Exit

Her er de scoops, der væltede Boris Johnson

Det er en nærmest uendelig række af dårlige sager, der har slidt den britiske premierminister Boris Johnson op. Her er fire af de afsløringer, der har gjort mest ondt

De britiske medier kan være benhårde og gå til stålet. Det har den britiske premierminister Boris Johnson måttet sande, siden han for tre år siden rykkede ind i Downing Street, og hvor han nu skal i gang med at se sig om efter et nyt sted at bo.

For det er en lang række afsløringer i britiske medier, der i går førte til, at Boris Johnson måtte trække sig som formand for de konservative.

Og særligt Daily Mirrors politiske redaktør, Pippa Crerar, vil næppe få julekort fra Boris Johnson, da hun står bag flere af de store historier, som førte til faldet.

Den seneste afsløring skal dog tilskrives tabloidavisen The Sun, hvor politisk reporter Noa Hoffman efter bare fire dages ansættelse på avisen satte dagsordenen. Han kunne afsløre, at de konservatives vicegruppeleder, Chris Pincher, trak sig efter afsløringer om seksuelt upassende opførsel under en bytur.

Efterfølgende mødte Boris Johnson voldsom kritik for sin håndtering af sagen, fordi han var blevet orienteret om, at Pincher var anklaget for seksuelle krænkelser.

Partygate

Sagen kommer efter mange måneders ballade om fester i Downing Street under corona-nedlukningen i 2020.

Det var Daily Mirror’s Pippa Crerar, der som den første i november 2021 afslørede sagen, der efterfølgende blev døbt ”partygate.”

I alt tolv begivenheder er blevet undersøgt af politiet i London, og Johnson har selv deltaget i mindst tre af dem. Politiet har efterfølgende udstedt 126 bøder til personer, som ifølge politiet havde brudt gældende coronaregler. Blandt dem er Boris Johnson selv, hans kone, Carrie Johnson, og finansminister Rishi Sunak.

Pippa Crerer var sammen med The Guardians Matt Weaver også kvinden bag en anden afsløring, der tærede hårdt på Boris Johnson.

I maj 2020 kunne de to medier sammen afsløre, at Boris Johnsons tætte rådgiver, Dominic Cummings, under den britiske nedlukning havde brudt coronareglerne ved at køre 400 kilometer fra London til det nordlige England for at besøge sin nærmeste familie.

Sagen førte til et kollaps i opbakningen til de konservative og svækkede markant befolkningens tillid til, at den britiske regering kunne håndtere coronakrisen.

Wallpapergate

I marts 2021 kunne Daily Mail-journalisten Simon Walters afsløre sagen, der fik navnet ”Wallpapergate.”
Boris Johnson havde angiveligt i al hemmelighed forsøgt at få konservative donorer til at betale for renoveringen af embedsboligen i Downing Street 10 i London.

Det var en renovering, der angiveligt kostede 1,7 mio. kroner, blandt andet fordi der blev brugt tapet, der kostede 7.000 kroner per rulle.

Kilder: Ritzau, Guardian og PressGazette.

0 Kommentarer