Henrik Sass Larsen har nu fået sit gennembrud på Twitter. Den socialdemokratiske gruppeformand skrev tidligt i morges:
Overvejer at stille forslag om fuld aktindsigt hos journalister for offentligheden
— Henrik Sass (@SosseSass) May 16, 2013
Det vakte hurtigt furore på Twitter. Dels om det virkelig var den ægte Sass, der skrev det (og det var det). Dels om han havde overvejet konsekvenserne. Her er to reaktioner:
Velkommen til, Stasi #dkpol // RT @sossesass: Overvejer at stille forslag om fuld aktindsigt hos journalister for offentligheden
— Line Holm Nielsen (@LineHolm1) May 16, 2013
DDR.dk: Journalisterne skal afsløre deres kilder og politikerne vil skjule hvordan de arbejder #offentlighedslov @sossesass @lineholm1
— Poul Madsen (@pomaEB) May 16, 2013
Dansk Journalistforbund har også netop meldt ud med skarp kritik af Henrik Sass Larsens forslag.
Det var kun en provokation
Men nu slår Henrik Sass Larsen fast over for Journalisten, at det var ment i sjov. Den kontroversielle bemærkning var ironi.
Er det her forslag ment seriøst, eller er det bare en provokation?
»Arh, men det er jo kun en provokation, selvfølgelig er det det. Nu har jeg siddet og læst avisernes dækning af offentlighedsloven, og den er virkelig skæv og i et helt hysterisk leje. Så tænkte jeg, at det var sjovt at vende det rundt. Journalisterne har kildebeskyttelse og et frirum, hvor de kan arbejde. Hvad nu, hvis vi tog det fra dem, ligesom man vil tage det fra politikerne?« siger Henrik Sass Larsen og fortsætter: »Det er ikke en overdreven selvrefleksion eller selvironi, der driver journaliststanden. Den ros skal de ikke have.«
Det lyder, som om forslaget er for sjov?
»Ja ja, det er jo bare en provokation. Jeg kunne aldrig drømme om at stille det forslag. Men det spiller ind med en interessant præmis, fordi man kan diskutere – hvad er magt, og hvad skal være omgivet af fortrolighed.«
Ironi virker ikke altid på tryk
Der er kommet en masse reaktioner på dit forslag, og som jeg læser mange af dem, så er det altså ikke blevet forstået som en sjov provokation …
»Når man læser det, så vil de fleste kunne se, at det er ironi. Ironi virker ikke altid på tryk, men sjovt synes jeg altså det var. Det må der også være plads til.«
Men debatten om fortrolighed i pressens arbejde er værd at tage, mener Henrik Sass Larsen – selv om han altså ikke mener sit forslag om at indføre aktindsigt i journalisters arbejde. Han peger for eksempel på skattesagskommissionen.
»Når man skal afdække det voldsomme indgreb, det var, at man pludselig hældte Helle og hendes mand på forsiden af BT, som var ved at afgøre et valg og alt muligt – ja, så må man ikke få aktindsigt i journalisternes arbejdsmetoder, som ellers kunne afsløre forløbet. Det er en enorm magt, man har udøvet her. I den kampagne var det jo pressen, der havde magten. Hvordan kigger man så magthaverne i kortene?«
Ville give journalister noget at tænke over
Men har du så et seriøst forslag til, hvordan man kan lave det om?
»Nej. Mit ærinde er hverken at bryde kildebeskyttelsen eller knægte ytringsfriheden. Men jeg vil gerne have proportioner ind i debatten, som jeg synes er meget hysterisk. Når politikerne siger, at de skal have et frirum til at politikudvikle, så er det et rimeligt forslag. Jeg prøver bare at provokere jer til at tænke over, hvad I selv ville sige til, at man tog det frirum fra jer.«
Hvad er det konkret, du savner åbenhed om?
»Jeg savner ikke som sådan åbenhed om noget, jeg prøver bare at provokere. Jeg siger – som en provokation – at de samme krav for politikerne også skal gælde for journalisterne. Men jeg ved da godt, at hvis man først begynder at pille i det, så bliver det ret vidtgående. Det mener jeg ikke, man skal.«
Pressen har rottet sig sammen
Gør det nogen forskel for dig, om man er ansat i staten eller på et privatejet medie?
