Politikens tv-anmelder Henrik Palle skælder ud på sportsjournalister for ikke at kigge kritisk på økonomien og de hårde vinkler bag sporten. Men det er ikke, fordi de ikke er dygtige nok, mener han.
Sportsjournalister er blevet bedre, og er faktisk gode, til at analysere selve fodboldspillet. Især på de kommercielle kanaler. Sådan indleder Henrik Palle en klumme i dagens Politiken.
Herefter kommer kritikken: Henrik Palle mener, at sportsjournalister svigter en række væsentlige områder i deres journalistik.
»Et kritisk blik på økonomien, industrien omkring, de politiske og ideologiske aspekter og for den sags skyld fodboldkulturen, må man kigge langt efter. Ikke alene på de reklamefinansierede kanaler, men sandelig også på vort lands to store public service-stationer,« skriver han.
Henrik Palle fremhæver "Hutlihut" og "Lige på og sport" som eksempler på programmer, der desværre ikke var seere til at fastholde. I stedet mener han, at sportsjournalistikken bliver »fladpandet« med spørgsmål som "Hvordan føler du det lige nu?".
»Om disse spørgsmåls fladpandende karakter skyldes mangel på journalistisk talent, skal vi ikke gøre os til dommere over. Men svaret er i virkeligheden nej. For fjernsynets sportsjournalister er nøjagtig lige så fagligt kvalificerede som deres kolleger på andre stofområder. Problemet er viljen til at beskæftige sig reelt journalistisk med sport,« lyder det.
Journalisten har i det seneste nummer sat fokus på sportsjournalistik. Læs blandt andet »Fascinationen har sejret ad helvede til«.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.