Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
11:09 19.09.2022 Anna Sol Jørgensen

Hensyn til flysikkerhed giver radiotavshed i Midt- og Vestjylland

Der kan blive stille i radioerne i store dele af Midt- og Vestjylland fra søndag til tirsdag i næste uge, hvor der i perioder vil blive lukket for radiosignalet.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Den varslede radiotavshed skyldes, at der skal skiftes lys på radiosendemaster. Hindringslys er sikkerhedslys, der sidder i sendemaster med en højde på mere end 100 meter og skal sikre, at fly kan se masterne og ikke flyver ind i dem. Efter 30 års tjenestetid har de nuværende hindringslys dog efterhånden udtjent deres værnepligt og er begyndt at have driftsmæssige udfordringer, og de skal derfor udskiftes.

Udskiftningen foregår på én mast ad gangen, og mens der bliver arbejdet på en mast, kan FM-radioer miste signalet.

Fra 25. til 27. september arbejdes der på Mejrup-senderen ved Holstebro. Det vil betyde, at FM-dækningen i store dele af Midt- og Vestjylland vil være lukket, og også DAB-dækning i og omkring Holstebro vil blive berørt.

Radiokanaler vil stadig kunne tilgås med internetradio eller via en app. Der kan også være mulighed for at modtage signal fra en anden FM-sender.

SENESTE NYT

Flere nyheder