Jørgen Søholt Christensen havde en kreativ side, som han for alvor fik tid til at dyrke efter sin pension. Her en skulptur, han har lavet af en klaverhammer. – foto: Sara Galbiati

Udnyttet i København – forkælet i Aarhus
Asta Søholt Christensen
Enke efter Jørgen Søholt Christensen. Udlært på Frederiksborg Amts Avis og journalist på
Skive Folkeblad og Politiken. Kom i 1964 til Århus Stifts­tidende.

 

»Jeg kunne vist sove lidt indimellem. Jeg kan ikke helt huske det.«
Det står ikke helt klart for Asta Søholt Christensen, hvornår hun egentlig fik sin nattesøvn i de år i 50'erne, hvor hendes mand Jørgen var journalist på Politiken.

Han var på den politisk-økonomiske redaktion og sad dagligt og overværede møderne i Rigsdagen – eller Folketinget, som det nu var kommet til at hedde. Deadline lå sent, og turen hjem til Birkerød, hvor parret boede, var lang. De brune S-tog gik kun til Holte Station. Herfra gik det videre med toget til Hillerød. Jørgen ville typisk være fremme ved familiens lille hus ved et-tiden.

Asta sad som regel oppe og ventede.
»Når han så kom hjem, så faldt man jo ikke i søvn lige med det samme. Jørgen kunne ikke bare gå i seng, så det blev altid lidt sent,« fortæller hun.
»Og mine børn har altid haft det med at vågne ved fem-tiden,« kommer det lidt efter, ikke bittert, men hun kan godt selv se paradokset.

Asta Søholt Christensen blev uddannet som keramiker ved Kunsthåndværkerskolen, samtidig med at Jørgen var i lære på Frederiksborg Amts Avis. Jørgen var fra Esbjerg-egnen og havde en kammerat, der gik i klasse med Asta, og for at gøre en lang historie kort, endte de med at danse en hel nat på Lorry, som ikke var en tv-station, men et forlystelsesetablissement.

Jørgen fik job på Skive Folkeblad, og Asta lagde keramikken på hylden og fulgte efter. Det varede dog ikke så længe, inden han fik ansættelse på Politiken, og de kunne vende tilbage til hovedstaden, hvor de gennem en af Astas studiekammerater fik et hus i en kunsthåndværkerkoloni i Birkerød. Der var ganske vist langt ind til Rådhuspladsen, men lejen var kun 100 kroner om måneden – forrygende billigt, erindrer hun – og Asta var glad for at være i et miljø, hvor hun kunne blive inspireret til at genoptage sin kunst.

Eneste problem var, at hun som hjemmegående ikke var berettiget til institutionspladser til børnene.
»Jeg sad og lavede det om aftenen, når de små var blevet lagt i seng, og jeg alligevel sad og ventede på, at Jørgen skulle komme hjem,« fortæller hun.

Hun husker det som en hård tid. Ikke så meget for hende selv – den sporadiske søvn er mere eller mindre fortrængt – som for hendes mand. For en ung journalist på et af hovedstadens store dagblade var arbejdspresset stort. De blev, som hun selv formulerer det, »brugt rigeligt meget«. Det gav sig blandt andet udslag i nogle mavesmerter, der på betænkelig vis lignede symptomer på mavesår.
»Men vores læge var sådan en gammel militærlæge, og han havde kun en slags medicin – presset citronsaft. Det brugte han mod alt,« fortæller Asta Søholt Christensen.

Hvordan citronsaft virker på højt mavesyreindhold, melder historien ikke noget om. Men i 1964 drog familien til Aarhus, hvor Jørgen blev leder af erhvervsredaktionen på Stiftstidende. Og her ventede dem en langt mere behagelig tilværelse.
»Det var så dejligt at komme til Aarhus. I København blev journalisterne misbrugt, her blev de nærmest forkælede,« fortæller hun.

Først og fremmest oplevede hun den luksus, at hendes mand nu kom hjem om aftenen til almindelig spisetid. Men også den almindelige behandling af journalisterne var anderledes i det jyske.
»Avisen ejede et sommerhus på Tunø og en båd, som redaktøren havde foræret journalistforeningen. Det var den fineste gamle 12-krydser, med en kaptajn om bord, der hed Valde. Så kunne man få den en uge, hvor man bare sejlede rundt, mens Valde lavede mad. Var det ikke flot?«

Men selv om forholdene var fine, var journalistikken ikke et forfinet miljø. Der var en særlig jargon og forventninger til, hvad man som journalist stod for.
»Nogle af de unge kaldte de for mælkedrengene. Jeg tror, det var, fordi de drak mælk til frokost og ikke drak øl i pauserne. De har været lidt hårde ved hinanden,« fortæller Asta Søholt Christensen.
Der blev også bedre tid til hendes arbejde med keramikken. Det blev aldrig en større indtægtskilde, men det var jo heller ikke nødvendigt, for journalister tjener jo godt, som hun bemærker.

Hun bor stadig i det hus i Risskov, som hun og Jørgen flyttede til i 1964, omgivet af sin keramik, men også af de kreative påhit, som hendes mand også begyndte at bidrage med på sine ældre dage og indtil sin død for to et halvt år siden.