Det er fantastisk, at danske aviser på stribe forpligter sig til at lave kulegravende journalistik i gravegrupper. En stribe drømmejobs er på vej. Eller er de? For sandheden er, at det er møghamrende svært. Her er mine fire bud på, hvordan de bliver en succes. Fortsæt selv listen!
At bede udvalgte 'luksus-journalister' om at sætte sig ud over fællesskabet om avisen til i morgen skaber med garanti interne territorialkrige, misundelse og alenlange eksterne kampe med dygtige kommunikationsfolk.
Man skal virkelig ville det. Her er mine bud på, hvad der skal til for at få det til at fungere og skabe unik journalistik:
1: Hav is i maven
Politikens chefredaktør Anne Mette Svane udtrykker ambitionen for avisens nye gravegruppe klart. Den skal lave 'årets to vigtigste historier'. Så er hun tilfreds. Det gjorde vi ikke i mine to år som graver på Politiken for 10 år siden. Vi var en fiasko, og kollegerne gav gravegruppen sarkastiske øgenavne som Abegrotten. Vores svar var at fylde søndagsaviserne med udmærkede, men forglemmelige historier. Hverken vi eller vores chefer havde is i maven til at vente på gennembruddet.
Vi skelede misundeligt til Jyllands-Posten, hvor man først lancerede en serie, da man havde fundet et plejehjem, hvor de genbrugte bleerne ved at vende dem om. Bliver gravegruppen i praksis en søndagsredaktion, så slår man samtidig ambitionen om at lave årets to vigtigste historier ihjel.
2: Chefredaktøren i spidsen
En gravegruppe bliver let en kastebold i de løbende territorialkrige. Nyheds-redaktøren vil have en forside til i morgen, søndagsredaktøren en magasin-historie, kulturredaktøren er træt af, at projekterne aldrig handler om kultur, og gravechefen forsøger at navigere mellem at lave det unikke og de øvrige chefers aktuelle ønsker. På Dagen oplevede jeg som nyhedsredaktør, hvordan chefer rent faktisk håndterer gravegrupper.
Og ja, vi skændtes, så det bragede. Derfor skal en gravegruppe referere direkte til en chefredaktør, som er 100 procent engageret i og forpligtet på undersøgende journalistik. En, som har stjerner på skulderen til at frede gruppen eller sparke den i røven.
3: Ud af Abegrotten
Er reporteren først væk fra stofområdet, så risikerer man, at tippene tørrer ud, og ideerne reduceres til noget om politiet eller folkeskolen. Gravegruppen på Milwaukee Journal Sentinel er det hidtil bedste bud, jeg har set, på, hvordan man undgår isolation. Tre undersøgende reportere har stofområder som sundhed, erhverv og politik. De sidder ikke gemt af vejen i et fjernt lokale, men er placeret sammen med de andre på stofområdet. Her veksler de så mellem hurtige historier og projekter på flere måneder, når historien vel at mærke er der.
Et fjerde medlem af gruppen har en fast blog, som sætter fokus på og løser jordnære problemer for borgerne. En femte reporter fokuserer udelukkende på at lave lokale, søgbare databaser, hvor man kan tjekke alt fra anmærkninger til restauranter til kampagnebidrag til lokale politikere. Gruppen har vundet Pulitzer-priser, er produktiv og dybt forankret i lokalsamfundet.
Du kan læse mere om Milwaukee Journal Sentinels gravegruppe her:
Investing in Watchdog reporting
4: Lav en webstrategi
Det er dyrt at lave undersøgende journalistik. At lancere to måneders arbejde med en søndagsnyhed uden en klar strategi for opfølgninger på nettet er at hælde pengene ud ad vinduet. Webredaktørerne vil have nye tophistorier efter få timer, og nyhedsomsætningen er nu så hurtig, at det er en kamp at få historien til at overleve til aftenens nyhedsudsendelser. I stedet for at gå hjem, når historien er klar, så er det for alvor dér, journalisterne skal smøge ærmerne op. Lige så snart historien er ved at falde ud af nyhedsbilledet, skal der følges op med nyheder, grafik, video og dokumentation på nettet.
Jesper Tynells Cavling-historie om lovbrud i Beskæftigelsesministeriet døde, fordi DR ikke havde en lanceringsstrategi. Ekstra Bladets serie om pædofile og Berlingskes om lægesvigt slog igennem, fordi historierne blev forbilledligt eksekveret på nettet.
Det bliver spændende at følge.
Læs Journalistens tema om gravegrupper her og tilføj selv flere bud herunder.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.