
I første afsnit er astrofysisker Anja C. Andersen i studiet, hvor hun er uvidende om, at spørgsmålene i virkeligheden kommer fra en tilhænger af flatearth-teorien. Foto: Skærmbillede fra DR
Det er ganske enkelt helt uacceptabelt.
Sådan lyder det i en officiel klage, som fagforeningen for akademikere DM har sendt til DR’s generaldirektør i forbindelse med kritikken af DR Ung-programmet ’Ellen Imellem’.
I klagen fremfører fagforeningen på vegne af sine medlemmer, der har medvirket i programmet, at programmet bryder med DR’s egne etiske retningslinjer.
”Vi er bekendt med, at DR har modtaget klager over programmet fra de medvirkende, som er organiseret her hos os. Vi appellerer til, at I lytter til klagerne og lægger programmerne ned. Sker det ikke, tager vi sagen videre til Pressenævnet,” skriver DM’s formand, Camilla Gregersen, i klagen.
Hos DR kvitterer man for modtagelsen af klagen.
”Den bliver behandlet og besvaret så hurtigt som muligt. Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal svare på den,” oplyser DR i et skriftligt svar til Journalisten.
Føler sig ført bag lyset
Programserien er produceret af DR Ung, og de første afsnit har ligget tilgængelige på DRTV siden 18. maj.
Kritikken begyndte at rulle dagen efter, da flere af de medvirkende protesterede over programmet.
I al enkelhed går ’Ellen Imellem’ ud på, at en person sidder i studiet og bliver interviewet af en journalist – men journalistens spørgsmål er dikteret af en, der taler ind i journalisten Ellens øresnegl.
I første episode er det for eksempel astrofysiker Anja C. Andersen, der er i studiet og gennem DR-journalisten bliver udspurgt af Ole Lochmann, der er overbevist om, at jorden er flad. Den præmis var Anja C. Andersen, ligesom andre af eksperterne, imidlertid ikke blevet orienteret om. De havde blot fået at vide, at der ville indgå satiriske elementer.
Andre af de medvirkende er sundhedsdebattør Morten Elsøe, der er cand.scient i molekylær ernæring og fødevareteknologi, og Peter C. Kjærgaard, museumsdirektør og professor i evolutionshistorie på Statens Naturhistoriske Museum. Han har forklaret til Videnskab.dk, at han var blevet inviteret ind til et interview om evolutionsteori, men i studiet blev han stillet spørgsmål om kreationisme til et afsnit af ’Ellen Imellem’, som endnu ikke er blevet sendt.
Og det er den manglende viden om, hvad de egentlig har stillet op til, som møder den største kritik fra DM.
”Sagen handler ikke om, at nogle holdninger ikke må få tv-tid. Det handler om, at jeres programværter har løjet gentagne gange undervejs over for vores medlemmer, når de har spurgt til, hvad programmet handlede om, og hvad meningen var med de besynderlige spørgsmål,” skriver fagforeningen i klagen, som kan læses i fuld længde her.
”Inden for skiven”
Det var først ganske kort tid før offentliggørelsen af programmerne, at de medvirkende fik at vide, hvad de faktisk deltog i.
”Det er uholdbart, at sandheden om programmets set-up forholdes for de medvirkende i flere måneder, og at det først er ganske kort tid inden udgivelsen, at den sande præmis for programmet afsløres,” står der i klagen til DR.
Den ansvarlige redaktionschef i DR, Jonas Delfs, og Henrik Bo Nielsen, direktør for DR Kultur, Børn og Unge, har begge forsvaret programmet efter kritikken og forklaret, at der er tale om satire, og at de medvirkende har været oplyst om, at interviewet ville indeholde satiriske elementer.
Henrik Bo Nielsen erkendte forleden i et skriftligt svar til Journalisten, at programmet går til kanten, men stadig er ”inden for skiven”.
Flere forskere har i forbindelse med kritikken af programmet tilkendegivet, at de som følge af sagen ikke vil stille op på nogen af DR’s platforme. En af dem er biolog og museumsinspektør Morten D.D. Hansen, der ellers ofte har optrådt i ’P1 Morgen’ om, hvad der foregår i den danske natur.
Beskylder DR for ikke at overholde etiske retningslinjer
I DR’s etiske retningslinjer er der et afsnit, der handler om skjulte optagelser og fiktiv identitet. Her fremhæver DR, at der er videre rammer for satire og underholdningsprogrammer. Det ændrer dog ikke på, at der stadig er retningslinjer, og der kræves direktørgodkendelse inden optagelse.
”Desuden kræves altid de medvirkendes samtykke før offentliggørelse. Det gælder, selv om de medvirkende sløres og anonymiseres,” står der i retningslinjerne.
”DR respekterer, hvis en medvirkende ikke ønsker at deltage i eller fortsætte optagelserne. DR respekterer også et eventuelt ønske om, at råmaterialet destrueres,” står der efterfølgende.
Det er et ønske, som DR dog ikke har valgt at respektere i tilfældet med ’Ellen Imellem’, mener DM:
”Her gør DR det modsatte. I respekterer ikke deres ønsker. Vi anerkender fuldt ud brugen af satire som et greb for at formidle tunge emner som forskning. Men det skal foregå på ordentlige præmisser, hvor DR som minimum overholder eget etisk regelsæt og med respekt for de medvirkende,” står der i klagen.
Uklare aftaler kan gøre materiale ubrugeligt
I et andet afsnit af DR’s etiske retningslinjer fremgår det, at DR skal sørge for, at der er klare aftaler med medvirkende.
”Tilrettelæggeren skal sikre sig, at den medvirkende har forstået og accepteret: emnet for produktionen, hvilken sammenhæng de indgår i, herunder hvilke indslag og udsendelser interviewet bliver optaget til …”
Det bliver understreget, at det er DR, der skal sikre sig, at aftalen er tilstrækkeligt klar.
”Uklare aftaler kan betyde, at DR ikke er i stand til at bruge materialet,” står der videre.
Journalisten ville gerne have spurgt generaldirektør Maria Rørbye Rønn, som klagen er sendt til, hvorvidt hun mener, at DR overholder egne etiske retningslinjer.
DR henviser i stedet til det skriftlige svar, som Henrik Bo Nielsen sendte forleden. Et svar, der imidlertid ikke forholder sig til de etiske retningslinjer, men hvor Henrik Bo Nielsen blandt andet siger:
”Der er selvsagt ikke frit slag, selv om vi forud-advarede om satiriske greb, men det er nu engang med de briller, der er arbejdet.”
”Vi mener, at det er klart og tydeligt for brugerne, at der er mere end almindelig journalistik på tale, og der er på ingen måde tale om videnskabsformidling i gængs forstand. Det kan man også se på brugerkommentarerne, at målgruppen sagtens kan gennemskue,” skriver Henrik Bo Nielsen.
Næste afsnit af ’Ellen Imellem’ stod til at blive udgivet på DRTV i dag. Den dato er nu blevet rykket til 1. juni. Journalisten har spurgt DR, hvad der er årsag til det.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.