Henrik Friis Vilmar er på valg: I krig mod prekariseringen

VALG I DJ. Henrik Friis Vilmar vil i clinch med prekariseringen, hvis han bliver genvalgt til DJ’s hovedbestyrelse slut april: ”Jeg synes, det er vores alvorligste problem” 
  • Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR
    ”Det er fint, hvis det er noget, man selv vælger. Men dét er det ikke for manges vedkommende,” siger Henrik Friis Vilmar om væksten af freelancere i mediebranchen.
11.04.2019 · 12:23

”Min vigtigste mærkesag er kampen mod afvikling af løn- og arbejdsmarkedsvilkår.”

Sådan siger Henrik Friis Vilmar, journalist og fælledstillidsmand i DR. Han har været medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Journalistforbund (DJ) siden 2013 og genopstiller på forbundets delegeretmøde 28.-29. april i Kolding.

”Vores alvorligste problem”

”Jeg arbejder imod prekariseringen af det journalistiske arbejdsmarked. Jeg synes, det er vores alvorligste problem,” fortæller han.

”Vi ser det blandt andet på min egen arbejdsplads, hvor der bliver flere løst ansatte og færre fastansatte. Man ser det overalt i mediebranchen. Og det er et enormt problem. For mig at se er det en afvikling af arbejdsvilkår.”

”Vi skal blive enige med hinanden om at prioritere det som den allervigtigste opgave, vi har lige nu. Afviklingen på arbejdsmarkedet går super stærkt,” siger Henrik Friis Vilmar.

Kollegerne er enige

Debatten er ikke ny. Til forbundets forum for politik-udvikling – Fagligt Forum – sidste år sagde næstformand Tine Johansen:

”Godt hvert fjerde medlem af DJ er freelancer eller selvstændig, og dét tal er voksende. Nogle har rigtig stor succes, tjener rigtig godt og har aktivt valgt dét liv. Andre har meget svært ved at få enderne til at mødes.”

Tendensen ”stiller nogle helt nye krav til os som fagforbund”, sagde hun.

Og i friske kandidat-interview med Journalisten udtrykker både hun og DJ-formand Lars Werge bekymring for tendensen.

Tendensen er også i fokus i de rapporter, arbejdsgruppen Fagenes Fremtid fremlagde i marts. Gruppen beretter om et ”boom i freelancere og selvstændige”.

Henrik Friis Vilmar:

”Det er fint, hvis det er noget, man selv vælger. Men dét er det ikke for manges vedkommende. Og der mener jeg, at vi som forbund skal spille en utroligt stærk rolle.”

Freelancere skal på overenskomst

Henrik Friis Vilmar vil have flere freelancere dækket af overenskomstaftaler. Han mener også, at forbundet skal gøre mere for, at eksisterende overenskomster bliver overholdt. Og så foreslår han, at forbundet går i dialog med andre faglige organisationer om emnet.

Han siger, at fagbevægelsen ikke nødvendigvis skal arbejde for ”at man skal blive i det samme job i hundrede år”.

”Men man skal kunne leve af sit arbejde. Man skal vide som ung nyuddannet, at man godt kan have en indtægt, man kan være rimeligt sikker på, så man kan låne penge til en lejlighed og så videre,” mener han.

Samtidig bliver sociale ordninger forringet i det danske samfund, pointerer han.

”De her ting hænger altså sammen. Og det er også en af mine mærkesager, at vi intensiverer vores arbejde med at påvirke politikerne i en anden retning. For det sociale sikkerhedsnet har så grove masker, at folk begynder at føle sig endnu mere utrygge,” siger han.

Freelancere glemmer at efteruddanne sig

I oktober sidste år gennemførte Fagenes Fremtid en ikke-repræsentativ spørgeundersøgelse blandt forbundets medlemmer. Undersøgelsen viste, at kun halvdelen af de løst ansatte journalister har modtaget efteruddannelse i det seneste år.

”Det går langtfra så godt, som jeg kunne tænke mig,” siger Henrik Friis Vilmar om efteruddannelses-området.

En løsning kan være en ny pulje for efteruddannelse til freelancere, siger han. Puljen kan minde om Pressens Uddannelsesfond.

”Det kan også være, det er den, vi skal bruge,” siger Henrik Friis Vilmar.

Til Journalisten har DJ-formand Lars Werge fortalt om lignende tanker.

I øvrigt bekymrer det Henrik Friis Vilmar, at startlønnen for nyuddannede DJ-medlemmer er faldet i tre af de seneste fire år.

”Det handler overordnet om, at det bliver et mere usikkert arbejdsmarked,” siger han.

”Det har vi fandme trængt til i mange år”

Journalisten taler ikke kun med årets kandidater om deres egne mærkesager. Vi spørger også bredt ind til nogle af de debatter, der præger branchen og forbundet for tiden.

