Det anføres således ikke i Journalistens artikel Ekspert A/S (nummer 5/2014), at min kronik, ’Historien om en uproduktiv fejltagelse’, der blev bragt i Politiken 18. marts, kun blev skrevet, da jeg på dette tidspunkt måtte antage, at et muligt analysepapir til De Samvirkende Købmænd om ’Produktivitetskommissionens analyse af produktivitetsudviklingen i detailhandlen’ ikke blev til noget. Alene af denne grund er det absurd at lægge til grund, at synspunkterne i kronikken ikke skulle være mine egne.
Det nævnes heller ikke i artiklen, at jeg i notatet ’Serviceeftersynet af vilkårene for kulbrintebeskatning af 1. sep. 2013’, der blev udarbejdet til Bayerngas, overordnet konkluderede: ”Ud fra en samfundsøkonomisk og offentlig synsvinkel er det derfor kun muligt at konkludere, at de nye regler må foretrækkes fremfor de gamle regler. Det kan derfor ikke undre, at Serviceeftersynsudvalget anbefaler, at der bør overgås til de nye regler.” Kort sagt fuld opbakning fra min side til den skærpede beskatning. Det, som jeg kritiserede i Bayerngas-notatet, var, at de tilknyttede overgangsregler indebar beskatning med reel tilbagevirkende kraft, hvad der efter min mening i videst muligt omfang bør undgås i en retsstat. Dette hensyn var i øvrigt kort forinden blev taget på et andet energiområde: Nemlig i relation til subsidier til solcelleanlæg. Dette anføres selvfølgelig heller ikke eksplicit i Journalistens artikel, at det retssikkerhedsmæssige udgangspunkt var baggrunden for min kritik. Og når det i tilknytning hertil trækkes på Pernille Rosenkrantz-Theil, nævnes naturligvis heller ikke, at blandt andre hun ikke har villet svare på, hvorfor retssikkerhedsmæssige hensyn skal lægges til grund på et område, men ikke på et andet hermed sammenhørende område. For intimideringsudgangspunktet skulle åbenbart gennemføres, hvad der jo også understreges af artiklens overskrift.
Journalisten, Emil Ellesøe Ditzel, der skrev artiklen, var såvel skriftligt som mundligt orienteret herom. I hele forløbet, hvor jeg havde samtaler og mailudvekslinger med den pågældende journalist, havde jeg en stærk fornemmelse af, at slutmålet på forhånd var givet: Jeg skulle intimideres. Derfor skrev jeg blandt andet faktanotatet af 28. marts, som jeg fremsendte til Emil Ellesøe Ditzel. Dette notat kan læses på min hjemmeside www.en-vis-mand.dk under fanebladet Netop Nu under navnet fakta. Jeg henviste endvidere til omstændighederne vedrørende Bayerngas-notatet, der også står under dette faneblad. Derfor er artiklens indhold heller ikke en tilfældighed. Der skulle intimideres. Og når Journalistens ansvarshavende redaktør, Øjvind Hesselager, mener, at artiklen ”lever op til de vejledende regler for god presseskik”, ja så forstår man bedre de problemer, som visse dele af journalistområdet har!

– Christen Sørensen, fhv. overvismand

SVAR: Kære Christen Sørensen.
Tak for din henvendelse. Vores journalistik handler blandt andet om at beskrive etiske dilemmaer i det danske mediebillede. I den kontekst er det meget relevant at undersøge eksperters økonomiske relationer til firmaer, de udtaler sig om. I den sammenhæng skal alle kilder naturligvis have mulighed for at fremlægge deres version af sagen, og det mener vi også, at du har fået i denne artikel.
Du er i artiklen blandt andet citeret for at sige, at du skriver ”alene den kronik, fordi jeg ikke tror på, at der kommer en aftale” med De Samvirkende Købmænd.
Omkring Bayerngas nævner vi den kritik, der var af, at du udtalte dig til fordel for firmaet i beskatningsspørgsmålet, samtidig med at du modtog honorar fra Bayerngas. Den kritik er relevant i forhold til den medieetiske vinkel i artiklen. Du er både direkte og indirekte citeret for, at du ikke lader dine analyser og holdninger influere af, hvem der betaler dit honorar.
De mere specifikke detaljer i de sager, som du har skrevet rapporter om, har vi ikke vurderet var relevante for artiklens vinkel.

Venlig hilsen
– Emil Ellesøe Ditzel og Øjvind Hesselager, Journalisten