Her er freelancernes nye formand

Sus Falch er blevet valgt som formand for FreelanceGruppen. Valget skete, dagen efter at freelancerne havde diskuteret for og imod en fusion med DJ's næstformand, Lars Werge. Langt mere positivt end ventet, siger tidligere formand Iben Danielsen

Til den årlige generalforsamling i FreelanceGruppen blev Sus Falch valgt som ny formand. Hun vandt over John Lykkegaard, formand for Kreds 4, der også stillede op til posten. Journalisten talte med Sus Falch inden kampdagen, og du kan læse om hendes ambitioner som formand her.

Aftenen inden generalforsamlingen debatterede DJ’s næstformand, Lars Werge, en mulig fusion med Kommunikation og Sprog. Den afgående freelanceformand, Iben Danielsen, mener, debatten var mere positiv end ventet.

»Gruppen var meget nysgerrig. De stillede mange spørgsmål, så det er godt. Jeg betragter mig selv som en venlig skeptiker over for en mulig fusion,« siger Iben Danielsen, der har været formand i tre år.

"What’s in it for me"

Hanne Fokdal Barnekow, næstformand for FreelanceGruppen, styrede debatten og startede med at stille en række spørgsmål til Lars Werge, inden der blev åbnet for spørgsmål fra salen.

»Mange spørger, hvordan det her vil forbedre mit forbund som helhed og ’what’s in it for me?’. Nu er vi jo også endelig ved at få lidt opmærksomhed som gruppe,« opsummerede Hanne Fokdal Barnekow blandt andet.

Hertil pegede Lars Werge blandt andet på resultaterne fra to fokusgrupper, en blandt politisk aktive medlemmer og en blandt medlemmer, der ikke er politisk aktive.

»Mange af de ’almindelige’ medlemmer, jeg har talt med, er ikke bekymrede for en fusion. Så længe DJ tager telefonen, når de ringer med deres problematikker, siger de. Men blandt de 600-700 politisk aktive medlemmer, vi har i DJ, tænker mange over identiteten, så den debat fylder meget,« svarede Lars Werge.

Han understregede, at han forventer, at der ved en eventuel fusion vil opstå endnu flere grupper, så der fortsat er plads til de forskellige fagligheder. 

Han mener også, at en fusion med KS vil gøre DJ til en stærk spiller og stille forbundet i en fordelagtig styrkeposition.

DJ kommer med styrken, KS med medlemmer

Da der blev åbnet for spørgsmål fra salen, røg mange hænder i vejret. Der blev ad flere omgange spurgt til, hvad KS kan komme med, når det gælder overenskomster.

»Jeg ved, hvad der styrker freelancerne og fagforeningen. Det er overenskomster. Hvad betyder det at have overenskomster i forhold til styrkeforholdet – hvad kommer de med?« spurgte Ulla Nygaard og tilføjede senere:

»Er det en EU-udvidelse, vi er i gang med her? Hvad er det, de bidrager med til det nye fællesskab?«

Lars Werge pegede blandt andet på en styrkelse af DJ på kommunikationsområdet.

»Kommunikationsbranchen er jo meget ukendt land i forhold til overenskomster, men hvorfor skulle vi ikke kunne forandre det? Vi kommer med styrken og erfaringen her, de kommer med en masse nye medlemmer.«

Her er det især antallet af studerende, som Lars Werge ser som en fordel for DJ.

Bekymringer gentager sig

Også optagelseskriterier for at blive medlem af forbundet blev der spurgt ind til fra blandt andre Jette Hvidtfeldt. Lars Werge fortalte, at optagelseskriterier for et eventuelt fusioneret forbund ikke var blevet diskuteret endnu.

Susanne Christiansen efterlyste et historisk tilbageblik over de diskussioner, der tidligere har været i forbindelse med fusioner i forbundet.

»Jeg kan genkende mange af de her diskussioner fra min tid. Vi har været bekymrede for vores faglighed og vores pressekort hver gang,« sagde hun.

Lars Werge kendte ikke det historiske overblik, men mente, at den journalistiske integritet er stærk.

»Men den har også flyttet sig og udviklet sig mere,« tilføjede han.

Ulemper ved fusion

Debattens sidste spørgsmål blev stillet af Anja Dybris, der spurgte, hvad DJ ser som ulemper ved en eventuel fusion med KS.

»Hvis vi ikke lykkes med fusionen, så kan alle de usikkerheder, som jeg synes, diskussionen i dag afspejler, blive til virkelighed. Vi har en brændende platform i forvejen. Kontingentet skal ikke være dyrere, end det er i dag for eksempel. Vi har medlemmer, der melder sig ud, fordi det er for dyrt,« svarede Lars Werge og takkede for en god debat.

Fusionsdebatten blev livestreamet fra LO-skolen i Helsingør, og der var 25, der fulgte debatten online. Debatten kan ses i sin fulde længde her.

Rettet 6/3 kl. 8.58: Vi havde skrevet, at Freelancegruppen er DJ's største gruppe. Det er ikke længere korrekt. Kommunikationsgruppen er i dag større.

0 Kommentarer