Her er DR-direktørens svar: Rettidig omhu

Det er udtryk for rettidig omhu, at DR i dag har varslet medarbejderne, at de skal give afkald på lønnet frokost fra 2017 eller blive opsagt. Det fastslår direktør Nikolas Lyhne-Knudsen i en mail til Journalisten

DR Nyheder startede, og herefter har en række DR-afdelinger nedlagt arbejdet – herunder DR Trekanten, DR Syd og DR Østjylland.

I kølvandet på den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse har medarbejderne kritiseret ledelsen. Du kan læse udtalelser fra DR Østjylland og DR Syd her.

»De er først og fremmest vrede over, at ledelsen ikke anerkender, at de knokler en vis legemsdel ud af bukserne,« har fællestillidsmand Henrik Friis Vilmar forklaret.

Nu svarer DR's ledelse på kritikken fra medarbejderne.

"DR har i dag udsendt breve, hvor vi varsler, at vi påtænker at opsige den lønnede spisepause. Det gør vi for at udvise rettidig omhu, selvom DR først vil afskaffe den lønnede spisepause med virkning fra den 1. juni 2017," lyder det i en mail til Journalisten fra Nikolas Lyhne-Knudsen, direktør for økonomi, teknologi og medieproduktion i DR.

DJ: Utidigt

Mailen fra Nikolas Lyhne-Knudsen er i store dele enslydende med svar på en række spørgsmål, han sendte til Journalisten onsdag i denne uge. Dem kan du læse her.

Dansk Journalistforbund og en række andre fagforbund blandt DR-medarbejderne har varslet en faglig voldgift. De er uenige med DR's ledelse om, hvorvidt den lønnede frokostpause kan afskaffes uden en ny overenskomst.

DJ-formand Lars Werge har over for Journalisten kritiseret, at DR meddeler medarbejderne, at de må give afkald på den lønnede frokost eller være opsagt per 31. maj 2017 – når voldgiften stadig er uafklaret.

»DJ og DR er enige om, at vi er uenige her. Derfor er det ualmindeligt dårlig stil, at ledelsen skriver sådan til medarbejderne nu. Det er en underkendelse af forhandlingssystemet og de lokale tillidsfolk i DR, ikke kun DJ’s men alle fagforeningernes tillidsfolk. De opfører sig meget ufleksibelt,« siger Lars Werge.

Vil respektere voldgift

Nikolas Lyhne-Knudsen udtaler i sit skriftlige svar i dag, at DR vil respektere udfaldet af voldgiften.

"DRs ledelse har aftalt en proces med de faglige organisationer, hvor vi afklarer spørgsmålet, om vi kan afskaffe den lønnede spisepause, gennem faglig voldgift. Den proces er under forberedelse, og DRs ledelse vil respektere de faglige voldgifter uanset udfaldet. De udsendte breve ændrer ikke på den aftalte proces vedr. afklaring gennem faglig voldgift," lyder det.

 

Du kan læse DR-direktørens skriftlige svar i fuld længde herunder:

En række medarbejdere i DR har i dag nedlagt arbejdet. Der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

DR har i dag udsendt breve, hvor vi varsler, at vi påtænker at opsige den lønnede spisepause. Det gør vi for at udvise rettidig omhu, selvom DR først vil afskaffe den lønnede spisepause med virkning fra den 1. juni 2017.

Efter medieaftalen i 2014 stod DR i en ny økonomisk situation, fordi erhvervslicensen blev afskaffet, fordi medieforliget indeholder nye krav til DR, og fordi vi skal udvikle os i takt med teknologi- og medieudviklingen.

DR lavede på den baggrund en økonomiplan for perioden 2015-2018. Som en del af den økonomiplan, der var DRs svar på medieaftalen og de nye udfordringer, indgik, at DR ville afskaffe den lønnede spisepause. Det bidrager til at sikre, at DRs økonomi hænger sammen, og at vi har mulighed for at udvikle os i takt med brugerne. Begge dele er helt afgørende.

DRs ledelse har aftalt en proces med de faglige organisationer, hvor vi afklarer spørgsmålet, om vi kan afskaffe den lønnede spisepause, gennem faglig voldgift. Den proces er underforberedelse, og DRs ledelse vil respektere de faglige voldgifter uanset udfaldet. De udsendte breve ændrer ikke på den aftalte proces vedr. afklaring gennem faglig voldgift.

0 Kommentarer