»Jeg mener som udgangspunkt, at hvis man udøver magt – uanset hvor – så er det altid interessant at diskutere, hvilket ansvar man har. Jeg mener, det er virkelig indgribende i demokratiet og magten i Danmark, at en avis beslutter at køre kampagne mod en oppositionsleder med skattesag, hemmelige dokumenter og andet. Det har mere med magt at gøre, end hvad man beskæftiger sig med i Fødevareministeriet i forhold til det lovforberedende arbejde.«
Men så er vi tilbage ved, om du har et konkret forslag til, hvordan man får mere åbenhed om den del af magten?
»Næ, det har jeg ikke, og det ønsker jeg heller ikke. Jeg synes bare, det er meget rimeligt, at man har en selvrefleksion over sin magt. Og jeg synes virkelig, pressen har rottet sig sammen overalt i forhold til offentlighedsloven. Der føres en decideret kampagne, hvor de ikke dækker sagen objektivt, men opfører sig som part.«
Har du oplevet før, at pressen står sammen på den måde?
»Nej. Ikke ud over når de skal have mediestøtte,« siger Henrik Sass Larsen.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
SOCIALDEMOKRATER OG HUMOR, NAJ, HA, HA, HA
Henrik Sass Nielsen og humoristisk sans, går lige så godt sammen som Helle Thorning-Schmidt og genbrugstøj fra Kirkens Korshær.
Men at forsøge sig på humor, når det i virkeligheden drejer sig om noget så alvorligt som at indføre censur i Offentlighedsloven og derved knægtelse af ytringsfriheden, der reelt er specifikt produceret for at lukke kæften på nysgerrige journalister, så pøbelen holdes uvidende. Snart den eneste måde Sosserne har bare en lille chance for ikke at ryge helt ud af dansk politik.
Ja, så er Henrik Sass Nielsen virkelig dummere end sin kollega, totalitære Justitsminister Morten Bødskovs helt egne private strømere nok tillader folk, udenfor Sossernes betonbunkere.
Alliancen mellem medierne og VK regeringen var mindst lige så påfaldende som adskillelsen mellem SSFR og medierne er i dag. Hvad medierne kaldte Anders Fogh Rasmussens evne til at styre dem, var deres måde at indrømme på, at de gjorde hvad han bad dem om.
Samarbejdet standsede ikke med Lars Løkke. Det bedste eks. er selvfølgelig det illegitime og sandsynligvis ulovlige samarbejde mellem BT, Ritzau (alle de medier, der ukritisk bragte bureauets konstruerede beskyldninger videre) og VK i det fælles forsøg på at begå justitsmord på Helle Thorning. Man kalder stadig sagen ”Thornings skattesag”, hvor den ret beset handler om rent magtmisbrug, uhellige og slet skjulte alliancer mellem skatteministerium, BT, Ritzau, andre medier og VK-regering.
Mediernes kritik af den nye offentlighedslov er isoleret set rigtig, men det ændrer ikke på, at de for længst har mistet deres legitimitet.
Kravet, om at holde tonen i den sammenhæng, får karakter af censur. For hvordan kan alliancen beskrives, på disse mediers vilkår, deres krav om at skrive pænt?
Mediernes performance kan ikke beskrives for grimt.
Søg på: ”italesættelsens magt”
Søg på: ”organisationerne bag massekommunikationen”
Søg på: ”mediernes kroniske uskyld”
Journalister er efterhånden alle sammen ansat på støtteordninger, så det ville da være rimeligt hvis skatteyderne kunne se hvad pengene gik til. Mediestøtten er blevet et beskæftigelsesprojekt for politisk korrekte journalister, som alligevel skal gøre cheferne i Folketinget glade for at beholde støtten og dermed jobbene.
Sass har ret. Når magthaver (i modsætning til whistleblowers) offentliggør informationer uden ad stå frem, så ville det være fint med aktindsigt. Også mår de ikke bruger anonymiteten til at vildlede befolkningen. Fordi magthaver skal ikke være anonyme.
De politikere (også Mogen Jensen i Deadline i går d. 15/5 hos Krasnik) der nu fremfører den argementation, at journalister skal underlægge sig samme offentligheds kriterier, overser den detalje, at politikerne er valgt af folket - det er journalister ikke, og de skal derfor ikke stå til regnskab for lovgivningen.
Flere