Her er DRs svar om Lindvigs fyring

P1 Orienterings medarbejdere har i dag nedlagt arbejdet, fordi journalist Niels Lindvig har fået sin endelige fyreseddel og et forbud mod at arbejde i sin tolv måneder lange opsigelsesperiode. DR skriver, at fritstillingen kan skyldes ”individuelle forhold og forhold i afdelingen”

Niels Lindvigs fyring fra Danmarks Radio er i dag blevet endnu mere dramatisk. I protest imod at han har fået sin endelige fyreseddel og fritstilling, har Niels Lindvigs tidligere kollegaer på P1 Orientering nedlagt arbejdet.

Tillidsmand Tage Baumann forklarede tidligere i dag til Journalisten, at arbejdsnedlæggelsen specielt skyldes det arbejdsforbud, som Niels Lindvig har fået i opsigelsesperioden på tolv måneder:

»De ser det her arbejdsforbud over for Niels, og de forstår ikke logikken i det. Vi er blevet pålagt at spare 1 mio. kr., og så beslutter huset, at Niels skal gå uvirksom i et helt år for sin løn. Det er mere end halvdelen af besparelsen, som vi ikke får noget for. Det kan kollegerne ikke forstå,« siger Tage Baumann.

Fyringen og forbuddet mod at møde på DR i opsigelsesperioden kommer efter, at Niels Lindvig til Journalisten fortalte, at han ikke ønskede at tage imod en fritstilling, men gerne ville arbejde videre. Journalisten ville gerne have interviewet en leder om, hvorfor man fritstiller en medarbejder, som ønsker at arbejde i det år, han får løn, når DR skal spare.

Ingen i DR ønskede at stille op til interview. I stedet sendte Henriette Frandsen-Melau, underdirektør i DR HR, følgende skriftlige svar:

Orienterings medarbejdere har nedlagt arbejdet på grund af Niels Lindvigs fyring og fritstilling. Vil ledelsen genoverveje Lindvigs fyring eller fritstilling?

"Jeg kan desværre ikke kommentere den konkrete person-sag."

Hvorfor har DR fritstillet Lindvig, så han ikke kan arbejde i de tolv måneders opsigelse, når han gerne vil?

"DR har været igennem en hård proces, hvor vi har skullet sige farvel en række dygtige medarbejdere som følge af økonomiplanen. Hver af disse medarbejdere er et tab, som efterlader et hul i DR og på de enkelte redaktioner. Vi er nu i gang med at kigge fremad og få organisationen til at lykkes inden for de nye rammer, og det gælder også på Orientering. Her kan der være individuelle forhold og forhold i afdelingen, der betyder, at en fritstilling i opsigelsesperioden er den rigtige løsning for at komme i gang med en ny struktur. I forhold til den konkrete sag er det en person-sag, som jeg af gode grunde ikke kan kommentere."

Hvorfor tager man ikke imod den kvalificerede arbejdskraft, man kan få og allerede har betalt for, når DR nu skal spare?

"Der er mange hensyn at tage, når man skal videre efter en stor afskedigelsesproces. Alle skal videre. De medarbejdere, som har mistet deres job, skal ud at søge nye job, og på redaktionerne skal vi til at finde ind i den fremtidige struktur og arbejdsprocesser efter udmøntningen af besparelserne. Der kan derfor være individuelle forhold og forhold i afdelingen, der betyder, at en fritstilling i opsigelsesperioden er den rigtige løsning for at komme i gang med den nye struktur."

Skyldes fritstillingen af Niels Lindvig, at han har kritiseret ledelsen i DR?

"Jeg kan ikke sige noget om den konkrete personsag. Jeg vil dog gerne understrege, at alle DRs medarbejdere naturligvis har ytringsfrihed, og der er generelt en åben og direkte dialog i DR også i forhold til kritik af DRs ledelse."

Bliver Orientering sendt på trods af medarbejdernes nedlæggelse af arbejdet? Hvis ikke, hvad bliver så sendt i stedet?

"Kl. 16.06-17.00 sender vi Hjernekassen på P1 fra i formiddag kl. 9.05. Kl. 17.06-18.00 sender vi Netværk fra sidste torsdag fra kl. 9.05."

