
Allan Spangsberg vandt prisen i 2020 og er formand for juryen. Foto: Et Spadestik Dybere
Det var et rekordstort antal indstillinger, der i år blev indsendt til Spadestiksprisen 2022, der med en overrækkelse af 100.000 kroner er Danmarks største pris for undersøgende journalistik.
I alt 40 projekter blev indstillet til prisen. De 40 er nu blevet barberet ned til fem nominerede.
De fem nominerede er:
- Rasmus Poulsen Larsen, DR Trekanten, for ’Sundhedsundersøgelse i Grindsted’, der afdækkede grindstedborgernes bekymring for, om forureningen i byen gør dem syge.
- Lars Teilmann, Emma Fjordbak og Caspar Birk, Det Nordjyske Mediehus, der afdækkede deres egen chefredaktørs død, som skyldtes en kødædende bakterie. Chefredaktør Søren Christensen blev kørt ned på en cykeltur, og journalisterne afdækkede, at lægefejl på lægefejl førte til Søren Christensens død.
- Mark Michael Hede og Sara Hansen, JV Esbjerg, for artikelserien ’Esbjergs glemte børn’. Her skrev journalisterne om glemte millionbevillinger, manglende henvisninger og udeblivende hjælp til specialbørn. Senere slog en rapport fast, at indsatsen for skoleelever med særlige behov i Esbjerg Kommune har været alarmerende dårlig.
- Kasper Larsen, TV2 Øst, for ’Drab på lukket afdeling’, der afdækker det første drab på en lukket afdeling i løbet af de seneste 22 år, da en 39-årig kvinde blev dræbt af en anden patient på Psykiatrihospitalet Oringe i Vordingborg.
- Christian Fomsgaard, Asbjørn Andersen, Michael Lauritsen og Christine Vestergaard, TV2 Østjylland for ’PTSD i jobcentret – Rasmus sagen’. Journalisterne afdækkede, hvordan psykiatriske diagnoser og lægers anbefalinger var blevet tilsidesat i en sag om en borger i Jobcenter Randers.
Prisen på 100.000 kroner er delt i to, så journalisten eller journalisterne modtager 50.000 kroner, og den anden halvdel gives til det medie, projektet er lavet for. Pengene til mediet skal øremærkes mere kritisk og undersøgende kvalitetsjournalistik.
Spadestikprisen uddeles af organisationen ’Et Spadestik Dybere’, der skal inspirere lokale medier til at lave undersøgende journalistik.
Juryen består af Allan Spangsberg, Camilla Rozenfeld, Lars Nørgaard, Emma Fjordbak, Christian Jensen og Mette Lyhne.
Vinderen af prisen findes i forbindelse med Spadestikskonferencen den 11.-12. oktober i Kolding. Her vil deltagerne få mulighed for at afgøre, hvem der skal modtage prisen.
Juryen samles efterfølgende og ranglister de fem nominerede, hvorefter prisen overrækkes til aftenens festmiddag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.