Her er Berlingskes nye graverjournalister

DR’s Michael Lund og Berlingskes egen finansredaktør Peter Nyholm bliver de to nye ansigter i avisens gravergruppe. De to blev udvalgt i et felt af 59 ansøgere. ”Med Peter og Michael ombord har vi igen et drømmehold i Gravegruppen,” skriver ledelsen i en mail til medarbejderne

Kort inden sommerferien valgte chefen for Berlingskes gravegruppe Morten Frich at sige sit job op til fordel for en stilling på Information. Kort efter skiftede Morten Crone fra gravegruppen til Berlingskes Christiansborgredaktion.

Siden har avisen ansat Lars Nørgaard Pedersen som ny chef for gruppen og søgt to nye journalister.

De er nu fundet, skriver Berlingskes ledelse i en mail til avisens medarbejdere. De to nye ansigter i gravegruppen bliver Berlingskes egen finansredaktør Peter Nyholm og DR’s Michael Lund, som har siddet på TV Avisen og 21 Søndag.

”Med Peter og Michael ombord har vi igen et drømmehold i Gravegruppen,” lyder det i mailen underskrevet Lars Nørgaard Pedesen og chefredaktør Jens Grund.

Nomineret til Cavling, FUJ og TV-prisen  

På DR har Michal Lund blandt andet været med til at afdække Jyske Banks rådgivning til skattesvindlere, hvilket indbragte ham en nominering til FUJ-prisen for undersøgende journalistik.

Han har været nomineret til Tv-prisen for afdækning rekordstore skattesager imod Microsoft og Novo Nordisk.

Før Michael Lund blev ansat på DR i 2012 var han erhvervsjournalist og undersøgende journalist på Politiken. Her blev han blandt andet nomineret til Cavling-prisen for en række afsløringer af dødtrætte piloter.

Fra chef til medarbejder

Peter Nyholm, som kommer fra en stilling som finansredaktør på Berlingske, har været ansat på avisen siden 2012, hvor han kom fra Jyllands-Posten.

”Peter er et godt eksempel på, at medarbejdere kan blive gode chefer, og at chefer også kan få lov til at blive gode medarbejdere igen på Berlingske,” lyder det i ledelsens mail.

Han tiltræder sit nye job 1. oktober, mens Michael Lund begynder 1. september. De to er fundet i et felt på 59 ansøgere, hvoraf 10 – både interne og eksterne – var til samtale. 

0 Kommentarer