Da Journalisten spørger Henrik Friis Vilmar, hvad han ser som det vigtigste emne i hovedbestyrelsen siden sidste delegeretmøde, nævner han de nye rapporter fra Fagenes Fremtid og Fremtidens Forbund. Sidstnævnte er en arbejdsgruppe, der i januar kom med en række anbefalinger til forbundet.

”De rapporter er så vigtige for vores fremtidige arbejde. Det er et hamrende vigtigt værktøj. Det giver hovedbestyrelsen noget helt konkret at arbejde med. Det har vi fandme trængt til i mange år,” siger Henrik Friis Vilmar.

Vil have flere K-folk i forbundet

I rapporten ’Fremtidens Forbund’ kan man læse, at gruppen ”ser et stort behov for bedre at organisere kommunikationsområdet”.

”Vi (DJ, red.) skal være det naturlige valg og den stærkeste fagforening for kommunika­tionsansatte,” står der.

Det falder i tråd med et langvarigt ønske hos forbundet. Og Henrik Friis Vilmar er enig.

”Jeg er så optaget af arbejdsmarkedspolitik, at jeg mener, at jo flere vi kan stå sammen om at forbedre vilkårene, desto bedre er det,” siger han.

”Vi kan ikke blive ved med den her diskussion” 

Men der er nogle fundamentale udfordringer, mener han.

”Først og fremmest skal vi være i stand til både at rumme journalister og kommunikatører,” siger han og uddyber:

”Vi kan ikke blive ved med den her diskussion, om vi kan rumme kommunikatører. Vi bliver nødt til at få det løst.”

”En af løsningerne kan være, at vi laver et mere solidt fundament af specialgrupper: At vi har journalisterne, og så har vi kommunikatørerne. Og at DJ bliver et hovedforbund for alle de forskellige fagligheder,” foreslår han.

Flere medlemmer af hovedbestyrelsen mener, at forbundet skal have et nyt navn for bedre at omfavne kommunikatører. Henrik Friis Vilmar er ikke afvisende, men siger:

”Det handler ikke om, hvad vi hedder. Det handler om, hvordan vi indretter os.”

Enig i strukturændring

Til det kommende delegeretmøde vil der blive fremlagt et forslag om at stoppe valg af delegerede i kredsene – så delegerede fremover kun skal vælges i medarbejderforeninger og specialgrupper.

Henrik Friis Vilmar bakker op, men understreger, at det ikke foreslås at nedlægge kredsene.

”Det har for mit vedkommende aldrig handlet om at nedlægge kredsene. Jeg mener, de er uundværlige. Kredsene spiller en afgørende geografisk rolle i DJ,” siger han.

”På et tidspunkt var der en opfattelse af, at det handlede om at nedlægge kredsene. Og alene dét, at nogle havde misforstået det, betyder, at vi ikke har været gode nok til at forklare det,” mener han.

Han beskriver hovedbestyrelsens arbejde i det seneste år som ”trægt”. Men Fremtidens Forbund og Fagenes Fremtid giver nyt håb: ”Det giver os et rigtig godt grundlag at arbejde videre på,” siger han.

Kommentar

12/04/2019 - 15:44

Mads Nyvold

Hep, hep Henrik Friis Vilmar.
Vel talt, og en vigtig sag du har fokus på. Lykke til med valget.

17/04/2019 - 13:29

Henrik Vilmar

Mange tak, Mads. Synes også selv det er noget af det vigtigste vi for tiden kan arbejde for at ændre på.

Seneste jobopslag

Underviser

SDU - Syddansk Universitet
Ansøgningsfrist: 15.05

Kreativ videojournalist til Deloitte

Deloitte Denmark
Ansøgningsfrist: 14.05

Matematikredaktør

Alinea
Ansøgningsfrist: 03.05

CRM konsulent i Børnecancerfonden - bliv en styrke for børnene

Børnecancerfonden
Ansøgningsfrist: 08.05

SoMe-redaktør til Vi Unge

Aller Media
Ansøgningsfrist: 25.04

Udviklingsorienteret redaktør til Mandag Morgen

Mandag Morgen
Ansøgningsfrist: 10.05

DR Østjylland søger reporter

DR
Ansøgningsfrist: 23.04

Studentermedhjælp til kommunikation

Grundejerforeningssekretariatet Ørestad
Ansøgningsfrist: 25.04

KVINFO søger presse- og kommunikationsansvarlig

Kvinfo
Ansøgningsfrist: 23.04

Nyhedsvært til DR Nordjylland

DR
Ansøgningsfrist: 25.04

Chef til B&U

DR
Ansøgningsfrist: 29.04

Chefkonsulent og teamleder for seks kommunikationsrådgivere

Region Syddanmark
Ansøgningsfrist: 05.05

Kommunikatør i Greenpeace

Greenpeace Norden
Ansøgningsfrist: 25.04

JOURNALIST TIL UGEAVISEN MIDTSYD

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 06.05