Foreningen for Undersøgende Journalistik offentliggør senere på dagen årets nominerede til FUJ-prisen. Se allerede hele listen her. Ingen er nomineret i den nye kategori 'Web'. (Opdateret 14.28)
I aftes blev juryen bag årets FUJ-priser enige om, hvem der skal nomineres. Som Journalisten.dk kunne fortælle i starten af september, var der 53 indstillede projekter i de fem kategorier – magasin, tv/film, avis, radio og bog.
Juryen har udvalgt 11 projekter, som var gode nok til at få en nominering.
Der er i flere kategorier kun nomineret ét projekt. Det er set før i forhold til FUJ-prisen, men det betyder ikke, at det nominerede projekt vinder i kategorien. Der har været eksempler på, at ingen vandt, fordi juryen ikke fandt noget projekt i en kategori godt nok.
»Gennemgangen af de 53 nominerede viste et meget højt niveau indenfor især avis og tv-genren. Det er tydeligt at se, at der stadig er her ressourcerne og de tunge journalistiske kræfter sættes ind,« lyder det fra juryformand Olav Skaaning Andersen til Journalisten.dk.
I år har FUJ-prisen fået en ekstra kategori til webjournalistiske projekter. Men her har juryen ikke ment, at nogen af de indstillede projekter var gode nok til en nominering.
»Den høje kvalitet indenfor avis og tv afspejler sig også i antallet af nominerede. Normalt ville vi indstille op til tre i hver kategori, men den undersøgende journalistik, der er produceret til print og tv, har altså kastet fire nomineringer af sig i hver kategori. I år havde vi også bedt om indstillinger i webkategorien, men vi fandt, at ingen af de specifikt web-rettede undersøgende projekter havde den nødvendige kvalitet,« fortsætter Olav Skaaning Andersen.
Du kan se listen med alle nominerede herunder. FUJ inviterer i øvrigt alle de nominerede til at holde oplæg om deres projekter på årets store graverkonference i DR Byen 18.-19. november. Du kan læse om konferencen her.
Du kan læse mere om FUJ på foreningens hjemmeside.
De nominerede til FUJ-prisen 2011 er:
Magasin:
- Kamstrup-sagen. Journalisterne Morten Halskov og Asger Havstein Eriksen, Fagbladet 3F.
TV/Film:
- Lægernes hemmelige koder. Journalisterne Kaare Gotfredsen og Lasse Ravnø, TV2 Nyhederne.
- Operation X, Redaktionen bag programmet. Monday Production ApS.
- Børnene fra Brønderslev. Journalisterne Irene Thyrri og Amanda Rokkjær, DR Dokumentar.
- Diagnosticering af brystkræft. Journalisterne Michael Bech, Kristian Sloth, Søs Novella og Morten Hansted, DR Nyheder.
Avis:
- De statsløse. Journalisterne Anton Geist og Ulrik Dahlin, Information.
- Penkowa-sagen. Journalist Poul Pilgaard Johnsen, Weekendavisen.
- Historien om DVOR. Journalist Kasper Vedsmand, B.T..
- Mærsks udvinding af olie i Nordsøen. Journalist Niels Fastrup, Politiken.
Radio:
- Fusk med el-skrot. Journalisterne Jacob Kildetoft Schultz og Tanja Nyrup Madsen, P1 Dokumentar.
Bog:
- De afviste. Journalisterne Anton Geist og Esben Geist, Forlaget Information.
Web:
- Ingen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.