Sidste år var det Bjarke Stender og Rikke Dyrberg (TV 2/Kompagniet), der løb med hovedprisen for dokumentaren ’Herlufsholms Hemmeligheder’. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ) har offentliggjort de indstillede til årets FUJ-Priser, der hædrer den bedste undersøgende journalistik.
Hele 195 journalister fordelt på i alt 60 forskellige projekter kæmper i år om at vinde en af de fire priser. Det fremgår af en pressemeddelelse fra FUJ.
Af de i alt 195 indstillede journalister er kun 63 kvinder. Ligesom sidste år svarer det til omkring en tredjedel, og FUJ-formand Ronja Pilgaard håber, at det vil ændre sig.
”Vi håber på en bedre kønsbalance næste år. Det er fortsat også de landsdækkende medier, der dominerer blandt de indstillede projekter. Vi håber derfor også, at vi fremover vil se endnu flere indstillede projekter fra de dygtige journalister, som arbejder undersøgende hver eneste dag, når de holder øje med deres lokalområde,” siger Ronja Pilgaard.
Læs her, hvilke projekter og journalister der er indstillet til en af de fire FUJ-priser, som tæller Graverprisen (hovedprisen), Aktualitetsprisen, Formidlingsprisen og Metodeprisen.