17 Kommentarer

Lars B. Jørgensen
14. OKTOBER 2014
HR-fidusen og DR har
HR-fidusen og DR har tidligere tabt en sag for aldersmotiveret fyring, men selv efter en dom i Østre Landsret var hun (selvsagt) totalt indolent overfor præmisserne.http://www.information.dk/telegram/271122
Signe Lauesen
13. OKTOBER 2014
Jeg ville ønske, at jeg havde
Jeg ville ønske, at jeg havde haft Niels' mod, da jeg uden varsel eller mulighed for at rette op på misforståelser kom en tur igennem kværnen hos DR. Mit klare indtryk var, at der ikke var noget at forhandle om, og at det var blevet besluttet længe før de fandt det nødvendigt at informerer mig. De prøvede at bilde sig selv og mig ind, at deres beslutning var for min egen skyld, men en fyring handler aldrig om at vise omsorg. Det er en kynisk sondring, og altid et ønske om at slippe af med problemer før de opstår eller udvikler sig. Men det tør de ikke sige. Den skriftlige begrundelse de endte med at give mig var juridisk vrøvl og modstridende i forhold til, hvad de sagde til mit ansigt. Det var et holdkæftbolche og en manifestation af magt. Jeg var lille, ubetydelige og de kunne gøre som de ville lige meget, hvad de havde lovet på forhånd. Havde jeg haft Niels' mod, navn, erfaring og indsigt havde jeg sku også kæmpet for det job jeg elskede. Jeg har et nyt job jeg elsker, kollegaer, og chefer som snakker åbent og ønsker at opklarer misforståelser istedet for at dyrke dem. Jeg håber, at Niels kommer til at opleve mange gode, professionelle år et nyt sted, hvor hans faglige suverænitet får lov til at folde sig ud.
Christian Brandt
13. OKTOBER 2014
Lindvig er jo en fremragende
Lindvig er jo en fremragende kommunikator, men sikkert en uregerlig een af slagsen. For mange er orientering og NL som en rar onkel og et vindue til verden. Idag er nogen død. Lyttere er blevet tabere og vejen til 24-7 kortere. Se og saml den frispilning op Ramsskov.
Aksel Skovgaard Clausen
13. OKTOBER 2014
Jeg har lyttet til
Jeg har lyttet til Orientering i mange år, og har derfor også hørt mange fantastisk oplysende og indsigtsfulde analyser fra Niels Lindvig. Han er bare dygtigheden selv. Hvis "kunden" (dvs. lytterne) skal være i centrum, og det er vel vigtigt, selv for den moderne luftige ledelse, der er oppe disse finanskrisetider, så fyrer man bare ikke ham, og giver ham ikke en sådan behandling. Der burde være nogle cheflønninger, der burde kunne spares på, indikeres det af den behandling han får. Men det handler jo desværre nok om netop den luftige ledelses fremmarch over for faglighed og dygtighed, om at også P1 skal "følge med tiden" og ud fra andre indholdstomme ræsonnementer skal ændrestil snik-snak og ukontroversiel pladder, som Anne Behr meget godt beskriver. Suk!
Søren Mogensen
13. OKTOBER 2014
"Jeg vil dog gerne
"Jeg vil dog gerne understrege, at alle DRs medarbejdere naturligvis har ytringsfrihed, og der er generelt en åben og direkte dialog i DR også i forhold til kritik af DRs ledelse."
Well, well. Jeg forstår skam godt at underdirektøren i DR HD ikke kan udtale sig i personsager. Men hvad jeg også forstår: siden general Nissens tid har DRs ledelse ønsket sig - og fået - flere og flere medarbejdere på korttidsansættelser. De er der i hundredvis - og skal gøre sig fortjent til genansættelse.
Mon underdirektøren forestiller sig at disse mennesker er specielt motiverede til at kritisere ledelsen? Så må hun have gået på den forkerte HR-skole - eller i alt fald ikke have tilvalgt faget 'almen psykologi'. På et tidspunkt kom jeg i et internt indlæg i personalebladet til at kalde Nissens Nye DR for "Frygtens Imperium". Dagen efter fik jeg for første og eneste gang mail fra overchefen for det hele - og blev indkaldt til 'forklaringsmøde' hos chefen for min afdeling.
The Times They're (not) A-changing.

Flere