv-pakke.
Ud over den månedlige afgift på 35 kroner, skal seerne måske også bruge penge på en ny modtagerboks, hvis deres fjernsyn ikke er sat op til at modtage Boxers signal.
Brugerbetaling er en central del af den redningsplan, regeringen stykkede sammen for TV 2 tilbage i 2009. Dengang sad kanalen fast i en gæld på over 800 millioner kroner, og politikerne snakkede både om at sælge hovedkvarteret i Odense og nichekanalerne. Men redningsplanen endte med at hvile på brugerbetaling. Sidenhen er TV 2 blevet gældfri – det har dog ikke ændret på planerne om brugerbetalingen
Ordningen er ikke blevet vel modtaget af seerorganisationerne.
»I en tid, hvor alle offentlige institutioner viser mådehold og sparer, virker det provokerende, at TV 2, der har overskud og kraftigt voksende reklameindtægter, nu vil have flere af seernes penge,« sagde Lars-Peter Melchiorsen, formand for Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer, tidligere på året til Ritzau.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jamen man bestemmer jo selv, om man vil give sine penge til TV2 og Boxer. Det er kun de 12,50 kr, der går til TV2.